I kølvandet på angrebet på det franske satireblad Charlie Hebdo går debatten herhjemme højt om ytringsfrihed og om, hvorvidt karikaturer af muslimernes profet Muhammed skal trykkes eller ej.
Men den diskussion er uinteressant, siger 87-årige Herbert Pundik, dagbladet Politikens tidligere chefredaktør.
Han har boet i Israel i 60 år og levet side om side med terror i mange år, ligesom han har et indgående kendskab til situationen i Mellemøsten.
”Debatten svigter, når medier og andre bliver ved med at tale om retten til ytringsfrihed. Diskussionen om, hvorvidt det er forsvarligt at lave og offentliggøre karikaturer, talte vi om for 10 år siden. Den er ikke relevant. Terroristerne gik ikke efter at angribe specifikt ytringsfriheden. Det forstår de ikke, hvad er.”
Hvad bør debatten så handle om?
”Jeg accepterer individets beslutning om at ville stå fast på sine rettigheder. Men debatten bør handle om, hvad samfundet vil betale for at sikre disse rettigheder. Hvad er vi som samfund parat til at ofre - af økonomiske, lovgivningsmæssige og andre grunde - for at passe på borgerne? Det er et samfundsmæssigt dilemma at vælge sikkerhed frem for rettigheder. Jeg savner en diskussion i medierne om samfundets pligt til ikke at bøje sig under pres.”
Hvad handler tegningerne om?
”Mit synspunkt er og var også for 10 år siden, at man træder på et folk, der ligger ned. Europa og Danmark er i en overgangsperiode mod et multikulturelt samfund. Der kommer flere flygtninge, og det kan vi ikke standse. Alle fornuftige arabere ønsker at komme til Europa med bedre levestandarder og friheder. Vores gamle samfund er borte og kommer aldrig igen. Det må vi indstille os på og på en situation om 10-20 år med omkring en million danskere med muslimsk baggrund. Det er i det perspektiv, vi må finde ud af, hvilket samfund vi ønsker, og være parat til at ofre noget for at få dem integreret. Hvis vi vil Danmark det bedste, er vi nødt til at forholde os til den komplekse situation og til spørgsmålet om at vurdere rettigheder over for en kritisk situation, hvis man håndhæver de rettigheder.”
Men står Danmark ikke allerede i den komplekse situation?
”Ikke Danmark. Men det gør Frankrig, og her har man ikke bøjet sig. Republikken kræver, at indvandrere tilpasser sig, men samtidig har man isoleret dem i store bydele. Danmark er i en situation, hvor vi må finde ud af, hvordan vi formindsker mulighederne for at ende i en kulturkamp. Og derfor er jeg imod, at man gør grin med det sidste, arabere har tilbage.”
Hvad er det?
”Religionen. Den arabiske kultur befinder sig i et dybt sort hul og bidrager intet til verdenskulturen i dag. I stedet henfalder man til drømme om en historisk storhedstid i den tidlige middelalder. Dengang var det os, der var i et åndeligt mørke, mens den arabiske verden var oplyst. Det er en udbredt idé i den arabiske verden, at Europa har stjålet den storhedstid. Og når vi samtidig gør grin med deres religion, hævner de sig.”
”Den arabiske antipati over for Vesten har fået ekstra næring de seneste 15 år, hvor vestlige lande er vendt tilbage til Mellemøsten med militær magt. Det koster også civile menneskeliv og fører til et had til den vestlige verden. Drømmene i de arabiske lande indskrænkes og overlades til ekstremister og fundamentalisters fortolkning. Og de, der kommer hertil, har religionen og hadet med sig. De kan ikke rejse tilbage til deres hjem, som står i brand - skal vi så sætte ild i mere?”
Hvad lærte vi af de danske karikaturtegninger?
”Det var et resultat af vores egocentriske holdning til omverdenen. Vi må indtil videre forholde os til virkeligheden, som også indebærer, at vi har skabt forudsætninger for, at unge danske arabere rejser ned og slås i Mellemøsten. Og en virkelighed, der betyder, at vi ikke bør træde på folk, der ligger ned, med satire. Behovet for at få bekræftet retten til ytringsfrihed er baseret på en løgn. Ytringsfriheden administreres konstant efter overordnede hensyn og af høflighedsgrunde. I dette tilfælde er der tale om et hensyn, der betinger ikke at være i krig med andre. Vi skulle hellere fokusere på at vinde indflydelse i en muslimsk verden, der befinder sig i en krise, gennem tillid.”