I december sidste år lokkede en voksen, mandlig asylansøger en 10-årig pige ind på et værelse på asylcentret Trängslet i Midtsverige. Selvom pigen skreg om hjælp, lykkedes det manden at voldtage hende, uden at personalet opdagede det. Pigens mor bad om, at de blev flyttet til et nyt center, men blev beskyldt for at lyve og måtte selv finde et andet sted at bo gennem en frivillig organisation.
Den 10-årige piges beretning er ikke enestående, men en del af en række sager om seksuelle overgreb mod kvinder og børn, som svensk TV4 har dokumenteret. I stedet for at hjælpe har Migrationsverket, der driver asylcentrene, beskyldt flere af kvinderne for at forsøge at lyve sig til at blive overflyttet til et bedre botilbud, når de har forsøgt at anmelde overgrebene.
Afsløringerne af svigtet har fået kritikken til at vælte ned over Migrationsverket eksempelvis fra den internationale organisation Women’s Refugee Commission, der arbejder for kvindelige flygtninges rettigheder.
”Sverige er internationalt set som et forbillede for ligestilling. Jeg er chokeret over den måde, de har behandlet kvinderne på,” siger organisationens strategichef Marcy Hersh til TV4.
Migrationsverket vil som reaktion på skandalen nu iværksætte en større handlingsplan, hvor et af de tiltag, man overvejer, er at indføre særlige zoner for kvinder og børn på asylcentrene.
”Det er en selvfølge, at alle mennesker skal kunne føle sig trygge på vores bosteder,” siger Mikael Ribbenvik, operativ chef for Migrationsverket, i en pressemeddelelse.
Idéen om kønsopdelte afdelinger er på sin plads, mener Mehrdad Darvishpour, der er seniorlektor i socialt arbejde og forsker i køn og etnicitet ved universitetet Mälardalens högskola.
”Det er godt, hvis Migrationsverket nu tager problemet alvorligt, men ulykkeligt, at der ikke er sket noget før. Mange af kvinderne kommer fra hårde, patriarkalske samfund, hvor mændene bestemmer alt. Når de så kommer til Sverige og bor tæt sammen med mænd, er der stor risiko for, at de bliver seksuelt udnyttet og undertrykt. Det skader integrationen og gør de kvinder endnu mere marginaliserede,” siger Mehrdad Darvishpour.
Han mener, at Migrationsverkets tidligere afvisning af kvindernes problemer skyldes politisk korrekthed.
”Det er diskriminerede over for indvandrerkvinderne, at de ikke har fået hjælp og støtte, men er blevet mødt med tavshed. Hvis det var svenske kvinder, der havde råbt op om, at svenske mænd forgreb sig på dem, er jeg sikker på, at myndighederne havde reageret anderledes,” siger sociologen.
Aje Carlbom, ph.d. i socialantropologi ved Malmø Universitet, er enig. Han har speciale i etnisk og religiøs identitet og forklarer, at kvinderne risikerer at blive udstødt fra deres familier, fordi de anses som beskidte, hvis de har været udsat for overgreb.
”Mange steder i Mellemøsten – særligt blandt muslimer – omgås ugifte kvinder og mænd sjældent hinanden. Nogle har en opfattelse af, at man frit kan forgribe sig på enlige kvinder, fordi de ses som ledige og tilgængelige på markedet. Dé kulturelle forskelle har man ikke taget hensyn til,” siger Carlbom.
Han mener, at mandefri zoner er en god idé.
”Det er klart, at information om ligestilling og anden forebyggelse er vigtigt, men når man kan se, at systemet ikke fungerer, er man nødt til at sætte ind med en lavpraktisk løsning,” siger Aje Carlbom.
Udlændingestyrelsen og Røde Kors fortæller, at man på flere danske centre med succes har indført adskilte afdelinger for kvinder og børn.