Få mennesker kender Gerald Knaus’ ansigt. Men rigtig mange kender den aftale, som i marts 2016 fik flygtningestrømmen til Europa via Tyrkiet og Grækenland til at tørre ud. Fra politisk hold lød der krav om ”at sætte en prop i” og forhindre tilstrømningen af mennesker på flugt især fra krigen i Syrien.
Og grundlæggeren af tænketanken European Stability Initiative i Berlin fandt den prop. Gerald Knaus betragtes som initiativtageren til den aftale mellem EU og Tyrkiet, som indebar, at Tyrkiet skulle forhindre menneskesmuglerne i at fragte asylansøgerne til Europa især over Det Ægæiske Hav til Lesbos og andre græske øer. Som modydelse skulle EU bidrage med 45 milliarder kroner til at hjælpe flygtningene i Tyrkiet og tage imod 75.000 flygtninge fra Tyrkiet.
Det sidste blev aldrig realiseret. Men antallet af asylansøgere via Tyrkiet faldt fra 861.000 i 2015 til 36.000 året efter indgåelsen af aftalen.
Nu er flygtningeaftalen reelt udløbet, og EU er begyndt at diskutere en fortsættelse, herunder med fornyet økonomisk støtte til Tyrkiet.
Men samtidig har både FN’s Flygtningehøjkommissariat og en EU-parlamentsrapport om grænseagenturet Frontex dokumenteret, at asylansøgere med magt skubbes tilbage fra grænserne for at forhindre dem i at bede om beskyttelse.
Brutalitet i stedet for regulering
”Det var netop det, jeg frygtede: Alternativet til regulering er brutalitet. Aftalen med Tyrkiet er blevet erstattet af push backs, som er ulovlige i henhold til international lov. Og det sker hver eneste dag for øjnene af domstole og politikere – i fuldt dagslys, uden at nogen løfter en lillefinger. For politikerne kan ikke finde på andre måder at kontrollere illegal migration på, og det er populært i befolkningerne. Men det sender det destruktive signal til resten af verden, at det er i orden at løse migration med vold og overtrædelse af Flygtningekonventionen,” siger Gerald Knaus med harme i stemmen.
Disse pushbacks eller refoulements er forbudt både i FN’s Flygtningekonvention og i folkeretten.
Gerald Knaus hører ikke til dem, der mener, at Europa skal åbne porten på vid gab.
Men han afviser også, at Europa nu står over for en ny flygtningekrise, efter at den amerikanske og vestlige tilbagetrækning har efterladt Afghanistan i kaos og i Talebans hænder.
”I 2015 var Tyrkiets grænser til Syrien fuldstændig åbne, så det var muligt at rejse hele vejen fra Mellemøsten til Grækenland. I dag er grænserne til Tyrkiet, men også til Afghanistans nabolande så godt som lukkede. Derfor står vi ikke over for en ny flygtningekrise som den i 2015. Derimod står vi over for en retslig og en menneskeretslig krise,” advarer forskeren.
Men man må vel også anerkende de barske realiteter: i en konfliktfyldt verden kan det være svært for mennesker på flugt at finde et nyt og bedre sted at være?
”Nej, for det er også en trussel mod retsstaten i Europa,” svarer Gerald Knaus.
”Den trussel begyndte netop med flygtningekrisen, da Ungarn i 2016 indførte en lov, der i praksis gør det næsten umuligt at søge asyl i landet. I december sidste år fastlog EU-Domstolen i en kendelse, at den ungarske lov er et brud på EU-lovgivningen.
Men ni måneder er gået, og dommen har ingen konsekvenser haft for Ungarn overhovedet. Og nu gør andre lande præcis det samme. Det sker ved grænsen til Kroatien, og Polen har erklæret undtagelsestilstand ved grænsen til Belarus på grund af nogle få tusinde flygtninge.
Det betyder, at hverken pressen eller civilsamfundets organisationer kan komme til grænseregionen,” påpeger den østrigskfødte ekspert.
”Det er derfor ikke kun Flygtningekonventionen, der overtrædes, men også EU’s egne traktater som for eksempel Charteret for grundlæggende rettigheder. Det hele skrider, fra pressefriheden til forbuddet mod tortur og nedværdigende behandling. Hvad så hvis et land ikke længere vil respektere kravet om ligestilling mellem mænd og kvinder? Resultatet er en underminering af hele retsordenen, som netop er det, nogle regeringer stiler efter. Den eneste vej ud af blindgyden er at komme tilbage til princippet om aftaler med tredjelande, som tilbydes noget til gengæld for at huse flygtninge,” siger Gerald Knaus.
Den slags aftaler, som blandt andet er foreslået af Danmark, kritiseres jo også for at undermindre retten til at søge asyl og indebære en risiko for, at basale menneskerettigheder overtrædes i de pågældende lande?
”En velordnet regulering i samarbejde med tredjelande forudsætter, at alle lande tager imod asylansøgere. Men de fleste regeringers mål er at dirigere flygtningene tilbage til nærområderne, som så selv må løse problemet. De håber, at hvis flygtningene bare behandles tilstrækkeligt groft, vil de nok holde sig væk eller rejse videre. Det kræver modige beslutninger at komme ud af denne situation,” siger Gerald Knaus.
Aftalen med Tyrkiet har også sat Europa i et afhængighedsforhold, som den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har benyttet til at lægge pres på EU. Men Gerald Knaus mener ikke, at dette skal afholde europæerne fra at forhandle med andre lande.
Australske tilstande
Han frygter, at Europa står på tærskelen til ”australske tilstande” med henvisning til Australiens beslutning om at samle alle asylansøgere på øerne Nauru og Manus Island.
”I 2011 havde Australiens daværende arbejderpartiregering faktisk en aftale med Malaysia om at bremse antallet af bådflygtninge. Asylsagerne skulle behandles her, og til gengæld skulle Australien lette flygtningepresset i Malaysia. Men aftalen blev torpederet af venstrefløjen, der mente, at den var i strid med menneskerettighederne, og af højrefløjen, der ville holde alle flygtninge ude og samle dem på Nauru under umenneskelige forhold, hvor hensigten klart er at knække dem, så de vælger at rejse væk. Det var så det, der skete.”
”Hvis de rige lande ikke viser, at de vil tage ansvar og beskytte retten til asyl, så er det enden på al regulering. Det er enden på Flygtningekonventionen. Og vi ved, hvordan en verden uden en international konvention ser ud,” advarer Gerald Knaus:
”Det var sådan, det var før og under Anden Verdenskrig, hvor jøder blev afvist ved grænsen til Schweiz, som mente, at befolkningen ikke ville have for mange fremmede. De blev sendt tilbage til Tyskland og Østrig, hvor de døde i gaskamrene. Det var lige præcis derfor, vi fik Flygtningekonventionen: fordi vi ønskede en verden, hvor mennesker kan søge beskyttelse. En verden, der anerkender alle menneskers værdighed.”