Mød manden, der betaler burkini-bøderne

Den fransk-algeriske forretningsmand Rachid Nekkaz, der vil betale franske bøder for kvinder, som bader i burkini, beskrives som en mellemting mellem Zorro og filosoffen Bernard Henri-Levy

Rachid Nekkaz ses her i 2012 foran politistationen i Charleroi efter at have betalt en bøde for en kvinde, der var blevet dømt for at gå med niqab og dermed have forbrudt sig mod det franske burkaforbud.
Rachid Nekkaz ses her i 2012 foran politistationen i Charleroi efter at have betalt en bøde for en kvinde, der var blevet dømt for at gå med niqab og dermed have forbrudt sig mod det franske burkaforbud. . Foto: Virginie Lefour/Belga/AFP/Scanpix.

Franske medier har givet han tilnavnet ”niqabernes Zorro”, efter at han i 2010 lovede at betale bøderne for de kvinder, der idømmes bødestraf for at bære den ansigtsdækkende muslimske klædedragt i strid med det franske burkaforbud.

Men med sit smukt bølgede hår og sin afslappede elegance leder Rachid Nekkaz snarere tankerne hen på den medievante franske filosof og forfatter Bernard Henri-Levy. Ligesom franskmanden har den 44-årige fransk-algeriske forretningsmand og millionær gjort sig til humanismens og menneskerettighedernes ridder.

Og nu har han føjet en ny sag til listen. Rachid Nekkaz, der allerede hævder at have betalt 1,6 millioner kroner i bøde for niqab-klædte kvinder, vil også betale for de kvinder, der idømmes bøde for at bære burkini i de efterhånden flere end 30 franske kommuner, hvor den muslimske badedragt er forbudt.

”Jeg har allerede fået den første bøde fra en ung kvinde i Cannes,” sagde han til radiostationen Europe1, da han offentliggjorde sit løfte forleden.

Rachid Nekkaz blev født i 1972 af algeriske forældre i et såkaldt indslusningskvarter for fremmedarbejdere i Choisy-le-Roi øst for Paris. Han er ud af en søskendeflok på 12, og han læste historie og filosofi ved Sorbonne Universitetet, inden han i 1998 startede en internetvirksomhed. Siden solgte han firmaet på det rigtige tidspunkt og investerede fortjenesten på boligmarkedet.

Men den succesrige forretningsmand glemmer ikke, hvor han kommer fra. I 1997 udgav han bogen ”Lettre d’à côté” (Brev fra nabogrunden), et essay om de unges vanskeligheder i indvandrerforstæderne. Og da disse i 2005 brød i brand med tre uger lange optøjer, forsøgte Rachid Nekkaz at kalde de unge til ro sammen med lokale foreninger.

Det gav ham politisk blod på tanden, og i 2007 forsøgte han at indsamle de 500 nødvendige underskrifter fra lokale politikere for at kunne stille op til præsidentvalget. Det mislykkedes, og han kritiserede de folkevalgte for at forsøge at sælge deres underskrifter, men blev også selv dømt for at have forsøgt at købe sig til en underskrift.

Efter de mislykkede forsøg på at gøre politisk karriere i Frankrig vendte han sig mod Algeriet, hvor han har dannet et politisk parti, og i 2013 gav han afkald på sit franske statsborgerskab for at kunne stille op til det algeriske præsidentvalg i 2014. Men igen uden held.

Rachid Nekkaz har støttet romaerne i Frankrig og det muslimske uighur-mindretal i Kina. Og i 2012 tilbød han at investere 5,2 millioner kroner i satirebladet Charlie Hebdo. Men det er tilbuddet om at betale bøderne for niqab – og nu også burkini-klædte kvinder, der har skaffet ham mest opmærksomhed.

”Jeg tror ikke, at burkinien er den bedste måde at integrere sig i det europæiske samfund på, selvom den ikke dækker ansigtet til som burkaen. Men jeg mener, at et demokrati ingen ret har til at forhindre andre i at klæde sig, som de vil,” siger Rachid Nekkaz til franske medier.

Han går heller ikke ind for burkaen, og hans amerikanske hustru bærer ikke muslimsk klædedragt.

Rachid Nekkaz regner med at skulle betale 100 bøder á 285 kroner, inden burkini-forbuddene udløber i september, når strandsæsonen i Frankrig er ovre.