En augustdag for snart 25 år siden gik denne skribent om bord på et fly fra San Diego til Washington. Knap havde man sat sig til rette, før man opdagede, at sidemanden var lederen af udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus.
Benjamin Gilman, som han hed, havde været til Republikanernes konvent, hvor partiet havde udpeget sin kandidat til præsidentvalget. Undertegnede havde selv været der som korrespondent, og Gilman var måske lidt smigret over, at man kendte ham. I de næste fire-fem timer fortalte han om partiets indre liv. Han forklarede eksempelvis, hvad man stiller op, når en fraktion, man ikke støtter, sender en mand på talerstolen for at sige noget.
”Så klapper vi det bedste, vi har lært,” sagde han; hensigten var at klappe manden væk fra mikrofonen, inden han havde afleveret sit budskab. Det gjaldt om at overdøve ham på en smart måde, og det plejede at virke.
Fire-fem timer er lang tid, så Gilman nåede at fortælle en del, og det vigtigste, set i bakspejlet, var ikke julelegene, men hans verdenssyn. Han vidste, at han konverserede en dansk journalist, så han drejede samtalen mod Europa. Han var godt informeret uden at brage. Han havde – hvad han ikke selv fortalte – været kamppilot over Japan under Anden Verdenskrig, og hans forældre var jødiske flygtninge fra Østrig.
Gilman stod for Republikanerne i den klassiske udgave. I Danmark er partiet ofte blevet betragtet som et slags uhyre, hverken Richard Nixon eller Ronald Reagan, to af dets markante præsidenter, blev omgærdet med voldsom sympati på disse kanter. Demokraterne, derimod, kunne man godt lide.
I virkeligheden har Danmark haft mest gavn af Republikanere i Det Hvide Hus. Danmark har internationalt brug for to ting: Forsvar og frihandel. Det leverede republikanske administrationer; forsvaret gennem Nato, hvor USA har haft den afgørende rolle, og frihandel gennem globale handelsaftaler samt EU. Sidstnævnte har amerikanerne ikke altid haft et afklaret forhold til, men det var næppe blevet til noget, hvis de havde modarbejdet projektet, og det gjorde de ikke. Frihandel i øvrigt har efter krigen været et amerikansk varemærke.
Demokraterne har været mere skeptiske. Militære forhold er ikke blevet set som deres spidskompetence – selvom de første atombomber blev kastet og Nato dannet under en demokratisk præsident. Frihandel er heller ikke noget, de traditionelt er gået helhjertet ind for. Deres vælgere i industribyerne ville ikke have for meget konkurrence. Der var også en grund til, at USA gik så sent ind i verdenskrigen – støtterne bag Demokraternes præsident Roosevelt ville ikke have med den at gøre.
Nixon – hans fejl ufortalt – og Reagan har ligesom partifællen Dwight D. Eisenhower været mere sikre kort for Europa, selvom det måske ikke altid så sådan ud i samtiden. Den dårlige nyhed er, at Det Republikanske Parti, som vi har kendt det indtil for nylig, er blevet ødelagt. Donald Trump, der ikke synes at have en ideologi eller faste værdier – han har skiftet parti tre gange og været registreret som demokrat fra 2001 til 2009 – betragter det åbenbart som sin personlige ejendom, og meget få kæmper imod. Han har ment, at Nato er overflødigt og frihandel skadeligt, selvom Republikanerne, som Financial Times afslørede for nylig, køber en stor del af deres kampagnemateriale i Kina. Gilman døde 2016, få uger efter valget af Trump. Man kan sige, at Det Republikanske Parti, som vi kendte det, forsvandt med ham. Og Demokraterne virker pludselig som de mest fornuftige, når amerikanerne sætter deres kryds om otte dage.
Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om internationale forhold set med europæiske øjne i Kristeligt Dagblad.