Da australske Gregory Peel Smith endnu var barn, fik han at vide, at han var sociopat.
Psykiaterens dom blev fældet over en dreng, der kun kendte til hård opdragelse. Hans far var alkoholiker og kommunikerede med sine næver, og hans mor ejede ikke et moderinstinkt. Da Gregory Smith var 10 år, skulle han udstå iskold opdragelse af de nonner, der drev det katolske børnehjem St. Patrick’s i Armidale i det østlige Australien, hvor han var tvunget til at opholde sig i 16 måneder. Nonnernes filosofi var, at ”et barns ånd må ødelægges, for at Herrens ånd kan indtræde”, og for nonnerne indebar dette dagligt at ydmyge børnene og sende uopfordrede slag mod deres små kroppe. Nogle gange blev børnene nægtet mad, og ikke så sjældent oplevede Gregory Smith at blive seksuelt udnyttet af en af de ældre piger på hjemmet.
Oplevelserne på børnehjemmet gjorde ikke Gregory Smith til et barn med færre problemer, og da han blev stemplet som sociopat, lod han sig definere af ordet. I de mange år, der fulgte, lyttede han til den indre stemme, der mindede ham om, hvor ussel, ubrugelig og farlig han var. Han løb hjemmefra flere gange og blev senere hjemløs. Han fulgte i faderens fodspor ind i alkoholens – og stoffernes – tåger. Lysten til at fremprovokere konflikter blev en fast del af Gregory Smiths liv. Det samme gjorde gentagne ophold i fængsler, usle korttidsjobs og en rodløs tilværelse.
Han kunne ikke finde sin plads i verden. Han følte ikke, han hørte til.
”Jeg var alt for bange for at lade folk lære mig at kende, for jeg havde fået diagnosen sociopat, og hele mit liv havde jeg fået at vide, at jeg var idiot, at jeg var dum. Så jeg blev bange for andre, fordi jeg ikke kunne lide mig selv. Jeg ønskede ikke, at de lærte mig at kende og ikke kunne lide mig,” siger Gregory Smith i telefonen fra Australien.
I dag er Gregory Smith 63 år gammel og har langt om længe fundet sig selv. Han beskriver sin rejse i bogen ”Out of the Forest” (ud af skoven), som udkom i sidste måned i hjemlandet.
”Måske kunne mit liv have været anderledes, hvis jeg ikke havde været på det børnehjem, og hvis ikke nonnerne havde behandlet mig sådan. Men jeg fortryder ingenting. Jeg står inde for min fortid. Og det at skrive bogen har hjulpet mig med det,” siger Gregory Smith og afbryder kort samtalen for at sige noget til sin datter, Katie, som han først for nylig har fået et forhold til.
Gregory Smith er en af de såkaldte Forgotten Australians; de glemte australiere. Et udtryk, som definerer de omkring 500.000 australiere, der i løbet af det 20. århundrede blev placeret i forskellige institutioner, ofte på grund af fattigdom og familieproblemer. Mange af disse børn var ofre for psykisk og fysisk vold og seksuelle overgreb.
Datteren Katie er blot en af de mange personer, som Gregory Smith stødte væk. Hun kom til verden i 1989, men en uge efter fødslen stak hendes mor af med barnet til Storbritannien. Det var endnu en gnist på det bål af indre konflikt, der drev Gregory Smith væk fra alt og alle. Som efterdønningerne fra sin tid på det katolske børnehjem lod han sine synder definere sig: Han var arbejdsløs, alkoholiker, misbruger, misbrugt og skilt. Han havde dårlig samvittighed og ingen tro på sig selv.
Han havde fået nok af samfundet, og omkring 1990 trådte han ind i skoven i Goonengerry-bjergene i udkanten af byen Mullumbimby og besluttede sig for, at det skulle være hans hjem. Her følte han sig i kontrol, og her blev han i 10 år:
”Den største forandring var at gå fra følelsen af ikke at høre til, fra skammen og stigmatiseringen, til følelsen af ikke at behøve at leve op til nogens standarder. Der var ingen, der dømte mig. Jeg behøvede ikke hele tiden være på udkig efter nogen, der kom for at banke mig. I skoven følte jeg mig mere sikker.”
Han tjente penge ved at sælge pot, som han selv dyrkede i skoven, og mange af pengene brugte han på drukture i de nærmeste byer. På et tidspunkt fik han dårlig samvittighed over at spise dyr, så han skiftede køddiæten ud med planter, men uden basal viden om ernæring, blandet med den konstante påvirkning af alkohol og stoffer, blev hans tilstand gradvist forværret. Han stod tilbage med et valg: Lev eller dø.
Gregory Smith slettede alle sine spor og vendte tilbage til samfundet, faretruende tynd, ildelugtende og konstant påvirket af de remedier, han så længe havde lænet sig op af for at dulme sine smerter.
Hans vej tilbage til samfundet var hård og slog den allerede hårdt tilredte Gregory Smith ud. En dag sad han fortvivlet på en bænk med nedslået hoved, øjnene fulde af vand, tasken fuld af stoffer og årerne fulde af alkohol. Han beskriver øjeblikket i bogen som ”det ensomste øjeblik i den mest ensomme enspænders liv”.
Og det blev vendepunktet:
”Det mørkeste øjeblik i mit liv var mikrosekundet før det klareste øjeblik i mit liv. Det drev mig til at få en åbenbaring. Jeg besluttede, at jeg ikke ville være den person, jeg altid havde været.”
Han forlod sin rygsæk med stoffer på bænken uden at kigge sig tilbage. Herfra kæmpede han sig fremad, holdt sig ædru og stoffri, tog forberedende kurser til universitetet og fik et sted at bo.
Efter et liv ført uden for samfundets rammer fandt Gregory Smith sin vej tilbage. Han fik en ny diagnose, posttraumatisk stress-syndrom, ptsd, og pludselig gav hans opførsel mere mening. Han kom til at beskæftige sig med det, der i mange år havde skræmt livet af ham: andre mennesker. Han fik en bachelor i samfundsvidenskab og dermed en forståelse for det samfund og de mennesker, han altid havde følt sig afskåret fra. Især efter at have oplevet nonnernes handlinger i deres religions navn har Gregory Smith svært ved at overgive sig til religion, men han betragter sig selv som spirituel:
”Jeg tror på menneskers kræfter, omsorgens og kærlighedens kræfter. Jeg er ikke en overtroisk person, men i mit arbejde med samfundsvidenskab har jeg udviklet en forståelse for samhørighed. Med andre mennesker og med planeten.”
Han sammenligner sin rejse tilbage til samfundet med tiden efter en krig, hvor man skal rydde et område, før man kan genopbygge det.
”Jeg kan faktisk ikke kalde det at genopbygge mig selv, for jeg var aldrig blevet bygget op. Men det handlede om at bygge et jeg, som jeg kunne sætte pris på, holde af og respektere,” siger han.
Det indebar blandt andet at tænke tilbage på sine forældre, som døde for år tilbage. I dag føler Gregory Smith ikke had over for dem, og han synes ikke, at nogen af dem, der har gjort ham fortræd, kan beskrives som onde.
”De forstod bare ikke de vigtige ting i livet. De fleste folk har ideologier og filosofier bag de ting, de gør, ligesom nonnerne havde. Men min far vidste ikke, hvordan han skulle håndtere sine problemer. Han var ikke en ond person, og hvis han havde været her i dag, ville han nok være min bedste ven. Min mor elsker jeg, fordi hun er min mor, men jeg synes bare ikke, hun var en rar person,” siger han.
Det var først, da han havde færdiggjort sin ph.d. i 2016, at han følte, at han havde lagt sin fortid på hylden. 15 år tog det, fra han trådte ud af skoven, til han fik titlen Dr. Gregory Peel Smith. Hans afhandling handlede om de glemte australiere.
Gennem hele sit liv har Gregory Smith været sikker på, at han var farlig. Men efter sin åbenbaring den dag på bænken ændrede det sig. Nu taler han gennem sin research i stedet for at slå folk ned. Han bliver klogere på samfundet i stedet for at drukne sin tvivl i alkohol.
”Jeg ved ikke, om jeg er farlig i dag. Men jeg har fået en stemme. Jeg har en ny tilgang til livet. Jeg har fået muligheden for at påvirke fremtiden. Det er fantastisk at få muligheden for at ændre folks liv,” siger Gregory Smith.
I dag underviser han i sociologi på Southern Cross University i det østlige Australien – et job, han føler sig ”født til”.
”Jeg er meget glad for mit liv i dag. Jeg ville ikke bytte én eneste dag fra min fortid ud med hele verdens penge, for det er de små ting, jeg har lært af, og det er det, der har gjort det muligt for mig at have det liv, jeg har i dag,” siger han.
Han har købt et lille 25-hektars landsted med egen skov. Han er selvforsynende, og der er langt til naboerne. Det er lige sådan, det skal være, siger han, og han tror aldrig, at han vender tilbage til den skov, der var hans hjem alle de år:
”Det kapitel i mit liv er slut. Der er så mange andre skove, jeg gerne vil udforske.”
Hvis Gregory Smith skal fremhæve ét budskab fra sin bog, så er det, at man skal ændre tingene, hvis ikke man er tilfreds med dem, men på samme tid stå inde for den, man har været. Han har lært at stå ved sin fortid. Kun sådan kan man beslutte, hvad man vil ændre ved sig selv. Men det er samtidig vigtigt at være realistisk, siger han:
”Hvis du leder efter lykke, sætter du høje forventninger, og de forventninger vil ikke blive mødt. Jeg tror i stedet, at hvis du leder efter et sted, hvor du kan være tilfreds, så er det mere realistisk. Lykke er virkelig ikke, hvad det lyder til. Jeg vil hellere være tilfreds. Du kan ikke være glad hele tiden, men du kan være tilfreds hele tiden.”