Prøv avisen

For mange afrikanske kvinder bliver sex lig med voldtægt

64-årige Rose Thamae har aldrig fået nogen uddannelse, men hjulpet så mange voldtægtsofre, at hun efterhånden kalder sig selv for professor, ”fordi jeg har lært så meget af at skulle søge hjælp og løbe myndighederne på dørene”, som hun siger. – Foto: Ulla Poulsen

I en række afrikanske lande er voldtægt snarere reglen end undtagelsen

Gravene strækker sig i et nærmest endeløst tæppe af græs og indgraverede sten ned over højdedraget på Mamelodi Vest-kirkegården i den nordlige udkant af Pretoria. Nogle hundrede meter inde er en jordpåkastelse færdig, og en lille skikkelse i blå- og rødblomstret kjole bevæger sig langsomt op mod porten til kirkegården med paraply og lysegul stråhat som værn mod middagssolen. 75-årige Thabisa Jakande har sagt sit sidste farvel til en jævnaldrende veninde i den katolske kirke.

Midt i vemodet over at have mistet sin veninde glæder hun sig over, at det trods alt er en gammel dame, der er død. Alt for mange unge mennesker ligger ellers begravet på kirkegården, fortæller hun. Også skolepiger, der er voldtaget og slået ihjel af gerningsmanden.

”Det sker alt for tit. De bliver voldtaget. Nogle gange også slået ihjel. Andre gange skadet, så de må på sygehuset. Det er så trist,” siger Thabisa Jakande og virrer med hovedet under stråhatten.

En af dem, der kender mere til voldtægter i Sydafrika, end nogen bryder sig om at vide, er Rose Thamae fra Orange Farm, en fattig millionbebyggelse cirka 45 kilometer syd for Johannesburg.

Den 64-årige kvinde blev voldtaget første gang som 9-årig, anden gang som 22-årig og senest, da hun var 30 år. Siden har hun forsøgt at hjælpe andre voldsofre og mennesker med hiv/aids gennem organisationen Let Us Grow (Lad os vokse), der er målrettet de fattige beboere i Orange Farm.

Her er der uafbrudt nye kvinder – og mænd – at hjælpe. Det er blot nogle uger siden, at Rose Thamae måtte gribe ind over for en voldtægt lige uden for sit hus. En gruppe mænd havde overfaldet en ung pige midt på aftenen og var i gang med at misbruge hende seksuelt, som det sker nærmest dagligt i området. Det er ikke længe siden, at det var en 12-årig pige, det gik ud over. Hun blev gravid af voldtægten.

I begge tilfælde, som i så mange andre i Orange Farm, var det Rose Thamae, der tog ofrene med til en sundhedsklinik for at få dem testet for hiv og graviditet. Ligesom det var hende, der sørgede for, at de anmeldte overfaldene til politiet.

”Jeg har ikke fået nogen uddannelse, men jeg kalder mig efterhånden for professor, fordi jeg har lært så meget af at skulle søge hjælp og løbe myndighederne på dørene,” siger Rose Thamae, der for nylig mødtes med den danske udviklingminister Ulla Tørnæs (V) i Johannesburg for at fortælle om sine erfaringer.

Sex og vold har i årtier været en giftig cocktail i Sydafrika, værre end i andre afrikanske lande. Den seneste kriminalstatistik fra 2016/2017 viser, at der dagligt i gennemsnit blev anmeldt 109,1 voldtægter – over dobbelt så mange voldtægter som antallet af mord på 52,1 dagligt – og i FN’s opgørelser over antallet af voldtægter ligger Sydafrika vedvarende blandt de lande, der har den højeste rate af voldtægter pr. 100.000 indbyggere.

De officielle tal viser dog blot en brøkdel af det reelle problem, mener de eksperter og organisationer, der arbejder med voldtægter. De allerfleste kvinder tør ikke gå til myndighederne, både af frygt for voldsmanden, og fordi de ikke føler sig trygge og velkomne hos politiet.

Et problem, der også er kendt fra lande som Danmark, hvor forholdet til myndighederne ellers er usammenligneligt bedre.

Rose Thamae husker godt, hvordan betjentene i sin tid gjorde nar af hende, da hun søgte hjælp efter det sidste overfald.

”Jeg prøvede at gøre modstand, så overfaldsmændene havde også stukket mig med knive. Jeg var smurt ind i blod, da jeg kom ind på stationen, men politiet gjorde intet. De lo nærmest,” siger hun.

Den almindelige vurdering i Sydafrika er, at antallet af voldtægter er langt højere, end statistikkerne tyder på. Blandt andet viste et forskningsprojekt i Gauteng-provinsen i 2010, at kun 4 ud af 100 kvinder, der var blevet voldtaget, gik til politiet. Hvis undersøgelsen tages som et pejlemærke på situationen i hele landet, svarer det til, at det reelle antal voldtægter er 25 gange så stort som myndighedernes tal. Det vil sige op mod én million voldtægter om året i en befolkning med omkring 16,2 millioner kvinder i alderen fra 15 til 54 år.

Det samme projekt viste, at hver fjerde kvinde var blevet voldtaget af enten deres partner eller en fremmed mand.

De voldsomme tal kan dog ikke automatisk overføres til hele Sydafrika, fremhæver Africa Fact, en uafhængig organisation, som arbejder med at faktatjekke oplysninger i nyhedsmedierne. I en rapport om dokumentationen bag voldtægtsproblemet fra 2016 fremgår det, at det er umuligt at finde et præcist tal for omfanget af voldtægter i Sydafrika.

”Sydafrika er berygtet for omfanget af voldtægter. Men den sande rækkevidde af problemet er ukendt,” skriver Kate Wilkinson, seniorforsker hos Africa Fact.

Givet er det dog, at voldtægt og seksuelt misbrug har et nærmest epidemisk omfang i Sydafrika. Africa Fact kunne sidste år oplyse, at der er dokumentation for, at et ud af tre sydafrikanske børn bliver seksuelt misbrugt, før det fylder 18 år. Både piger og drenge er udsat.

Nogle eksperter forklarer landets høje niveau af seksuel vold med, at tiden under apartheid forråede befolkningen og skabte en voldskultur, som sydafrikanerne stadig er præget af. Blandt andet organisationen Rape Crisis fra Cape Town, der er Sydafrikas ældste organisation for voldstægtsofre.

”Faktorer som fattigdom og stofmisbrug er ikke i sig selv nok til at forklare disse chokerende statistikker. Sydafrikas voldskultur stammer fra det umenneskelige apartheidsystem og befrielseskampen, hvor konflikter blev løst med magt, og mænd blev fængslet, tvunget i eksil eller til værnepligt,” konstaterer Rape Crisis på sin hjemmeside.

Selvom de sydafrikanske kvinder må tåle absolut mest, når det kommer til seksuelt misbrug og voldtægter, er problemet også udbredt i en række andre afrikanske lande, blandt andet nabolandet Zimbabwe. For flere end 4 ud af 10 kvinder mellem 13 og 25 år, som havde deres seksuelle debut, før de fyldte 18 år, skete det i form af en voldtægt.

”Hvis du stiller 100 zimbabwiske kvinder op på en række, vil næsten hveranden række hånden op, hvis du spørger, hvem der er blevet voldtaget,” siger Talent Jumo, lærer og direktør for kvindeorganisationen Katswe Sistahood.

Den 36-årige kvinde var med til at grundlægge Katswe Sistahood for 10 år siden, fordi hun var ved at være desperat over, hvor lidt praktisk hjælp teenagepiger fik til at undgå graviditeter. Abort er forbudt i Zimbabwe, og adgangen til oplysning om prævention og seksualvejledning er sporadisk, især på landet.

”Vi får at vide, at vi skal følge ABC’en: Abstain (være afholdende), Be faithful (være trofaste) og use Condoms (bruge kondomer), men det er en valgmulighed, de unge ikke har. De bliver jo voldtaget, før de overhovedet er i gang. De aner intet om prævention, de aner ikke, hvad de skal gøre,” siger Talent Jumo, som selv har en voldtægt bag sig, men undgik graviditet og hiv-smitte.

Hun er vred over den nonchalance, som store dele af samfundet omfatter voldtægterne med.

”Voldtægt bliver nærmest trivialiseret. Det er, som om vi bare skal finde os i at leve med det,” siger hun.

I Uganda er antallet af officielle voldtægter langt lavere end i Sydafrika og Zimbabwe, men det betyder ikke nødvendigvis, at kvinderne bestemmer over deres eget sexliv. Landets befolkningstilvækst er høj, selv for Afrika, med 5,8 børn pr. kvinde, og ifølge Ibrahim Batambuze, der arbejder med oplysning af unge mennesker for den ugandiske organisation Reach a Hand (Ræk en hånd frem), skyldes det mændene.

”Mange kvinder på landet vil gerne undgå så mange graviditeter, men det er ikke op til dem at afgøre. Det, manden ønsker, er kvinden nødt til at finde sig i,” siger han.