Margrete Auken: ”Det er ikke nok at overleve, man skal også gerne leve”

EU-parlamentariker Margrete Auken (SF) har fået læst en masse bøger under pandemien og savner at være fysisk sammen med andre mennesker og opfordrer til, at man sørger for at se hinanden under coronavenlige forhold

Margrete Auken, der er medlem af Europa-Parlamentet for SF og pensioneret sognepræst, blev opereret i hoften tre gange sidste år. Hun priser sig lykkelig for, at det skete på et tidspunkt, hvor hun alligevel skulle holde sig lidt i ro. – Arkivfoto: Iben Gad.
Margrete Auken, der er medlem af Europa-Parlamentet for SF og pensioneret sognepræst, blev opereret i hoften tre gange sidste år. Hun priser sig lykkelig for, at det skete på et tidspunkt, hvor hun alligevel skulle holde sig lidt i ro. – Arkivfoto: Iben Gad.

Hvad er det værste ved denne tid?

At jeg ikke kan ses med mine venner. Jeg trænger sådan til at være fysisk sammen med folk. Jeg bor i et stort hus i Valby, og vi har sommerhus, så jeg skal ikke pive i forhold til så mange andre, men jeg synes, at det værste er, at man ikke bare kan være social. Det er ikke så meget med håndtryk og krammere – det er simpelthen et spørgsmål om at være fysisk sammen. At kunne sige ’kom lige forbi’. Det gør vi så også engang imellem, og vi kan godt sætte os her i huset, når vi sidder med et par meter imellem os, men folk er meget nervøse.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Det værste i forhold til mit arbejde i Europa-Parlamentet er også det bedste. Det værste er, at jeg ikke kan rejse ned og være sammen med de andre medlemmer, og det bedste er, at jeg ikke skal rejse så meget. På den måde er det bedste også, at vi har opdaget, at vi fremover vil kunne afvikle møder over skærmen. Det, tror jeg, vil kunne spare en del rejseri. Og så er det selvfølgeligt dejligt, at der er en masse forurening, der er gået ned, og det har været dejligt at kunne se, at der kan handles hurtigt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under pandemien?

I øjeblikket læser jeg Napoli-serien af Elena Ferrante. Jeg fik alle fire bind sidste år i fødselsdagsgave, og dem er jeg snart igennem – de er spændende. Så har jeg med stor glæde læst Neil MacGregors ”Tyskland” og en anden bog, som jeg fik af min biskop i fødselsdagsgave – den, der hedder ”Gerningsmænd eller ofre” om det tyske mindretal af Henrik Skov Kristensen. Og her efter jul har det været Jakob Skovgaard-Petersens ”Muslimernes Muhammad – og alle andres”. Den er fremragende og bør læses af alle, der giver sig af med at have en mening om emnet. Så har jeg også fået læst den store Barcelona-triologi af Carlos Zafon. Den har jeg fået af min datter, og den synes jeg også var meget fascinerende at læse. Og hver gang jeg falder over en Maigret-krimi, jeg ikke har læst sønder og sammen, så skynder jeg mig at få fat i den. De der gamle franske krimier af Simenon – de holder altså.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Det ved jeg sørme ikke. Jeg vil bruge skærmen lidt mere til møder. Jeg har sådan en Zoom-kanal, som mit kontor bruger meget, og det er vældig praktisk, at vi kan være 10 mennesker til stede på den på én gang. Sådan nogle vaner vil jeg bevare, så vi bruger det mere. Men jeg synes ikke, at der er ret mange andre vaner, der er værd at bevare.

Hvad er det bedste råd, du vil give andre til at komme igennem coronatiden?

For det første skal de gøre alt, hvad de kan for at se nogle andre mennesker, og så benytte lyntest – det gjorde vi nytårsaften, hvor vi var sammen med nogle nære venner. Jeg tror i øvrigt, at det bliver en af fremtidsstrategierne – at vi får udviklet et lyntest-system, hvor man kan teste sig selv hver eller hver anden dag. Så det råd vil jeg give: Sørg for at se nogle folk, hvis I kan, og pas især på vores gamle. Det er ikke nok at overleve, man skal også gerne leve.