Martha Mashinga har fået nye redskaber til at klare sig i et tørkeramt Zimbabwe

I landsbyen Mashinga i det østlige Zimbabwe dyrker indbyggerne nu jorden anderledes, end landbrugstraditionen byder. De har også fået udenlandsk hjælp til at deles om husdyrhold og optage fælles lån, og det har været med til at polstre kvinder som 54-årige Martha Mashinga mod tørken

Den 54-årige zimbabwer Martha Mashinga fra landsbyen af samme navn, Mashinga, ser temmeligt lyst på fremtiden. Selv hvis det bliver tørke igen i det østlige Zimbabwe, hvor hun bor, tror hun på, at det nok skal gå: ”Jeg har det, jeg skal bruge for at klare mig: Landbrugsredskaber, husdyr, mad og penge til at betale mine børns udgifter,” fortæller hun. – Foto: Karitte Lind Bejer

Orange og hvide sommerfugle flagrer florlette hen over det frodige grønne græs og rundt mellem grenene på blomstrende buske. I vandløbene risler vandet hen over stenene på sandbunden, og på markerne rager høje robust udseende majs-, hirse- og durraplanter op.

Efter op til tre år uden regn i nogle områder er regnen omsider faldet over Makoni-distriktet i det østlige Zimbabwe. I løbet af ganske få uger har vandet som ved et trylleslag overtrukket den knastørre brune jord med et tæppe af grønne småplanter og fået afgrøderne på markerne til at skyde i vejret som grønne lyn.

Endnu er det for tidligt at høste, og selvom det frodige landskab synes at råbe til himlen, at det er løgn, er dette faktisk den værste tid på året for indbyggerne i Makoni-distriktet. Selv på almindelige år, hvor tørken ikke som denne gang har stået på i årevis, så er det netop nu, at forrådene er brugt op, og zimbabwerne tæller ned til, at de om et par måneder kan høste de første afgrøder på markerne.

Men i landsbyen Mashinga i Makoni-distriktet ser virkeligheden ikke ud som i de fleste andre tørkeramte landsbyer i Zimbabwe, hvor situationen efterhånden er desperat. I Mashinga går voksne og børn dagen i møde med fyldte maver.

54-årige Martha Mashinga er en af dem. Livet går godt, fortæller hun. De to ældste børn er gift og flyttet hjemmefra, mens den yngste datter på 17 år stadig går i skole og bor hjemme.

De seneste år har Martha Mashinga med hjælp fra Mellemfolkeligt Samvirke i Zimbabwe, ActionAid Zimbabwe, prøvet kræfter med nogle landbrugsteknikker, der har gjort en forskel i familiens liv under tørken.

”De har lært os, at når det er tørt, er det bedre at dyrke durra end majs. Vi dyrker også jorden på en ny måde. Vi bruger gødning fra køerne og i stedet for at gennemarbejde hele jorden, før vi sår, som vi gjorde tidligere, så graver vi nu kun et lille hul til hver plante, sår i det og lader resten af jorden være i fred,” siger hun.

Kvinderne i landsbyen har ved ActionAid Zimbabwes mellemkomst også fået udleveret frø og anlagt og indhegnet haver, hvor de kan dyrke grøntsager, som modstår tørke. Her vokser blandt andet kål, bladgrøntsager, løg og bønner, som kvinderne sælger i landsbyen. Pengene går til opsparing og fornødenheder som olie, sukker, te, majsmel, sæbe og ikke mindst udgifter til børnenes skoleuniformer og undervisningsmaterialer.

Den relative økonomiske robusthed i området skyldes også, at kvinderne har dannet opsparings- og lånegrupper, hvor de kan låne penge til at investere i deres egne idéer og projekter, fortæller projektmedarbejder hos Ac-tionAid Zimbabwe, Peter Clever Matimati.

”For eksempel har de valgt at investere i geder, høns og køer, som de skiftes til at passe. Når dyrene har fået unger, giver kvinderne dyrene videre til den næste i rækken, men beholder selv dyrenes afkom,” siger han.

Dyrene giver æg, mælk, kød og fungerer desuden som en opsparing, fordi kvinderne kan sælge nogle af dyrene i særligt trange tider. Hver måned indbetaler kvinderne, hvad der svarer til 14 kroner til gruppens fælles opsparing.

Senest har kvinderne i Martha Mashingas lånegruppe valgt at anskaffe sig en ged hver. Gederne har de købt for overskuddet fra salget af grøntsager. Den midaldrende kvinde er ikke så bekymret for fremtiden, siger hun.

”Nu har vi endelig fået regn. Selv hvis det bliver tørke igen, tror jeg stadig, at vi vil kunne klare os med det, vi har lært – på samme måde som vi allerede har gjort. Jeg har det, jeg skal bruge for at klare mig: Landbrugsredskaber, husdyr, mad og penge til at betale mine børns udgifter,” siger hun.

Hendes plan er at sende den yngste datter på universitetet i hovedstaden, Harare.

”Hun må selv bestemme, hvad hun vil studere. Men for at få et godt job og tjene flere penge end mig bliver hun nødt til at komme på universitetet, så hun en dag kan forsørge både sig selv og mig,” siger Martha Mashinga.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Zimbabwe af Dansk Røde Kors og Mellemfolkeligt Samvirke.