Massedemonstration i Paris mod vielse af homoseksuelle

Hundredtusinder blokerede broer over Seinen i protest mod reform, der vil tillade homoseksuelle ægteskaber

Arkiv, Pia Kjærsgaard. /  (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2010)
Arkiv, Pia Kjærsgaard. / (Foto: Keld Navntoft/Scanpix 2010). Foto: .

Broerne hen over Seinen i det centrale Paris var i går fyldt med bannere, da modstandere af ægteskaber mellem homoseksuelle demonstrerede mod den socialistiske regerings forsøg på at ændre lovgivningen på området.

Der er modstridende oplysninger om antallet af demonstranter, men mellem 340.000 og 800.000 strømmede til det centrale Paris for at deltage i protestaktionen mindst det dobbelte antal af en lignende demonstration i søndags.

Protesterne, der i går skabte trafikalt kaos mange steder i den franske hovedstad, er modstandernes sidste forsøg på at få ændret en reform, der ventes vedtaget i Nationalforsamlingen i februar.

Meningsmålinger viser, at et klart flertal af parlamentarikerne og af franskmændene i det hele taget går ind for homoseksuelle ægteskaber.

En meningsmåling i weekenden viste, at 63 procent af befolkningen støtter forslaget om ægteskaber mellem homoseksuelle. Imidlertid er franskmændene anderledes indstillet, når det gælder homoseksuelles ret til at adoptere børn. Her siger 51 procent nej.

Den konservative opposition har fremsat ikke færre end 5000 ændringsforslag til lovkomplekset, som skal færdigbehandles i Nationalforsamlingen i de kommende to uger.

Blandt modstanderne har der været opfordringer til, at sagen sendes til folkeafstemning, men det afvises af præsident François Hollande, som havde en legalisering af homoseksuelle ægteskaber som valgløfte ved præsidentvalget sidste år.