Prøv avisen

Masseflugten fra Venezuela kræver en åben dør-politik

Flygtninge og migranter fra Venezuela har brug for beskyttelse – især kvinder og børn, vurderer FN’s Flygtningehøjkommissariat, der sammen med den katolske kirkes socialkontor driver herberget i Maicao. – Alle fotos: Mike Kollöffel.

Det økonomiske kollaps og den tilspidsede politiske situation i Venezuela har udløst en humanitær krise, som stiller Colombia over for store udfordringer

I Colombia arbejdes på højtryk for at håndtere den humanitære krise, der er opstået i kølvandet på Venezuelas nedsmeltning, som foreløbig har sendt over 1,2 millioner venezuelanere på flugt ind over den 2000 kilometer lange grænse mellem de to lande.

Chefen for FN’s Flygtningehøjkommissariat i Colombia, Jozef Merkx, tøver da heller ikke, når han fra sit kontor i hovedstaden Bogota skal karakterisere situationen:

”Sådan som landene i regionen oplever det, er der tale om en regional humanitær krise. FN-systemet arbejder tæt sammen med de respektive lande på at håndtere krisen, som er af de mest komplicerede humanitære kriser i Latinamerika i nyere tid, ” siger Jozef Merkx.

Den humanitære krise kompliceres yderligere af, at der ikke er tale om én stor homogen masse af flygtninge.

”Vi kalder det en fordrivelseskrise, og vi taler om en blandet strøm af migranter og flygtninge. Men med forskellige behov for beskyttelse: Børn, der sulter, gravide kvinder og syge mennesker, som ikke længere kan få hjælp – eller voldsramte og forfulgte venezuleanere,” forklarer han.

Jozef Merkx understreger, at det er det største eksodus i Latinamerikas nyere tid, og at Colombia og landene i regionen er afhængig af det internationale samarbejde og donorer ude i verden, som støtter både med nødhjælp og det langsigtede udviklingsarbejde.

Det venezuelanske eksodus med millioner, der ”stemmer med fødderne”, sætter ikke kun FN-systemet og de internationale nødhjælpsorganisationer på en hård prøve. De lokale samfundsstrukturer som sundhed, skole, vand og sanitet slår i mange tilfælde ikke en gang til for de lokale indbyggere. Det gælder også i Colombia, hvor nogle af de provinser, der modtager flest venezuelanere, er blandt de fattigste, især grænseområderne i Norte de Santander, Arauca og Guajira-provinserne.

Samtidig står Colombia midt i en kompliceret freds- og forsoningsproces med over syv millioner internt fordrevne fra 52 års væbnet konflikt med oprørsgruppen Farc.

For at støtte Colombia har Verdensbankens særlige fond GCFF i slutningen af januar godkendt Colombia til ”bløde lån”, der skal gå til blandt andet udbygning af skoler, sygehuse og infrastrukturer i de lokalsamfund, der har modtaget mange flygtninge og migranter.

”Colombia er meget taknemlig for den støtte, som vi får fra det internationale samfund i forhold til de udfordringer, som migrationsbølgen fra Venezuela stiller os over for. Det kan lette noget af det økonomiske pres på os,” sagde den colombianske finansminister Alberto Carrasquilla, da Colombia blev kvalificeret til den særlige lånefacilitet i Verdensbanken.

Udgangspunktet for GCFF er, at den humanitære hjælp og udviklingsprojekterne bindes sammen, sådan at det kommer de lokale indbyggere og de nytilkomne fra Venezuela til gode.

”Det er klart, at så mange nytilkomne sætter alle lokale strukturer under et kæmpe pres; skole-, sundheds og boligsituationen for ikke at tale om arbejdskraften. Det kan også være med til at skabe fremmedhad. Men selvom vi har oplevet nogle enkelte episoder, så er det endnu ikke et stort problem. Det er dog vigtigt, at vi hele tiden arbejder med det, så fremmedhadet ikke får grobund,” siger Jozef Merkx.

Derfor kører UNHCR i samarbejde med nogle af de landsdækkende tv- og avis-medier kampagnen ”Somos Panos.” Det kan oversættes til ”Vi er venner”, men kan også betyde ”Vi er fæller” – i en underforstået appel til de historiske bånd mellem Colombia og Venezuela, der tidligere har taget imod broderparten af de 500.000 colombianere, som blev drevet på flugt under den væbnede konflikt mellem de marxistiske Farc-oprørere og regeringen i Colombia.

Jozef Merkx understreger, at det er vigtigt, at landene i regionen – ligesom Colombia – fastholder ”en åben-dør politik” over for de venezuelanske flygtninge og migranter. Colombias præsident, Ivan Duque, har tilkendegivet, at Colombia er forpligtet til at beskytte og støtte de venezuelanere, der søger tilflugt i Colombia – men at det skal ske under ordnede forhold.

Omkring to tredjedele af de 1,2 millioner venezuelanere, der har søgt tilflugt i Colombia, har fået en særlig opholdstilladelse, som migrationsmyndighederne udsteder, og som giver adgang til sundhedscentre, skolegang og arbejde.

”Når migranter og flygtninges ophold legaliseres, vil de være mindre sårbare over for at blive udnyttet eller misbrugt som billig arbejdskraft, derfor arbejder vi tæt sammen med de colombianske myndigheder om at formalisere deres ophold,” siger Jozef Merkx.

Strømmen fra Venezuela ind til Colombia ventes at fortsætte en rum tid endnu – nærmest uanset hvordan den politiske krise udvikler sig i Venezuela. Verdensbanken anslår i en ny rapport, at der måske oven i købet kan ventes en svagt øget migration i 2019, da mange venezuelanere vil søge til deres familier og slægtninge, der allerede er migreret til Colombia.

”Venezuelanerne flygter jo ikke, fordi de synes det er sjovt, men fordi det er deres sidste udvej for at klare sig,” siger UNHCR- chefen i Bogotá.

Nyankomne fra Venezuela lukkes ind i herberget i grænsebyen Maicao, som siden 2015 har modtaget 10.000 flygtninge og migranter fra nabolandet.