Mast sammen, angrebet af insekter og uden vand

Mumbai i Indien er en af verdens mest tætbefolkede byer. Et sted med evige trafikpropper, styg forurening og ingen plads at leve på. Kristeligt Dagblad tog med en inder hjem fra arbejde midt i myldretiden

På stationen er der proppet med mennesker, næsten alle er på vej hjem fra arbejde. Det tankevækkende er, at dette scenarie ikke blot udspiller sig i Mumbais centrum, men også i en radius af 20 kilometer fra bymidten. –
På stationen er der proppet med mennesker, næsten alle er på vej hjem fra arbejde. Det tankevækkende er, at dette scenarie ikke blot udspiller sig i Mumbais centrum, men også i en radius af 20 kilometer fra bymidten. –. Foto: Christoffer Muusmann.

Munawar og jeg kommer ikke af på den rigtige station. Vi prøver ellers. Men alt for mange mennesker spærrer os vejen. Eller vej er måske så meget sagt, der er vel omtrent halvanden meter hen til togets udgang. Selvom jeg bruger hele min nordeuropæiske tyngde til at skubbe og mase det bedste, jeg har lært, må jeg give op. Folk kan ikke rykke sig en tomme mere og presset fra rejsende, der vil ind i kupeen, er enormt.

Da toget sætter i gang, vokser desperationen. De sidste ventende på perronen kaster sig mod menneskemuren i togets indgangsparti. De vil med.

LÆS OGSÅ: Velkommen til indbygger nummer syv milliarder

Der bliver råbt, vrede bemærkninger flyver gennem luften. Nogle af de sidste hægter sig fast på de mænd, der allerede hænger ud gennem det sted, hvor der engang var en dør i toget. Jeg prøver at dreje mig lidt for at forklare min medrejsende, at jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at komme af toget. Munawar trækker bare på skuldrene.

Skidt med det. Sådan noget sker ofte.

På næste station lykkes det. Vi kommer af. På perronen træder jeg et par skridt væk fra det holdende tog og opdager, at jeg er gennemblødt af sved efter at have stået krop mod krop i 45 minutter med mange andre mennesker. Jeg forsøger på bedste vis at vifte med min klæbrige skjorte for at få kølet kroppen. Munawar tørrer mere beskedent panden i et lommetørklæde. Den 34-årige indiske mand er også vant til det. Hver eneste dag tager han turen frem og tilbage til sit arbejde i centrum af byen.

Vi står på en station cirka 20 kilometer uden for Mumbais centrum. Her er mennesker overalt. Langt de fleste er mænd. Næsten alle er på vej hjem fra arbejde. Klokken er halv otte, solen er gået ned, og den buldermørke asiatiske aften har sænket sig over os. Men lysene fra hundredvis af små handelsboder og butikker lyser op omkring Goregaong-stationen.

Det her område var den yderste udkant af Mumbai for 20 år siden, forklarer Munawar.

Der boede slet ikke så mange mennesker dengang. Der var ingen butikker, ganske få busser og biler og stort set ingen veje.

Munawar har boet i området, siden han flyttede hertil med sine forældre som otte-årig. Hans far havde fået arbejde inde i den store by, så de flyttede væk fra arbejdet i markerne og landsbyen for at blive nogle af de første tusinder, der flyttede til denne nye bydel i Mumbai.

Siden da har han oplevet, hvordan den store befolkningstilvækst i byen har været med til at skabe store omvæltninger for alle. Mange millioner menneskers liv foregår nu på et ganske lille område, og den trange plads betyder, at helt almindelige dagligdags gøremål som madlavning og toiletbesøg ikke er sådan lige til. Ikke engang for en helt almindelig middelklassefamilie, som den, Munawar Sayed er en del af.

Vi traver væk fra stationen og køber aftensmaden med på vejen. Vi skal have fisk. Da gadehandleren hiver den op fra baljen spjætter kræet en sidste gang, inden en tung machete deler den i flere stykker. Med fisken i en plasticpose tager vi bussen det sidste stykke vej hjem til resten af familien Sayed.

Skønt det er aften, har den indiske hede på ingen måde sluppet sit tag i byen. Varmen er tæt og tung og trænger ind overalt, hvor ikke en storbrummende aircondition er på overarbejde. Den slags har man ikke hjemme hos familien Sayed. De bor i en lille toplanslejlighed med tre rum: Stue, køkken og toilet nederst; et lille soveværelse til Munawar og hans kone øverst. Og med omtrent en meter til naboejendommene på hver side kommer der ikke meget luft ind gennem gyden til boligen. Munawar fortæller:

For 15-20 år siden var der slet ikke så tæt bebygget som nu. Det her var et sted, hvor havet næsten nåede helt op til bebyggelsen ved højvande.

Dengang Munawar var knægt tilbage i 1980erne var Mumbai allerede en stor by. Men siden de økonomiske hjul for alvor begyndte at dreje i 90erne, er der sket et boom i antallet af mennesker. Millioner og atter millioner er indvandret til eller er blevet født i byen. Alt i alt anslår myndighederne, at Mumbai er beboet af 21 millioner mennesker en af de allerstørste byer i verden. Og der kommer flere tusinde til hver eneste dag.

Det er også en by, hvor folk bor tæt. Her klarer man sig med ganske få kvadratmeter. Det står klart hjemme hos Munawar og hans familie, der består af far, mor og to børn samt Munawars mor. Alt i alt har de vel omtrent 30 kvadratmeter.

I Mumbai bor der i gennemsnit 20.000 mennesker pr. kvadratkilometer; til sammenligning har København 2600 mennesker på den samme plads.

At bo så tæt, som det er tilfældet i Munawars forstadsområde og en lang række lignende områder over hele byen, betyder, at vandressourcerne er utilstrækkelige. Og hvor man før i tiden havde rindende vand hele dagen, er den livsvigtige ressource i dag blevet rationeret ganske kraftigt.

Vi har problemer med vandet. Der bor alt for mange mennesker her, så der er slet ikke nok til alle. Trykket er alt for lavt i hanerne. Hver morgen må vi skynde os at tage vores andel af vandet.

En aftale med naboerne betyder, at familien hver morgen har en lille halv time med vand. Derefter er det en anden families tur. Efter to timer lukkes der for vandet. Så åbnes der op et andet sted i det ydre Mumbai. I løbet af de 30 minutter skal alle nå at vaske sig, og familien skal derudover have fyldt så meget som muligt i den vandtank, de har oven på taget i deres lille bebyggelse. Da vandtrykket som sagt er ganske lavt, har familien indkøbt en lille kompressor, der kan få pumpet vandet op i tanken.

I den anden ende af byen sidder Gauri Gurav. Hun er naturvidenskabelig medarbejder hos Verdensnaturfonden i Indien. Hun mener, at vandproblemet nok er den største trussel mod et velfungerende Mumbai og flere andre af landets store byer. Hun forklarer:

Vandet i Mumbai kommer for størstedelens vedkommende fra en række store søer nord for byen. Med byens enorme og stadigt voksende befolkning er det blevet et problem, at søerne bliver drænet kraftigt hvert eneste år, lige indtil massivt regnvejr fylder dem op igen, når monsunen sætter ind.

Monsunen er dog blevet mere ustabil de seneste år, og det har forværret problemet:

Tidligere kom den først på sommeren. Men nu hænder det, at den først kommer i slutningen af juli eller i august. Så bliver vandtrykket meget lavt. Jeg frygter den dag, hvor der ikke længere kommer vand ud af rørene.

Vi har spist fisken, og jeg har vasket mig i de sidste dråber fra tanken på taget. Klokken nærmer sig langsomt midnat, og nu er det på tide at gå til ro. Familien har kun én seng. I dagens anledning får jeg den helt for mig selv. Familien sover i stedet på gulvet i stuen. To gamle bordventilatorer, en hængt op i loftet og en i sengens fodende, sørger for at holde den lumre hede ude. Men larmen fra dem er voldsom, så jeg prøver at slukke. Lynhurtigt omklamres jeg af en massiv og fugtig varme. Minutterne går, og til trods for at jeg ligger helt stille, pibler sveden frem. Der går kort tid, så kan jeg mærke, hvordan det stikker og klør på mine arme, hals og fødder. Jeg er blevet angrebet af en hær af myg. Jeg får hurtigt tændt de larmende ventilatorer igen, for ét problem er støjen, noget helt andet er risikoen for malaria.

Jeg husker tilbage på de ord, som Verdensnaturfondens naturvidenskabelige medarbejder i byen sagde, da jeg spurgte til truslen fra malaria.

Sygdommen er blevet et stigende problem i Mumbai, fortalte Gauri Gurav.

Sidste år blev mere end 15.000 smittet med sygdommen, og mere end 30 mistede livet. Problemet med malaria er voksende, fordi folk bor så tæt, og der bliver bygget så meget. De store byggepladser har masser af stillestående vand, og her udklækkes malariamyggene.

Jeg falder i søvn vel vidende at myggene får svært ved lande i den stride blæst, som de to blæsere skaber.

Da dagen gryr, og jeg bliver vækket af Munawar, vil han gerne berolige mig. Han fortæller, at malaria kun er et problem under monsunen. Det har han i hvert fald hørt.

Vi skal af sted på arbejde. Munawar skal ind til jobbet som privatchauffør i det centrale Mumbai, og ligesom mange andre glæder han sig til, at den store indiske industrifyrste Tatas lille Nano-bil snart ser dagens lys. For med den kan en indisk familie som Munawars erhverve sig et køretøj for ca. 14.000 kroner.

Hvis jeg havde min egen bil, ville min familie og jeg kunne tage på ture hjem til min families landsby. Der, hvor min far kommer fra. Vi tager dertil en sjælden gang imellem, når jeg har ferie i lidt længere tid ad gangen. Der er så dejligt fredeligt der, men det er meget besværligt at komme dertil uden en bil.

Men lige nu skal vi skynde os hen at tage bussen for at komme ind til stationen. En ny dags rejsemylder blandt millioner af andre kan begynde.

Munawar tager sin taske under armen. Sammen går vi ud i den bagende sol og glider ind i menneskemængden.

udland@k.dk