Alt, hvad Theresa May havde frygtet, ser nu ud til at ske. Allerede da hun tiltrådte som premierminister efter folkeafstemningen i 2016, erklærede hun, at det var hende og hendes konservative regering, som fuldt og helt selv skulle gennemføre Brexit – og det ved at bruge en gammeldags kongelig forordning, så regeringen kunne gennemføre Brexit uden om parlamentet.
Det blev der sat en stopper for – ikke af oppositionen, men af private borgere anført af finanskvinden Gina Miller. Højesteret slog fast, at parlamentet skulle debattere og godkende aftalen. Det sker ved en såkaldt ”meningsfuld afstemning”, hvor parlamentet efter en debat enten siger ja eller nej, men ikke kan pille ved selve aftaleteksten.
Afstemningen finder sted her til aften, og alt tyder på, at Theresa May vil tabe og dermed kaste britisk politik ud i en ny Brexit-krise. Det er ikke kun oppositionspartierne, der vil stemme imod aftalen. Ifølge de britiske medier gælder det også omkring 100 af de i alt 317 konservative parlamentsmedlemmer. Både konservative EU-tilhængere og de indædte ”Brexiteers” – Brexit-tilhængere – finder aftalen uspiselig.
I december udskød Theresa May i sidste øjeblik den planlagte afstemning om aftalen, fordi det var tydeligt, at hun ikke kunne få den igennem. Siden har partiledelsen med både gulerod og pisk gjort alt for at få de kritiske konservative til at skifte mening. Så sent som i går kom premierministeren med en slet skjult trussel om, at hvis parlamentet ikke godkender hendes aftale, bliver resultatet ikke en såkaldt hård Brexit, hvor briterne forlader EU uden en aftale. I stedet er det langt mere sandsynligt, at briterne bliver hængende i EU, fordi der ikke er flertal i parlamentet for en hård Brexit. Men end ikke det vinder gehør på Brexit-fløjen. Omvendt har nogle af de mere EU-positive konservative meddelt, at de nu støtter premierministerens aftale, men kun fordi den er bedre end ingen aftale.
Sidste uge forsøgte regeringen også at vinde støtte hos fagforeningerne og i sidste øjeblik overbevise Labour-folk om, at der fortsat vil være en beskyttelse af lønmodtageres rettigheder.
Men det er alt for sent, at Theresa May er begyndt at række ud til de politiske modstandere. Som professor i statskundskab Justin Fisher sagde i Kristeligt Dagblad lørdag, er Brexit nok den største politiske krise i Storbritannien siden Anden Verdenskrig. Men hvor danske folkeafstemninger, hvor folket er gået imod det politiske flertal, har resulteret i et nationalt kompromis på tværs af partiskel, insisterede Theresa May fra begyndelsen på, at De Konservative nok skulle ordne ”det der med Brexit” alene.
Dengang havde De Konservative et komfortabelt flertal, men Theresa May blev fristet af meningsmålingerne og udskrev et lynvalg i juni 2017 for at styrke sit mandat. Men vælgerne kvitterede med en mindre lussing, hvor De Konservative mistede 23 mandater og det absolutte flertal i parlamentet. Dermed var partiet pludselig afhængigt af det nordirske protestantiske parti DUP, der siden har erklæret, at det hverken kan eller vil støtte den løsning, som EU og den britiske regering er nået frem til vedrørende grænsen mellem Nordirland og Irland. Det har fået regeringens parlamentariske grundlag til at vakle.
Valget i 2017 var en risiko, Theresa May løb – og tabte. Men når krisen er selvforskyldt, er det, fordi hun har været alt for fokuseret på at imødekomme den hårde kerne af Brexiteers og ikke rakt ud til andre dele af parlamentet for at nå en fælles tværpolitisk løsning.
Derfor står hun nu over for en situation, hvor parlamentet vil tage kontrollen med Brexit. Det har sin egen ironi, da Brexit-fløjen netop førte kampagne på at tage kontrollen tilbage.