Det forlød i efteråret fra den britiske tabloidavis The Sun, at Theresa May var holdt op med at læse aviser, fordi ”det ikke var godt for hendes velbefindende”. Hvis den afgående premierminister vil gøre sig selv en tjeneste, bør hun nok også holde sig fra medierne de kommende dage. Vurderingerne af hendes tre år som regeringsleder får med få undtagelser kun en karakter: dumpet.
”Hun efterlader Storbritannien endnu mere splittet, end hun overtog det,” skriver det britiske nyhedsmagasin The Economist i en leder.
”Det er muligt, at historikerne vil være en brøkdel venligere mod fru May end nutidens kommentatorer. Men premierministerens uduelighed har gjort det djævelsk vanskelige Brexit-projekt nærmest umuligt.”
Theresa May forsøgte selv i går, da hun meddelte sin afgang foran Downing Street 10, at lægge fundamentet til et mere positivt eftermæle ved at fremhæve sin egen utrættelige vilje til kompromis. Hun refererede til et råd, hun havde fået af den nu afdøde legendariske jødiske børsmægler sir Nicholas Winton (gift med danskeren Grete Gjelstrup), der i tiden op til Anden Verdenskrig reddede hundreder af jødiske børn ud af Tjekkoslovakiet med de såkaldte børnetransporter:
”Han sagde: Glem aldrig, at kompromis ikke er et snusket ord. Livet afhænger af kompromiser,” fortalte Theresa May.
Lige præcis evnen til at indgå kompromiser vil dog næppe være det, Theresa May vil blive husket for. Tværtimod. En gennemgående forklaring på, at hendes premierministertid endte så kaotisk og tomhændet, er, at hun har været for stædig og troet for meget på sine egne vurderinger, men lyttet for lidt til andre. Især beslutningen om at udskrive valg i 2017 viste sig at blive fatal, da de konservative mistede deres flertal i parlamentet.
”Det er en skam, at det tog hende næsten tre år at tage Nicholas Wintons ord til sig. Tænk, hvor anderledes alting måske kunne have været, hvis hun havde husket på dem, da hun kom til magten,” skriver brugeren Baloopa i en kommentar på avisen The Guardians hjemmeside.
Ifølge lederskribenten på The Economist indså May først, at et kompromis om Brexit var nødvendigt, da det var alt for sent at opnå det, fordi holdningerne da var blevet så forbenede, at kompromis blev betragtet som nederlag.
Rachel Cunliffe, politisk skribent og redaktør ved Londonavisen City A.M., skriver, at May som leder manglede både sund fornuft og politisk kløgt og nærmest var bevidst tonedøv over for strømningerne i såvel befolkning som parlament:
”Det vil være Mays ultimative eftermæle: At hun gav efter dér, hvor hun skulle have stået fast. Satte hælene i dér, hvor hun ikke skulle have gjort det. Og begravede hovedet i sandet hver gang, en krise ramte.”
Historikeren sir Anthony Seldon, der har skrevet biografier om fem tidligere britiske premierministre og udgiver en bog om Theresa Mays tid ved magten til oktober, beskrev tidligere på ugen Mays regeringstid som den ”ulykkeligste” for en premierminister i 100 år. Han peger på, at ingen af de fire store mål, hun havde sat sig – at gennemføre Brexit, at mindske uligheden i befolkningen, at samle Det Konservative Parti og holde Det Forenede Kongerige sammen – er lykkedes.
”Hun går uden at have opnået noget af det. Hendes eftermæle hænger i laser,” skriver han i The Daily Mail.
”Hun er træt – uendelig træt – og meget ked af, at hendes drømme er strandet.”
Theresa Mays skæbne som premierminister blev uløseligt knyttet til Storbritanniens stormfulde vej ud af EU, og uanset vurderingerne af hende i øvrigt er alle kommentatorer enige om, at hun stod med en enorm vanskelig opgave. Det sagt, var det stadig mestendels hendes egen skyld, at det gik så skævt, mener også Luke McGee, ledende producer ved den amerikanske nyhedstation CNN i London.
”Mange af hendes beslutninger havde en direkte negativ indflydelse på hendes evne til at lede,” skriver han på CNN.com.
”Hendes eftermæle vil være karakteriseret af fejltagelser, offentlige ydmygelser og katastrofale politiske fejl- vurderinger.”