Nezira Sulejmanovic går som et spøgelse rundt omkring en mudret massegrav i det østlige Bosnien på en kølig regnvejrsdag i juni.
Sulejmanovic, en lille kvinde i 50'erne, kommer til graven i håbet om, at hendes søn, som blev meldt savnet efter massakren i 1995 på op mod 8000 muslimske drenge og mænd, bliver fundet.
– Hvis bare jeg kunne finde hans lig, ville jeg endelig få fred, siger hun grædende. Hendes ord udtrykker det eneste tilbageværende håb, der er for tusindvis af kvinder i Srebrenica, om at finde resterne af deres kære og begrave dem i fred. Kvinder, der alle mistede sønner, mænd, brødre og fædre i Europas værste massakre siden Anden Verdenskrig.
I lang tid håbede de, at deres mænd stadig var i live. Men efter 10 års uvished er håbet døet ud, og de lever nu kun for at finde resterne, der kan bevise myrderierne.
– Jeg beder til Gud om, at en ny massegrav er åbnet, og at jeg kan finde mine børn. Jeg beder om at finde og begrave dem, mens jeg endnu er i live, siger Hatidza Meh-medovic, som mistede hendes mand, to sønner og alle mandlige slægtninge i massakren.
– Hver gang jeg kommer til en massegrav, spekulerer jeg på, hvordan de døde. Hvis jeg vidste, at de dræbte dem hurtigt, ville jeg ikke lide halvt så meget, tilføjer Mehmedovic.
Men graven foran Nezira rummede blot ugenkendelige spor af mennesker i en uhyggelig blanding af ben, ligdele og tøj. Ligene, som eksperter mener er ofre fra Srebrenica-massakren, er så lemlæstede, at ikke ét af dem kan ventes at blive fundet intakt.
På 10-års-dagen for massakren den 11. juli 1995 er omkring 2000 ofre identificeret, de fleste skudt af bosnisk-serbiske styrker, der løb den østlige enklave beskyttet af hollandske fredsbevarende FN-styrker over ende.
– Det tog 10 år at bevise, at folkemordet i Srebrenica virkelig skete. 10 års fornægtelse af vores tragedie, 10 års uvished, sukker Mehmedovic. Den bosniske krig krævede op mod 200.000 menneskeliv.
Det er ydmygende for NATO, at Radovan Karadzic og Ratko Mladic, lederen og hærchefen for krigstidens Bosnien og Serbien, er på fri fod. Krigsforbryderdomstolen i Haag har dem begge under anklage for at stå bag massakren, og Vesten har for nylig udtrykt håb om, at Mladic i det mindste kunne være varetægtsfængslet inden 10-års-dagen.
– Jeg kan ikke forestille mig et mere passende initiativ end at se general Mladic i Haag inden den 11. juli, sagde den amerikanske vice-udenrigsminister Nicholas Burns i juni i Beograd efter et møde med serbiske ledere.
FN-tribunalets chefanklager Carla del Ponte har sagt, at hun ikke vil deltage i mindedagen for massakren, hvis ikke Karadzic og Mladic forinden er udleveret til krigsforbryderdomstolen i Haag. Dette ville være "den eneste anstændige måde at vise anerkendelse" over for ofrene, har hun sagt.
Men for tusindvis af mødre i Srebrenica er det for sent.
– Forbryderne bliver stillet for retten i Haag. Vi mødre fik vores dom for 10 år siden i Potocari, siger Mehmedovic og refererer til stedet nær ved Srebrenica, hvor bosniske serbere skilte mænd fra kvinder på massakrens første dag. En fælles begravelsesplads for alle ofrene er blevet oprettet her.
Sulejmanovic fandt ét af hendes tre savnede børn og begravede ham i fjor. Hendes mand døde en uge derefter.
– Jeg tror også, jeg dør, når jeg finder resterne af min anden søn. Jeg beder kun til, at jeg finder ham i ét stykke, siger hun.
Eksperter har i graven ved Liplje fundet 240 lig, der mangler kropsdele. Ligene er blevet flyttet fra deres oprindelige sted for at skjule sporene af en massakre. Resterne af ligene vil blive bragt til to forskellige kapeller, hvor 7000 lig allerede ligger og venter på at blive identificeret.
Mehmedovic, der kom tilbage til hendes tomme hjem i Srebrenica for tre år siden, siger, at mødrenes projekt med at finde deres sønner var et livstidsprojekt. Nu lever hun kun med minderne.
– Nogle gange tænker jeg, at jeg måske ikke havde børn overhovedet. Måske drømte jeg bare det hele. Men så ser jeg tre grantræer, som min yngste søn plantede foran huset, og så bliver jeg sikker. Jeg havde en familie, siger hun tårevædet. /Reuters
Oversat af Thomas Bank Møller
LEDER SIDE 6