Prøv avisen

Hun lå to dage under murbrokkerne, før hun blev reddet

Over en million mennesker mister livet hvert år i arbejdsulykker i Asien, hvor sikkerheden ofte betragtes som en bremse på den økonomiske vækst. I alt blev 2500 kvinder såret og 1138 dræbt i det, som er en af Asiens værste industriulykker hidtil. Arkivfoto.

Lutpas liv kollapsede sammen med Rana Plaza-bygningen i Dhaka. Men hun var heldigere end de fleste

Siden Lutpas liv kollapsede sammen med Rana Plaza-bygningen i Dhaka den 24. april 2013, har hun haft tid til at tænke. Over hvordan hun skal forsørge sine fem børn, nu hvor hun ikke længere har kræfter til at arbejde på fabrik. Og over hvorfor det netop var syerskerne, der betalte med deres liv og helbred, for at Bangladesh kan fastholde sin økonomiske vækst.

”Vores fabrik var ikke den eneste arbejdsplads i Rana Plaza-bygningen. På de andre etager var der for eksempel en bank. Men bankens kontorer var tomme, da bygningen styrtede sammen. For de ansatte havde set revnerne i murene og loftet, og de havde nægtet at arbejde der. Vi havde også set revnerne. Men vi fik besked på at arbejde videre, ellers ville vi blive fyret. Vi er fattige og har brug for hver en taka, vi kan tjene, for at overleve . Vi turde ikke gå fra symaskinerne, selvom det var farligt,” fortæller Lutpa.

Hun lå to dage under murbrokkerne, før hun blev reddet. Lutpa var heldig, hun var såret i hovedet og på rygsøjlen, men hendes ryg brækkede ikke. Andre af de overlevende fik foretaget amputationer og er i dag stærkt handicappede og uarbejdsdygtige. Deres drøm om at tjene flere penge i Bangladeshs boomende tekstilindustri er slut. I alt blev 2500 kvinder såret og 1138 dræbt i det, som er en af Asiens værste industriulykker hidtil.

Men Rana Plaza er ikke et enkeltstående tilfælde, og problemet er ikke begrænset til tekstilbranchen, endsige til Bangladesh, påpeger A.B.M. Khorshed Alam, leder af Rana Plaza Koordineringsgruppen, der styrer hjælpeindsatsen over for ofrene fra katastrofen.

”I sidste uge havde vi en ulykke i en plastikfabrik her i Dhaka. 12 personer blev alvorligt forbrændt. Få uger tidligere døde 300 i en brand i en fabrik i Pakistan. En anden ulykke fandt sted i Mumbai i Indien, og i Kina finder der industriulykker sted næsten dagligt. Arbejdernes sikkerhed er et generelt problem i alle nyindustrialiserede lande,” siger Khorshed Alam.

Ifølge Den Internationale Arbejdsorganisation, ILO, omkommer 1,1 millioner mennesker hvert år i arbejdsulykker i Asien. De fattigste og dårligst uddannede samt kvinder og børn betaler den højeste pris, fordi de typisk er ansat i de dårligst lønnede og farligste jobs. 

Byggebranchen er en af de vækstmotorer, der automatisk går i gang, når udenlandske investeringer begynder at sætte skub i økonomien.

I hele Asien skyder moderne kontorbyggerier og boligkomplekser op næsten fra den ene dag til den anden. Arbejdskraften strømmer til byerne fra de fattigere landdistrikter for at få et bedre betalt job på byggepladserne. Om det er farligt, går de mindre op i.

En af de bygningsarbejdere, der bygger Asiens moderne storbyer, møder vi i Indien.

Surendra Mourya er rejst til Bhopal i det centrale Indien fra den fattige nabostat Uttar Pradesh for at få del i den økonomiske vækst og slippe ud af fattigdommen. Han bliver hver dag hyret som daglejer på Peethe-pladsen i Bhopal, hvor rekrutteringsselskaberne henter dagens arbejdere. Han er dygtig og vellidt og får som regel et job hver dag til en ordentlig løn på 350 indiske rupees om dagen. Det svarer til omkring 30 kroner for en 10 timers arbejdsdag. Og hvis han arbejder seks dage om ugen, holder han sig selv, sin kone og deres lille datter ude af ekstrem fattigdom, hvis grænse defineres til, at man har 1,25 dollar at leve for om dagen.

”Det er et godt arbejde. Jeg tror, jeg kan skabe mig en god fremtid her. Jeg synes ikke, det er farligt,” siger Surendra Mourya.

I byggeriet bag ham hænger en arbejder ellers i en faretruende position, tilsyneladende i et forsøg på at hæfte nogle elkabler sammen. Og spørger man Vijay Kumar fra fagforeningen Tucs i Bhopal, er der mange daglejere som Surendra, der har måttet sige brat farvel til drømmen om et bedre liv.

”Vi har for eksempel hjulpet Rakeesh, 35 år og bygningsmaler, der faldt ned og brækkede ryggen. Sjaklederen på byggepladsen kørte ham på hospitalet, men entreprenøren hævdede, at det ikke var ham, men et rekrutteringsbureau, der var arbejdsgiver, og bureauet sagde, at der ikke var nogen skriftlig kontrakt. Så han fik hverken erstatning eller hjælp til hospitalsregningen. Den slags eksempler er der masser af. Hver eneste måned er der ulykker,” siger Vijay Kumar.

Byen Bhopal kom på verdenskortet i 1984 med eksplosionen på Union Carbide-koncernens kemiske fabrik, der kostede 20.000 mennesker livet, mens 550.000 stadig døjer med mén. I dag er industrien i vid udstrækning flyttet uden for byen, blandt andet til industriområdet i Singaroli. Og her er arbejdsulykkerne også hyppige.

Vijay Kumar husker for eksempel Selim, der var 42 år, da han mistede den ene arm ved en ulykke på en traktorfabrik. Han blev fyret og er nu gadesælger.

”Den indiske regering vil tiltrække flere udenlandske investeringer for at holde væksten oppe. Der er i stigende grad pres på fagforeningerne, der kunne være med til at skaffe bedre sikkerhed. Og især bliver det mere og mere almindeligt, at virksomhederne ikke direkte hyrer de ufaglærte ansatte, men overlader det til rekrutteringsbureauer, der hyrer folk på daglejerbasis,” siger Vijay Kumar.

Sikre og stabile jobs var ellers et af de 2015-mål, som blev vedtaget af FN i 2000 sammen med løftet om at halvere den ekstreme fattigdom. Men mens fattigdomsmålet er blevet nået, blandt andet takket være den økonomiske vækst og de mange nye jobs, er det ikke gået helt så godt for målet om ”anstændigt arbejde til alle”, som det formuleres i 2015-målene. Også Den Internationale Arbejdsorganisation ILO har ”anstændigt arbejde” som et af sine vigtige indsatsområder.

”Nu skal man jo ikke sige, at de jobs, der skabes i udviklingslandene, pr. definition er uanstændige jobs,” siger Tine Stærmose.

Hun var frem til årsskiftet leder af ILO's afdeling for Decent Work eller anstændigt arbejde i Sydasien ved ILO's kontor i New Delhi

”Men omvendt fører økonomisk vækst heller ikke automatisk til gode jobs. Den teori er for længst blevet skudt ned, at bare der kommer gang i hjulene, så kommer landene af sig selv ind på en vej med bedre standarder og levevilkår. De data, vi har analyseret her fra Indien, viser, at de nye jobs, der er blevet oprettet under den økonomiske vækst i 2009-2010, især er opstået i den uformelle sektor, ikke i den formelle, organiserede økonomi,” konstaterer Tine Stærmose.

En handlingsplan for arbejdsmarkedet, som er udarbejdet af ILO og Indien for perioden 2013-2017, konstaterer, at andelen af formel ansættelse i den organiserede økonomi er faldet fra 58 til 49 procent mellem 2000 og 2010.

”Meget af den vækst, vi har oplevet i Indien i de seneste år, hviler på usynlig arbejdskraft, der kommer ind fra landet for at arbejde, og som ikke går op i sikkerhed og arbejdstid. Vi ser børn, der arbejder på de store byggepladser. Og byggeprojekter er med til at øge slumområderne, fordi de tilrejsende arbejdere ikke har råd til at bo andre steder,” siger Tine Stærmose.

I Bangladesh er det tekstilindustrien, der trækker folk fra landet til hovedstaden Dhaka. Fire millioner mennesker arbejder i tekstilfabrikkerne, og 80 procent er kvinder. En af dem er Shana, som er kommet fra en landsby 360 kilometer borte.

”På landet, hvor jeg kom fra, var der ikke noget arbejde. Min mand og jeg har ikke jord, vi kan dyrke, så her har vi et bedre liv. Vi får mad nok,” siger Shana.

Nu bor hun i Litui Baghan-kvarteret, som er en kombination af permanent byggeri og slum. Takket været lønnen fra fabrikken har Shana og hendes mand råd til et værelse i en rigtig ejendom.

Shana betaler næsten halvdelen af sin løn for et værelse på 16 kvadratmeter. 138 beboere bor i bygningen, der har 28 værelser fordelt på to etager. Loftet til førstesalen understøttes af interimistiske bjælker for ikke at styrte sammen. Køkkenet, der består af fire gasblus langs væggen, er fælles, og der er to toiletter til hele bygningen, et i hvert af de to baderum, hvor et vandrør leder vand ind i gulvhøjde. Men kun til vask. Drikkevand må beboerne hente ude i byen.

”Det kan godt være, at lønningerne er højere end på landet. Men jeg kan ikke se, at folk ikke længere skulle være fattige,” siger Nazma Akter, forkvinde for Awaj Foundation, der støtter kvinders rettigheder i Bangladesh.

”For hvorfor kommer de internationale tekstilkoncerner og får produceret deres tøj her? Netop fordi vi er fattige. Og eftersom vi er fattige, tager vi til takke med den løn, de er villige til at betale. Hvis vi kræver en løn, vi virkelig kan leve af, får vi at vide, at kunderne flytter til et andet land, hvor arbejdskraften er billigere. Og altså endnu fattigere. Mange tøjkoncerner er allerede ved at investere i Etiopien i stedet for i Bangladesh,” siger Nazma Akter.

”Vi taler om et globalt marked. Derfor bør det også være et globalt ansvar at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold,” mener A.B.M. Khorshed Alam fra Rana Plaza Koordineringsgruppen.

”Efter Rana Plaza-ulykken har vi fået en aftale om sikkerhed i tekstilfabrikkerne. Og mange af vore lokale virksomheder kontrolleres og tvinges nu til at forbedre sikkerheden. Men hvem skal betale for disse investeringer? Kunderne, de store tøjmærker, vil gerne love kun at producere hos fabrikanter, der respekterer sikkerhedsreglerne. Men de vil ikke betale mere for varerne. Bangladesh er i konkurrence med lande, der tilbyder endnu lavere lønninger end vi. Uden globalt ansvar og globale løsninger flytter vi bare problemerne rundt på kloden,” siger han.

Surendra Mourya har forladt sin landsby i den fattige indiske stat Uttar Pradesh for at drage sydpå og blive bygningsarbejder i byen Bhopal, hvor byggebranchen oplever mange arbejdsulykker. Over en million mennesker mister livet hvert år i arbejdsulykker i Asien, hvor sikkerheden ofte betragtes som en bremse på den økonomiske vækst. Foto: Birthe B. Pedersen