Bag de sikrede jernluger fører trappetrin dybt ned i Golanhøjdernes undergrund. Selvom beskyttelsesrummet er bygget tilbage i 1970’erne, er der nymalet og renoveret. Her er toiletfaciliteter, aircondition og wi-fi.
”Hvis Iran angriber, vil vi være beredt,” siger 47-årige Motti Piade.
Han er iført solbriller, suger på en e-cigaret og har stukket en Glock-pistol i bæltet. Han er oprindeligt uddannet i hotelbranchen, men arbejder i dag som sikkerhedsansvarlig i kibbutzen El-Rom, der ligger 4 kilometer fra grænsen til Syrien.
Sammen med sin hustru og sine to 12-årige tvillingesønner har han boet i kibbutzen i mere end otte år. I alt bor der i omegnen af 400 indbyggere i den lille landsby, der er omgivet af vinstokke og minefelter.
I løbet af den otte år lange borgerkrig i Syrien har utallige missiler fra både Bashar al-Assads hær, islamistiske militser og den iranske revolutionsgarde ramt ned i denne del af Golanhøjderne, der først har været besat af Israel siden Seksdageskrigen i 1967 og annekteret siden 1981.
Sidste år ramte flere missiler affyret af iranske tropper ned i landskabet rundt om kibbutzen.
”Alarmen lød, og vi løb alle ned i beskyttelsesrummet. Det var skræmmende, når vi kunne høre eksplosionerne oppe på jorden,” siger Motti Piade og fortsætter:
”Det er selvfølgelig ikke rart. Det er meget skræmmende og især for børnene. Men vi træner gennem hele året, så alle ved, hvad de skal, når raketterne bliver affyret, og alarmen lyder.”
I skyggen af den syriske borgerkrig har Iran etableret sig på den anden side af grænsen, alt imens præstestyret i Teheran regelmæssigt sværger at fjerne Israel fra Jordens overflade. Så sent som i begyndelsen af 2019 har to højtstående iranske officerer truet med angreb på Israel og ødelæggelsen af israelske storbyer som Tel Aviv og Haifa.
I Israel ser man alvorligt på den trussel, som iransk-styrede militære baser tæt på israelsk territorium udgør. Så sent som i sidste uge sagde den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, i en fælles erklæring ved et pressemøde i Jerusalem, at de ville imødegå Irans ”aggression” i Mellemøsten. Og Iran står også højt på dagsordenen, når Netanyahu i dag og i morgen besøger den amerikanske præsident, Donald Trump, i Washington blot to uger før det israelske parlamentsvalg. Og få dage efter at Trump anerkendte Israels suverænitet over Golanhøjderne.
”Det er muligt, at tilstedeværelsen i Syrien vil føre til en større konfrontation mellem Israel og Iran langs grænsen. Iranerne bliver ved med at true med, at det vil ske,” siger Yossi Kuperwasser, der er tidligere brigadegeneral i det israelske forsvars efterretningsafdeling og generaldirektør i det israelske ministerium for strategiske anliggender.
I løbet af de seneste to år har det ført til en række konfrontationer, og det israelske luftvåben forsøger med løbende bombardementer at gøre det vanskeligt for Iran at vinde fodfæste i området. 2000 israelske bomber blev kastet over iranerne og deres allierede i Syrien alene i 2018.
”Det er en igangværende kamp, der raser i Syrien lige nu,” siger den tidligere general, der i dag arbejder på Jerusalem Center for Public Affairs, et forskningsinstitut med speciale i blandt andet udenrigspolitik.
Derudover udruster iranerne gennem forsyningsruter i Syrien deres allierede i Libanon, den shia-muslimske Hizbollah-milits, med raketter, der med større nøjagtighed kan ramme mål i Israel. I forrige uge fremlagde det israelske militær flere beviser for, at Hizbollah i høj grad også er aktiv i Golanhøjderne. Og i anledningen af 40-året for Den Islamiske Revolution i sidste måned advarede Benjamin Netanyahu om, at det bliver det sidste jubilæum, præstestyret vil opleve, hvis det udfordrer Israel.
Oprindeligt var iranerne i Syrien for at redde præsident Bashar al-Assad, men da det syriske regimes overlevelse var sikret, fokuserede præs-testyret alle sine kræfter på at slå rødder i nabolandet.
”Lige nu bringer de et stort antal shiitter fra hele verden til området for at udfylde det vakuum, som de sunni-muslimer, der oprindeligt boede der, har efterladt. De bringer tropper ind, der adlyder iranske ordrer, og samtidig styrer de Hizbollah, der også er massivt til stede i Syrien,” siger Yossi Kuperwasser og fortsætter:
”I begyndelsen var det hovedsageligt iranske soldater, der var udstationeret i Syrien, men i dag er det i højere grad pakistanere, irakere, libanesere og afghanere.”
Til trods for de begrænsede informationer om iranernes tilstedeværelse i Syrien blev der fra Teherans side sidste år meldt ud, at 2100 iranere, heriblandt mange højtstående officerer, havde mistet livet i borgerkrigen og i nabolandet Irak, hvor Iran også er til stede.
Som en sølvsnor trækker et hegn sig hen over Golan-plateauet. På den ene side har Israel kontrol over landet. På den anden side står et virvar af shia-grupper, der er allieret med Assads styre i Damaskus. Fra en tidligere israelsk stilling kan man se byerne Jubata al-Khashab og Khan Arnabeh.
”Vi ved, at Hizbollah, iranere og andre shia-militser befinder sig i de byer, og vi ved, at de overvåger vores stillinger lige nu,” siger Motti Piade, der står og spejder ud over det borgerkrigshærgede Syrien.
Mellem røde kornvalmuer og græssende køer står rustne kampvogne. Store arealer er omgivet med pigtråd med skilte, der på engelsk, hebræisk og arabisk fraråder at træde ind på området.
”Krige er så gammeldags. Ingen ønsker dem mere,” siger Motti Piade.
Også på hjemmefronten i Iran er krigen i Syrien ved at blive upopulær, mener Meir Javedanfar, der er eksil-iraner og ekspert i iranske forhold ved Universitetet i Haifa.
”Det virker, som om fler-tallet af iranerne er imod krigsdeltagelsen i Syrien. Vi kan se det, fordi regimet forbyder alle former for debat om krigen,” siger han og fremhæver, at en tidligere borgmester i Teheran for nylig er blevet idømt et års fængsel for at kritisere den iranske Syrien-indsats.
Den dyre krigsdeltagelse har også været tema under det seneste års folkelige protester, og Meir Javedanfar påpeger, at der er en total mangel på debat om krigsdeltagelsen i den iranske presse, der ellers ikke plejer at holde sig tilbage. Journalister kan blive afhørt, hvis de stiller kritiske spørgsmål, eller deres medier kan blive midlertidigt lukket. Ifølge Meir Javedanfar er det et tydeligt tegn på, at præstestyret er bange for den offentlige mening, og et kritisk bagland spiller ikke sammen med Teherans planer for Syrien.
”Iran har mange økonomiske interesser i Syrien. De har bilfabrikker, er involveret i landbrug, byggeri og i turismesektoren. Det er samtidig et af de eneste steder, Iran kan eksportere sine olieprodukter til,” siger han.
Det er ikke kun Israel, der forsøger at begrænse iranernes magt i Syrien. Rusland, Assads nærmeste allierede, er begyndt at køre iranerne ud på et sidespor.
”Iranerne respekterer Rusland. Men der er uenigheder, når det kommer til den økonomiske konkurrence i Syrien,” siger Meir Javedanfar, der uddyber, at store genopbygningsprojekter går iranernes næse forbi.
Russerne er samtidig ikke glade for, at iranerne bruger Syrien til at true Israel. I Kreml ønsker man stabilitet i regionen, og iranernes opførsel skaber det modsatte.
”Russerne ser blot til, mens Israel bomber iranske stillinger. Det er jeg sikker på, at iranerne er utilfredse med, men det er stadig et urealistisk scenarie, at Iran ender med at trække alle sine styrker ud,” siger Meir Javedanfar.
Ifølge Meir Javedanfar befinder der sig mellem 30.000 og 40.000 soldater i Syrien, der adlyder iranske ordrer, mens andre vurderer antallet op til 80.000. Under et møde i Moskva i sidste måned mellem Vladimir Putin og Benjamin Netanyahu gav Ruslands præsident ifølge den israelske premierminister udtryk for, at man ville hjælpe til med at presse iranerne ud af Syrien, og iranerne har ifølge flere kilder da også trukket sig tilbage fra stillinger i Golan og Damaskus nu.
Bag sikkerhedshegnet rundt om kibbutzen El-Rom tror Motti Piade dog ikke, at iranerne kommer til at trække deres soldater helt tilbage.
”Ingen ved, hvornår angrebet kommer, eller hvor det kommer til at foregå. Men det er muligt, at det snart vil komme til kampe mellem Israel og Iran,” mener han.
Samtidig er Motti Piade dog ikke bekymret for sin familie og har aldrig overvejet at flytte fra Golanhøjderne.
”Mine børn og min kone ved præcis, hvordan de skal beskytte sig selv. Hører de sirenerne uden at være i nærheden af et beskyttet rum, skal de lægge sig på jorden og beskytte hovedet,” siger han, mens han med armene demonstrerer det.
Han er overbevist om, at den magtfulde israelske krigsmaskine nok skal holde hånden over kibbutzen.
”Israel har et meget, meget stærkt militær. I en krig mod os kommer alle til at tabe. Lad os leve vores liv, og lad os være i fred.”