Med samvittigheden bag tremmer

En smilende Roxana Saberi vinker til pressen uden for sit hus i Teheran kort efter løsladelsen fra Irans ...

En smilende Roxana Saberi vinker til pressen uden for sit hus i Teheran kort efter løsladelsen fra Irans mest berygtede fængsel, hvor den amerikansk-iranske kvinde sad indespærret i knap fire måneder anklaget for spionage. Foto: Abedin TaherkenarehEPA. / Scanpix

Journalist Roxana Saberi har været politisk fange i Irans mest berygtede fængsel. I et interview med Kristeligt Dagblad fortæller hun om at være fanget mellem løgn og sandhed, om håb og afmagt og om livet efter løsladelsen

Dørklokken ringer. Det er tidlig morgen, og Roxana Saberi tumler ud af sengen i sin lejlighed på 5.sal i Irans hovedstad, Teheran. På dørtelefonen kan hun se en midaldrende mand stå udenfor med et brev i hånden. Søvndrukken åbner hun døren på klem, mens manden rækker hende et stykke sammenfoldet papir gennem den lille sprække. Da hun lader øjnene løbe hen over papiret, vokser uroen i hende, og hendes hjerte begynder at hamre. "24 timer" og "Evinfængslet" er de eneste to ord på farsi, der rammer hendes blik. Et gisp undslipper hendes læber. Hun løfter blikket fra papiret og forsøger med alle kræfter at smække døren i, men manden har sin fod i dørsprækken. Døren bliver flået op, og yderligere tre mænd springer ind i lejligheden.

"De endevendte min lejlighed, konfiskerede mit pas og min bærbare computer. Jeg troede bare, de ville skræmme mig, men de sagde, at hvis jeg ikke samarbejdede, ville de tage mig med til Evinfængslet," fortæller 33-årige Roxana Saberi.

LÆS OGSÅ: Løsladt journalist har forladt Iran

Kristeligt Dagblad møder hende i Frankfurt i forbindelse med, at hendes bog "Mellem løgn og sandhed" netop er udkommet på dansk.

I bogen fortæller Roxana Saberi om de næsten fire måneder, hun tilbragte som politisk fange i et fængsel, hvor tortur er udbredt, og hængninger og massehenrettelser sker jævnligt. Under beskyldninger om at være amerikansk spion fik hun efter timelange forhør valget mellem at erklære sig skyldig og blive løsladt eller holde fast ved sin uskyld og se frem til en årelang fængselsstraf eller i værste fald dødsstraf.

Titlen på den engelske udgave af bogen er "Mellem to verdener", og gennem hele bogen er der eksempler på forskellige verdener som løgn og sandhed, tilgivelse og hævn, frihed og fangenskab og Iran og USA. Selv betegner Roxana Saberi temaerne som afspejlinger af menneskelivet, der både rummer mørke og lyse sider, men også nuancer. Det er disse nuancer, der er centrale i bogen.

Selvom forårssolen skinner udenfor, sidder vi sammen i en kælder i centrum af Frankfurt. Roxana Saberis lange mørke hår bølger ned over skuldrene. Hendes mor er japaner, hendes far er iraner, og selv er hun født og opvokset i North Dakota i USA, så i virkeligheden er hun en kvinde mellem tre verdener. Som ung vandt hun titlen som Miss North Dakota, og for pengene begyndte hun at læse journalistik.

Seks år før sin anholdelse rejste hun som nyuddannet journalist til Iran for at rapportere for forskellige amerikanske nyhedsmedier og for at lære sit fars land at kende. Sideløbende med journalistjobbet skrev hun på en bog om Iran, som hun håbede på at få udgivet i USA. Selvom hun var klar over risikoen ved at arbejde som journalist i Iran, havde hun aldrig troet, hun ville ende i regeringens søgelys.

Under afhøringerne fik hun at vide, at myndighederne havde holdt øje med hende og skygget hende overalt i de seks år, hun havde boet i Iran. De vidste, hvornår hun havde været på cafe og hos købmanden, og de kendte navnene på alle dem, hun kendte. De havde også aflyttet samtlige telefonsamtaler og læst alle hendes e-mails.

"Jeg vidste, at der var en risiko forbundet med mit arbejde, men jeg har altid ment, at det er vigtigt at tage chancer ud fra nøje overvejelser, ellers får resten af verden ikke nogen informationer om, hvad der sker i Iran. Og det er præcis det, regeringen ønsker. Den skræmmer folk til tavshed. Men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville blive fængslet. Jeg troede, regeringen ville advare mig først. Jeg har arbejdet meget åbent på bogen, så jeg var klar over, at den vidste, hvad jeg var i gang med," fortæller hun.

De første to uger tilbragte Roxana Saberi i isolationsfængsel i afdeling 209 for politiske fanger. Hun sad i den lille celle dagen lang kun afbrudt af de jævnlige forhør, hvor hun blev anklaget for spionage, og hvis hun ikke erklærede sig skyldig, ville hun ikke blive løsladt. Uden mulighed for at fortælle sine forældre, hvor hun var, gav hun efter for talrige trusler og psykisk pres og erklærede sig skyldig i anklagerne.

"Jeg var bange for truslerne om dødsstraf. Jeg havde hørt, hvad der var sket i det fængsel, og ingen vidste, hvor jeg var. Men bagefter følte jeg mig meget svag. Jeg burde have været stærkere, og jeg var skamfuld. Jeg vidste, at jeg aldrig ville kunne føle mig fri igen, fordi min samvittighed altid ville forblive bag tremmer," fortæller hun.

Så snart hun tilstod, kom hun ud af isolationscellen og delte i stedet celle med forskellige kvinder, der alle sad der af samme årsag som hende selv. Mødet med kvinderne, som hun i bogen kalder engle, blev vendepunktet for hende. Under næste afhøring trak hun sin tilståelse tilbage og erklærede sig uskyldig i alle anklagerne mod hende, selvom hun vidste, at det ville koste hende friheden.

"Kvinderne lærte mig, at man kan finde mod selv under ild, hvis man står ved sine principper. Disse kvinder stod ved deres principper, selvom de havde oplevet meget modgang. De tror på deres sag, og derfor er de villige til at løbe risikoen for fængselsstraf eller dødsstraf. Det beundrer jeg dem for," siger Roxana Saberi.

I slutningen af en række kapitler i bogen beskriver Roxana Saberi sit forhold til Gud både i afmagt over hans fravær og i håb om, at han trods alt er med hende. I ugerne, hvor hun sad isolationsfængslet, oplevede hun et stærkt gudsfravær, da hun råbte til Gud om hjælp.

"Jeg troede, han havde forladt mig, så jeg lavede aftaler med ham. Hvis han ville hjælpe mig ud, lovede jeg aldrig mere at lave et interview, og at jeg ville stoppe med at skrive bogen om Iran. I stedet ville jeg dedikere mit liv til at tjene menneskeheden. Jeg lærte senere, at der var en mening med, at Gud havde placeret mig i fængslet, for jeg følte mig velsignet over at møde mine kvindelige medfanger, som lærte mig noget vigtigt om livet," fortæller hun.

Efter nogle uger i fængslet fik hun lov til at få nogle bøger i cellen, og to af dem, hun valgte, var Koranen og Bibelen. Hun lavede æselører i bøgerne ved de passager, som gav hende trøst og opmuntring. Selv betegner hun sig hverken som kristen eller muslim, for hun tror på, at Gud er universel, og at man kan lære noget af alle religioner. Troen fik større værdi og betydning, mens hun sad fængslet, og den gav hende ro og fred, selv efter at hun trak sin tilståelse tilbage. Særligt bibelcitatet "Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel" blev en ledesnor for hende.

"Det gav mig meget styrke, da jeg blev forhørt, og mens jeg stod ansigt til ansigt med dem, der tog mig til fange. De var i stand til at holde mig i fængslet i årevis, udsætte mig for tortur og true mig, men de kunne ikke slå min sjæl ihjel," fortæller hun.

Da hun havde siddet et par uger i fængslet, begyndte hendes forældre at røre på sig. De fandt ud af, at deres datter blev holdt fanget i Evinfængslet og gik til medierne i håb om at skabe international opmærksomhed om sagen. Og deres bestræbelser bar frugt. Billedet af den unge amerikanske kvinde gik verden rundt, og USA's præsident, Barack Obama, lagde pres på de iranske myndigheder for at få Roxana Saberi løsladt. Men inde bag fængslets mure truede forhørslederne hende med, at mediernes bevågenhed kun ville forværre hendes muligheder for at blive løsladt, og de dømte hende kort efter til otte år bag tremmer.

Som den eneste udvej begyndte hun en sultestrejke for at presse regeringen til at løslade hende, men da hun nærmede sig sultedøden, overtalte hendes forældre hende til at spise.

Efter mediernes og den amerikanske regerings pres blev Roxana Saberi løsladt i maj 2009 efter 100 dage i fængslet.

I kælderrummet i Frankfurt kigger Roxana Saberi ud ad vinduet på forårssolen, der kaster sine stråler ind i det lavloftede grå rum. På bordet mellem os ligger den tyske oversættelse af hendes bog i det sparsomt indrettede rum.

"Min forhørsleder fortalte mig, at han personligt ville underskrive min dødsdom, hvis jeg nogensinde slap ud af fængslet. Og han fortalte mig, at de ville være i stand til at finde mig overalt på jorden. Hvis jeg tog til Afghanistan, ville de slå mig ihjel og få det til at se ud som en trafikulykke. Det var skræmmende, men det har ikke afholdt mig fra at løfte min røst," fortæller hun og tilføjer, at hun stadig kan føle sig forfulgt i dag, to år efter løsladelsen.

"Jeg bryder mig ikke om at sove i stueetager eller sove alene, uden at lyset er tændt. Jeg ser mig af og til over skulderen – overalt i USA – men også mens jeg er her i Frankfurt. Det er et levn fra det, jeg var udsat for, og den måde, de truede mig på og fik det til at lyde, som om de ville kunne finde mig hvor som helst. De fortalte mig, at de plejede at flyve med mig, når jeg var i andre lande, men jeg ved ikke, om jeg er en prioritet for dem længere. Jeg har kun lyst til at bruge min frihed til at løfte min stemme for dem, som ikke kan," siger hun.

Siden løsladelsen er Roxana Saberi ikke blevet kontaktet af de iranske myndigheder, men hun ved, at de har rettet deres opmærksomhed mod hende, fordi hun jævnligt ser, at de iranske medier skriver artikler, hvor de fordrejer, hvad hun har sagt. Og mens Kristeligt Dagblad taler med hende i den afsidesliggende kælder, kan hun ikke med sikkerhed garantere, at vi ikke bliver overvåget.

"Jeg har altid undret mig over, om de kan læse mine e-mails eller aflytte mine telefonsamtaler. Hvad kan de kontrollere, og hvad kan de ikke? Jeg prøver på ikke at være mistænkelig, for jeg vil ikke leve mit liv i mistænksomhed hele tiden, men det er et mén efter det, de har gjort og sagt, og jeg kender ikke svaret på, om de følger mig. Jeg ved, at hvis det her interview foregik i Iran, ville vi begge blive arresteret," siger hun med et smil, der vidner om, at hun trods alt ikke lader sig skræmme.

Truslerne har da også langtfra afholdt hende fra at fortælle om oplevelserne i fængslet. Hun holder talrige foredrag på skoler og i større forsamlinger, og hendes bog er udkommet på en række sprog.

Alligevel har hun ikke været i Iran siden løsladelsen. Hun håber dog en dag at kunne vende tilbage.

"Jeg ved, at de, der fangede mig, ikke er repræsentative for det iranske folk. Befolkningen er varm og gæstfri. Iranerne er stolte af deres land, og de var ivrige efter, at jeg skulle vise fremmede, hvad de har at byde på," siger hun.

marianne.knudsen@k.dk

Læs mere om Iran på

@Webhenv k.dk:k.dk/iran