Mandag eftermiddag landede tre IS-kvinder og deres seks børn i Stockholm. Og i samme sekund, landingsstellet ramte svensk jord, begyndte kritikken at hagle ned over Sveriges socialdemokratisk-ledede regering.
Sagen er nemlig den, at udenrigsminister Ann Linde og indenrigsminister Mikael Damberg hidtil har stået stejlt på, at Sverige – hvorfra flere hundrede personer havde tilsluttet sig Islamisk Stats nu hedengangne kalifat i Syrien og Irak – ikke skal hjælpe folk med at vende tilbage.
Det store spørgsmål er derfor nu, hvilken rolle svenske myndigheder har spillet, efter at de kurdiske selvstyremyndigheder tidligere i år besluttede at udvise de tre kvinder fra lejre i det nordlige Syrien. Foreløbig skal den socialdemokratiske udenrigsminister forklare sig for udenrigsudvalget i Rigsdagen, hvor oppositionen har bedt hende stå skoleret omgående. Men sagen stopper næppe der.
For uanset om regeringen har været bundet på hænder og fødder i den aktuelle sag, huer det ikke store dele af den svenske befolkning, at tre kvinder, som terrorforskere udpeger som en sandsynlig sikkerhedstrussel, nu er tilbage i deres hjemland.
Hidtil er to af kvinderne ifølge svenske medier mistænkt for krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, mens det fortsat er uklart, hvorvidt den tredje kvinde er mistænkt. I tidligere sager af samme karakter har det dog vist sig særdeles svært at løfte bevisbyrden mod svenske kvinder, som har opholdt sig i kalifatet, og derfor frygter mange nu, at kvinderne inden længe kan bevæge sig frit rundt i det svenske samfund. Med andre ord er der udsigt til en fuldtonet tabersag for regeringen.
Og med bare et år til det kommende rigsdagsvalg er sagen om IS-kvinderne da også prompte blevet grebet af de borgerlige oppositionspartier. Den folkelige sympati for de hjemvendte kvinder ligger nemlig på et meget lille sted. Også selvom eksperter peger på, at Sverige vil få sværere ved at udvise personer til andre lande, hvis man selv løber fra ansvaret i den nuværende situation. Præcis som argumentet har lydt herhjemme om hjemtagelsen af de danske IS-kvinder og børn fra Syrien.
Sikkerhedstrusler i det svenske samfund?
Ifølge oppositionen har regeringen nu de facto importeret sikkerhedstrusler til det svenske samfund. Og fordi kvinderne ikke selv har ønsket at vende hjem, peger flere eksperter da også på, at de givetvis har tilhørt Islamisk Stats hårde kerne og derfor stadig kan sympatisere med terrorbevægelsen.
Sverigedemokraterne vil fratage kvinderne deres statsborgerskab, Kristendemokraterne taler om regeringens ”meget tunge ansvar”, og hos det store borgerlige oppositionsparti Moderaterne sætter retspolitisk ordfører Johan Forsell trumf på i Svenska Dagbladet:
”Er det sådan, at man har hjulpet de her personer med at rejse til Sverige, så er man gået bagom ryggen på Sveriges rigsdag. Det er oprørende, ikke bare i forhold til forløbet, men også fordi de her personer ikke er nogen, vi vil have i Sverige. De har tilsluttet sig en afskyelig terrorsekt. De skal ikke hjælpes hertil, vi har tilstrækkeligt med problemer.”
På den måde fik Johan Forsell koblet den aktuelle sag til den debat om indvandring, integration og kriminalitet, som optager en stor den af svenskerne, og som samtidig er oppositionens stærkeste kort i kampen for at vinde regeringsmagten ved næste års valg.
Og problemerne for regeringen stopper næppe her. Foreløbig skal de svenske myndigheder finde ud af, om børnene skal tages fra mødrene, og om mødrene skal stilles for en domstol. En af dem er angiveligt fra Göteborg, mens de to andre er et søskendepar fra det sydlige Sverige, og uanset om kvinderne ender bag lås og slå, er der stadigvæk 12 kvinder og 22 børn med tilknytning til Sverige tilbage i Syrien. Samtidig vurderede den svenske sikkerhedstjeneste allerede i 2017, at der findes omkring 2000 voldsbekendende islamister i Sverige.
Det problem er ikke gået i sig selv siden, hvor 150 fremmedkrigere er vendt hjem fra Syrien. Selvom sagen om de tre IS-kvinder ikke har potentiale til at afgøre næste års valg, så understreger debatten, at det borgerlige Sverige vil udnytte enhver mulighed for at få den kommende valgkamp til at handle om netop indvandring, integration og kriminalitet. Og uanset, hvor lidt forbindelse der end måtte være mellem bandeskyderier i Malmø, parallelsamfund i Stockholm og de tre hjemvendte kvinder, så er det i oppositionens fortælling udtryk for én og samme ting: Sveriges rødgrønne regering har svigtet, og derfor er det afgørende for landets fremtid med et regeringsskifte til næste år.