Mellemøsten er ved at gå i opløsning

Det optimistiske arabiske forår er afløst af krige og konflikter i en grad, at forsker spår, at grænserne kan være ændrede, når eller hvis krigene afsluttes

I september i år gik demonstranter på gaden i Yemen, fordi de vil have ekspræsident Ali Abdullah Saleh retsforfulgt for drab på demonstranter under urolighederne i landet i 2011. Som i andre lande i Mellemøsten gik det arabiske forår i Yemen ikke, som demonstranterne dengang håbede. –
I september i år gik demonstranter på gaden i Yemen, fordi de vil have ekspræsident Ali Abdullah Saleh retsforfulgt for drab på demonstranter under urolighederne i landet i 2011. Som i andre lande i Mellemøsten gik det arabiske forår i Yemen ikke, som demonstranterne dengang håbede. –. Foto: Yahya ArhabEPA.

Når det arabiske forår og den deraf følgende religiøse vækkelse er forbi, vil Mellemøsten se helt anderledes ud, end området gør i dag. Grænserne kan være trukket efter andre linjer end de gamle koloni- og mandatområder, som blev tegnet i England og Frankrig, og der kan være opstået nye, mindre stater.

Det spår cand.mag. og forsker i terrorismens idéhistorie, sikkerhedspolitik i Den Persiske Golf og USAs mellemøst- og sikkerhedspolitik Lars Erslev Andersen fra Dansk Institut for Internationale Studier.

LÆS OGSÅ:Hvem hjælper de forfulgte arabiske kristne?

Konflikter i Irak, borgerkrig i Syrien, latent truende borgerkrig i Egypten og ustabilitet i Libanon som ikke ønsker en ny borgerkrig, omend alle tegnene fra den forrige er der og Jordan åbner hele regionen for sekteriske konflikter på kryds og tværs. Og det scenario vil endegyldigt vælte det mellemøst-kort, der blev tegnet med Sykes-Picot-aftalen i maj 1916. Midt i Første Verdenskrig, der sluttede i Europa i 1918, siger han.

Sykes-Picot-aftalen var en hemmelig aftale mellem den britiske og den franske regering assisteret af Rusland om, hvordan grænserne skulle tegnes i Mellemøsten, hvis Det Osmanniske Rige blev opløst. Og hvis det blev tilfældet, hvad det gjorde, så skulle Osmannerigets besiddelser, undtagen Den Arabiske Halvø, deles mellem briter og franskmænd med lidt lunser til Italien.

Briterne fik Jordan, det sydlige Irak og byerne Akko og Haifa, som i dag ligger i Is-rael. Frankrig fik det sydøstlige Tyrkiet, det nordlige Irak, Syrien og Libanon, mens Rusland fik Istanbul, de tyrkiske stræder samt det administrative område Armenien. Da Oktoberrevolutionen brød ud, udsatte Rusland der snart kom til at hedde Sovjetunionen aftalen.

Sykes-Picot-aftalen blev af mange opfattet som et vendepunkt i relationen mellem Vesten og de arabiske lande. Blandt andet ignorerede aftalen de løfter, araberne via officer, arkæolog og forfatter T.E. Lawrence (1888-1935) fik i 1915, hvor de blev lovet et hjemland for deltagelsen i det arabiske oprør mod Det Osmanniske Rige.

Det er de grænser, der nu ifølge Lars Erslev Andersen kommer til debat, når krige og konflikter ad åre har lagt sig.

Sykes-Picot-aftalen er i opløsning, og Israel og Tyrkiet er de eneste nogenlunde stabile nationalstater. Syrien styrer direkte mod indre opløsning med regional destabilitet til følge. På sidelinjen står USA, mens Iran, Tyrkiet, Israel og Saudi-Arabien rivaliserer internt om magten.

Lars Erslev Andersen ved godt, at han maler med den pessimistiske pensel.

Men pointen er, at der tegner sig et bekymrende billede efter begivenhederne med det arabiske forår i 2011. Det fik langt mere dramatiske konsekvenser, end nogen kunne forudse. Af det arabiske forår er der det tilbage, at den arabiske befolkning har fået erfaring i at lave fredelige demonstrationer, og at demonstrationer kan lede til, at regeringer går af. Der er kommet en ny politisk bevidsthed. Det er godt, for op til 2011 var især Egypten plaget af politisk apati, siger Lars Erslev Andersen.

Han mener også, at den egyptiske udvikling får folk i andre mellemøstlige lande til at tro, at det også kan ske hos dem. Egypten er et vigtigt måske det vigtigste land i Mellemøsten.

Omkring Egypten er det gået værre, end jeg frygtede. Der savnes i den grad økonomiske reformer, og det militærkup, der reelt er tale om efter afsættelsen af præsident Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab, burde resultere i massiv kritik fra vores del af verden, siger han.

Lars Erslev Andersen mener ikke, at hverken præsident Mursi eller Det Muslimske Broderskab er særligt demokratisk indstillede.

Især USA har været naiv i forhold til Mursi og broderskabet og helt undladt at stille krav til det broderskab, der gik fra at være forbudt til at regere landet i løbet af seks måneder. USA ved også godt, at Mursi var den, der i konflikten mellem Israel og Palæstina kunne mægle, fordi han havde forbindelser til Hamas. Jeg havde håbet, at USA og EU på mere direkte måde havde forklaret præsident Mursi, at hvis han ville have støtte, så skal der også andet til end at belønne vennerne i broderskabet med den politik, de ønsker gennemført.

LÆS OGSÅ: Tørklæder giver håb for Tyrkiets kristne

Selvom Lars Erslev Andersen mener, at Mellemøstens stormagt Egypten med den glorværdige fortid er ekstremt polariseret, og at destabiliseringen kunne ende i en borgerkrig, tror han, at faren er større i andre lande. Blandt andet i Irak, Jordan og Libanon i Syrien er den allerede i gang.

Det ser ud til, at USA og USAs præsident, Barack Obama, har en radikalt anderledes international politikforståelse end de tidligere præsidenter Bush og Clinton, mener Lars Erslev Andersen.

Det har taget tid at forstå den, men præsidenten er en klassisk realist, som fra sag til sag vurderer omkostning og vinding. Og er omkostningerne for store, lader han det ligge.

Som Henry Kissinger og hans realpolitik?

Ja, med den tilføjelse, at Obama har en moralsk overbygning.

Lars Erslev Andersens budskab er, at Mellemøsten er under heftig nedbrydning. Både Syrien og Irak bliver opdelt mere i regionale enklaver, og han forudser, at både Syrien og Irak er i gang med en total nedsmeltning, som vil afføde store flygtningestrømme.

Konflikterne mellem sunni- og shiaislam i stort set alle arabiske lande er ifølge Lars Erslev Andersen en produceret konflikt. I første omgang skabt af Iraks tidligere præsident Saddam Hussein. Samfundsmæssigt var der ikke tidligere problemer mellem de to grupperinger inden for islam. De to retninger skiltes efter den muslimske profet Muhammeds død som 61-årig i 632. Konflikten går hovedsageligt på, om det er en af Muhammeds efterkommere eller den bedste mand, der skal være kaliffens efterfølger. Iran er den eneste stat, der har shiaislam som hovedreligion, men shiamuslimer udgør også et flertal i Irak og Bahrain. På verdensplan er 80 procent af muslimerne sunnimuslimer, mens resten er shiamuslimer.

Under Saddam Husseins regime polariserede han shiamuslimerne. Blandt andet udtørrede han vådområderne i det sydlige Irak, så de shiamuslimer, der havde befolket området i århundreder, intet havde at leve af.

Han gjorde shiamuslimerne til den store trussel i landet med henvisning til den iranske revolution under ayatollah Khomeini fra slut-1970erne, men i dag, efter krigene i 1991-92 og fra 2003-2011 har shiamuslimerne overtaget. I århundreder har de to grupper levet sammen uden problemer, men nu er problemet kanaliseret over i politik fremfor religion, siger Lars Erslev Andersen.

I dag sidder ikke mindre end to præsidenter på et mandat, de ikke længere har. På den besatte Vestbred sidder den palæstinensiske præsident, Abbas, illegalt siden 2009, mens hele Fatah-toppen har købt store villaer i den jordanske hovedstad, Amman. Den irakiske præsident, Malaki, sidder også uden mandat siden 2010 og har efterfølgende inddraget domstole samt indenrigs- og forsvarsministeriet under præsidentembedet.

Så når en politiker som Venstres Søren Pind siger, at der er demokratiske fremskridt i Irak, er det forkert. Irak er ikke alene plaget af sunni-shia-konflikten, men også af al-Qaeda-terrorisme og omfattende vold fra regeringens side.

I forhold til nye grænser, forudser Lars Erslev Andersen at følgende scenarie er en mulighed:

Syrien bliver en lille stat, centreret om hovedstaden, Damaskus, en enklave mod grænsen til Irak, og i Irak bliver der små stater omkring Basra og Bagdad samt et område i Kurdistan, og Jordan, som i forvejen har et flertal af palæstinensere, overtager måske Vestbredden med alle palæstinenserne.

Situationen er på alle måder kritisk, siger Erslev Andersen.

Situationen i Egypten er ikke god, i Libyen er den ikke god. I Yemen er det skidt, og i Irak og Syrien er det fantastisk skidt, og det samme gælder Bahrain, mens Jordan svømmer i syriske flygtninge, i Libanon har de længe haft et forretningsministerium, det er heller ikke godt. Men som man siger om Mellemøsten: Man skal bevare pessimismen.