Kampen mellem kønnene spidser til i Mellemøsten. I slipstrømmen af det kaos, Det Arabiske Forår har medført i en række arabiske lande, kæmper hele befolkningsgrupper for at finde det rette ståsted.
Islamister kæmper mod demokrater. Konservative mod liberale, og mænd mod kvinder.
To år efter de første omvæltninger, og efter at demokratisk valgte islamister har sat sig tungt eller mindre tungt på magten i Tunesien, Libyen og Egypten, er regionens kvinder begyndt at gøre status.
Opfattelsen synes at være, at foråret, ligesom på andre punkter, ikke har givet kvinderne flere rettigheder. Tværtimod, hvis man lytter til den iranske nobelpristager og kvinderetsforkæmper Shirin Ebadi. Hun har i løbet af de seneste måneder gentagne gange advaret regionens arabiske kvinder mod det, hun kalder en snigende iranisering af det arabiske oprør.
Altså en situation, hvor de arabiske landes kvinder vil blive trukket i en strengere retning og få indskrænket deres rettigheder yderligere, ligesom det skete i Iran, da præstestyret kom til magten, efter at shahen blev væltet i 1979. Hyppig voldtægt af kvinder i Kairos gader, udtalelser fra salafister om, at kvinders rolle i samfundet er ved kødgryderne, og næsten daglige skænderier for åben skærm, hvor kvinderetsforkæmpere og feminister støder panden mod stokkonservative mænds mur, er med til at pege på, at omvæltningerne har bragt kaos med sig. En påmindelse om, at regionens kvinder i hvert fald ikke har det bedre end for to år siden.
LÆS OGSÅ:Tunesere fængsles for at tegne Profeten nøgen
Professor Rivka Yadlin fra Det Hebraiske Universitet i Jerusalem har i årevis studeret feministiske strømninger i de arabiske lande. Hun er uenig med Shirin Ebadis advarsel om, at de arabiske lande begynder at ligne præstestyret i Iran. Hun mener ikke, at Iran kan sammenlignes med de arabiske lande. Og hun mener ikke, at der er grundlag for religiøst moralpoliti i de fleste arabiske lande.
Men hun er enig i, at det såkaldte forår har fået alt til at eksplodere. Især i kvindernes ansigter.
Det store problem er, at foråret har medført kaos. Der er uvished og en fornemmelse af, at der ikke er kontrol. I sådan en situation er det, jeg vil kalde for den enkeltes autonomi, eller i dette tilfælde kvindens frihed til at bevæge sig i det offentlige rum, det første offer, siger Rivka Yadlin.
Ifølge Rivka Yadlin er der to centrale faktorer, der afgør kvinderettigheder og den enkelte kvindes ret til at bevæge sig frit. Den ene er styrets syn på kvindens rolle i samfundet. Den anden er religionens og traditionens kvindesyn. Foruden kaos er det bemærkelsesværdige ved de arabiske omvæltninger, at islamister er kommet til magten. Og til forskel fra tidligere er endnu strengere islamister også kommet til orde, selvom de hører til på den religiøse yderfløj.
Som jeg ser det, har de mere islamorienterede regeringer og den stærkt øgede fokus på islam og tradition fået traditionerne til at vælte ud i samfundet, siger hun og giver et eksempel på et billede, der går igen i de forskellige arabiske lande i øjeblikket.
På den ene side bliver kvinder og piger voldtaget og chikaneret som aldrig før. På den anden side ser vi eksempler på, at kvinder, der holder sig inden for de traditionelle og religiøse rammer, hvad angår opførsel og påklædning, er i stand til at have en karriere, der endda i nogle tilfælde kan ende med en ministerstilling.
For Rivka Yadlins vedkommende er det nøglen til forståelsen af kvinders situation i de omvæltningsramte lande i det arabiske Mellemøsten.
Så længe man opfører sig i overensstemmelse med traditionen, har man næsten frit spil som kvinde. Det vil sige, at man indordner sig under de patriarkalske normer og klæder sig på en usexet måde. I det øjeblik, man træder uden for de rammer, er man offer for traditionens magt. Og glem ikke, at Egypten for eksempel er et meget traditionelt samfund, siger hun.
I traditionelle patriarkalske og muslimske samfund opfattes kvindens seksualitet som en trussel. Som en fare, der bør bekæmpes. Det mener Yadlin til dels kan forklare den enorme mængde af seksuelle overgreb på kvinder, siden omvæltningerne begyndte for to år siden.
I de meget religiøse og traditionelle samfund er seksualitet bestemt noget, der opfattes som en trussel. De mange voldtægter er samfundets eller den gængse holdnings måde at sige: uanstændige kvinder er et objekt, der kan, eller måske endda bør, såres. Traditionen siger, at kvindens mindreværdige status bør opretholdes, siger hun.
Et af de fænomener, de arabiske omvæltninger har kastet af sig, er en håndfuld meget hårde kvinderetsforkæmpere. Nogle af dem protesterer ved at demonstrere uden tøj foran arabiske ambassader i Vesten. Andre tager kampen op på hjemmebanen og kri-tiserer højlydt enhver udtalelse fra konservative politikere og enhver form for patriarkalsk opførsel. Men de hører ikke til det store flertal og vil ifølge Rivka Yadlin derfor ikke formå at trække de traditionelle og religiøse samfund i en mere liberal retning.
Læg mærke til, at mange af de kvinder, der holder sig inden for traditionens rammer og for eksempel har en karriere på arbejdsmarkedet, er meget stærke fortalere for, at det sagtens kan lade sig gøre at være en fri kvinde i Egypten, Libyen, Syrien, Tunesien eller andre af re-gionens lande. Det er blot et spørgsmål om, hvordan man definerer ordet fri, siger Rivka Yadlin og minder om, at den liberalisme, der omgiver kvinderetsdebatten i vestlige lande, opfattes som noget vulgært og absolut upassende i de arabiske lande.
Hvis det ikke er muligt at drage en parallel mellem Iran og de arabiske lande, er det i den grad ikke muligt at drage en parallel mellem Egypten og Europa. Jeg refererer til dem, der siger, at de europæiske revolutioner først førte til demokrati og kvindefrigørelse efter mange års kamp. Det kan ikke sammenlignes. I Egypten og de andre arabiske lande sidder mænd på magten, der bevidst vælger at fravælge demokratiet, som vi kender det. Valg ja, men ikke alle de andre rettigheder og friheder, der følger med demokratiet. Det er forskellen, og derfor vil det tage mange år for regionens kvinder at opnå fuld ligestilling. Hvis overhovedet, siger hun.
