Østukrainere lever mellem ruiner og håb for fremtiden

Beboerne i Slavjansk i Østukraine bygger langsomt deres tilværelse op igen efter de hårde kampe i foråret 2014. Kampene fortsætter dog ikke langt derfra

Sergej Pelepisjko foran sit gule hus. Hoveddøren er ikke skiftet ud, skudhullerne ses stadig. Det røde hus i baggrunden blev også ødelagt, men er endnu ikke blevet genopbygget. – Alle fotos: Jens Malling.
Sergej Pelepisjko foran sit gule hus. Hoveddøren er ikke skiftet ud, skudhullerne ses stadig. Det røde hus i baggrunden blev også ødelagt, men er endnu ikke blevet genopbygget. – Alle fotos: Jens Malling.

”Der lød en piften hver gang. Så gik der omkring fem sekunder, før granaten slog ned,” siger Sergej Pelepisjko.

Han står foran familiens hus i udkanten af den østukrainske by Slavjansk og udpeger stederne, hvor bombardementerne efterlod store kratere. Nabohuset ligger stadig tilbage som en afsvedet ruin.

”Bygningen brændte ned for øjnene af os,” siger 58-årige Pelepisjko.

Hans eget hjem har en pæn, pudset facade og nye vinduesrammer med blanke ruder. Hoveddøren er dog ikke skiftet ud. Inden for den rektangulære metalplade danner de tætsiddende skudhuller et spættet mønster og vidner om, at heller ikke Pelepisjkos hus gik fri, da slaget om Slavjansk rasede i maj og juni 2014.

Under de voldsomme kampe mellem prorussiske separatister og ukrainske regeringsstyrker søgte han tilflugt i kælderen sammen med sin hustru, søn, svigerdatter og barnebarn.

”Vi boede i kælderen i cirka en måned og levede af vores forråd af syltet frugt og grøntsager. Når der var en pause i skyderiet, gik vi ud, trak frisk luft, kiggede os omkring og røg en cigaret,” siger han.

Sergej Pelepisjko var heldig, at et lokalt byggefirma sagde ja til at bygge hans hus op igen uden beregning. Firmaet murede blandt andet væggene op igen, reparerede balkonerne og satte nye vinduer i, fortæller han. Langtfra alle har modtaget hjælp, og flere beboere i kvarteret er skuffede over, at den ukrainske regering ikke har gjort noget for at bistå dem. Et stort banner på et af de sønderskudte huse spørger direkte:

”Kære præsident og premierminister i Ukraine. Skammer I jer ikke over de tomme løfter om genopbygning af boliger?”.

I stedet har lokale frivillige og internationale nødhjælpsorganisationer udbedret en del skader.

Det lykkedes den ukrainske regering at genindtage Slavjansk og drive separatisterne længere mod sydøst, hvor frontlinjen nu ligger omkring 60 kilometer væk. De mange ukrainske soldater i byen minder om, at situationen endnu ikke er normaliseret.

”Hver dag kører tanks forbi her på vejen. Materiel og teknik til krigen transporteres i retning af Artjomovsk,” siger Pelepisjko med henvisning til en by tættere på frontlinjen.

Mange huse blev ødelagt under kampene om Slavjansk. Banneret på facaden spørger: ”Kære præsident og premierminister i Ukraine. Skammer I jer ikke over de tomme løfter om genopbygning af boliger?”.
Mange huse blev ødelagt under kampene om Slavjansk. Banneret på facaden spørger: ”Kære præsident og premierminister i Ukraine. Skammer I jer ikke over de tomme løfter om genopbygning af boliger?”.

Inde midt i Slavjansk spejler himlen sig i vandpytterne. De små søer dækker asfalten på rådhuspladsen. Efter at statuen af Lenin blev væltet som en del af den ukrainske regerings antikommunistkampagne i juni 2015, udgør en flok duer ovre i hjørnet nu den største attraktion. I takt med at de lokkes af brødkrummer og skræmmes af begejstrede småbørn, lander og letter fuglene med korte mellemrum.

På en bænk sidder 31-årige Anna Mjakota med sin lille datter.

”Nu er der gudskelov roligt igen. Da de værste kampe stod på, tog min mand og jeg over til mine forældre i Khmelnitskij i Vestukraine. Jeg kommer derfra. Vi boede hos dem i halvanden måned. Da vi hørte, at Slavjansk var blevet befriet, vendte vi tilbage,” siger Mjakota, der har barselsorlov fra sit arbejde som jurist.

”Jeg håber, at Ukraine igen bliver et helt land ligesom før. Jeg prøver ikke at tænke på, hvad der sker, hvis separatisterne vender tilbage. For Slavjansk ønsker jeg, at livet kan fortsætte fredeligt, at byen blomstrer, og at vi kan hjælpe flygtningene fra Donetsk (den største by i området, red.) ordentligt. Mange kommer til Slavjansk fra de områder, der er kontrolleret af separatisterne, for at åbne deres forretninger, arbejde og bo,” siger hun.

Mjakota og hendes mand vil gerne have et barn mere, men krigen påvirker familieplanlægningen.

”Vi venter lige og ser, til situationen forhåbentlig bliver mere sikker,” siger hun.

Anna Mjakota med sin datter på torvet i Slavjansk.
Anna Mjakota med sin datter på torvet i Slavjansk.

Også Dmitrij Bresjnev fik sig en slem forskrækkelse, da kampene begyndte i Slavjansk. Pludselige fik den 67-årige tidligere eliteatlet noget andet at tænke på end sport.

”Da skyderiet stod på, var vi bekymrede og bange. Jeg hørte selv skudsalverne. Det var farligt at være i byen, og mange blev dræbt. Elektricitet og vand var der ikke noget af. Butikkerne var lukkede,” siger han.

Bresjnev har kontor i en sportshal. Egentlig får han pension, men han underviser også som idrætslærer. Bag ham hænger snesevis af medaljer og vimpler fra en lang karriere.

Selvom Slavjansk ligger udsat, forholdsvis tæt på fronten, hæfter Bresjnev sig ved, at den ukrainske hær nu er i Slavjansk og sørger for sikkerheden.

”Skyderiet standsede, der er varer på hylderne igen, folk arbejder og får løn – den er godt nok ikke så høj, men alligevel.”

Til trods for en vigende interesse i de vestlige medier og nogenlunde stabilitet i Slavjansk fortsætter kampene i det østlige Ukraine, særligt omkring byerne Donetsk og Mariupol. Krigen har næsten kostet 10.000 mennesker livet. Udenrigsministre fra Ukraine, Rusland, Frankrig og Tyskland mødtes i begyndelsen af marts i Paris for at få gang i fredsprocessen, men forhandlingerne førte ikke til noget gennembrud.