Det er i dag 25 år siden, at forhandlingsprocessen mellem Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, og Israel begyndte i dyb hemmelighed.
Idéen om at kontakte PLO og diskutere en afslutning på konflikten blev udklækket i 1993 af to israelske akademikere og Israels viceudenrigsminister.
Forhandlingerne gik hurtigt fra at være et privat initiativ til officielle forhandlinger mellem Israels regering og PLO. De foregik i en norsk kursusejendom ved Oslo, ejet af fagbevægelsen.
Parterne underskrev Osloaftalen den 13. september 1993 i USA. Israels daværende premierminister Yitzhak Rabin, som siden blev myrdet for sin andel i fredsprocessen, og PLO’s nu afdøde formand Yasser Arafat gav hinanden hånden på plænen bag Det Hvide Hus under den daværende amerikanske præsident Bill Clintons brede smil.
Oslo-aftalen er en principaftale om, hvordan konflikten i løbet af fem år kan løses, men den har ikke været i nærheden af at nå sit mål i de forgange 25 år.
Kristeligt Dagblad har talt med Yossi Beilin, der var viceudenrigsminister i Israel, da aftalen blev indgået, om hans vurdering af aftalen.
Hvordan vil du i dag, 25 år efter, karakterisere Olso-aftalen?
”Det var en historisk aftale, der ændrede konflikten og Mellemøsten.”
Men fredsprocessen løb af sporet. Hvorfor?
”Vi troede, at de ’fornuftige’ kræfter ville sejre og forudså ikke, hvor ekstreme ekstremisterne ville være. Vi havde forventet protester fra israelske modstandere af processen, og eventuel vold fra de palæstinensiske modstandere. Men vi forudså ikke, at en religiøs jødisk bosætter, Baruch Goldstein, i februar 1994 ville foranstalte en massakre i en moské i Hebron. Og vi forudså heller ikke, at Hamas 40 dage efter ville iværksætte en bølge af selvmordangreb. I november 1995 myrdede en jødisk fredsmodstander så Yitzhak Rabin. Ekstremisterne vandt”.
Da processen haltede i 1995, mødtes du og Arafats højre hånd, Mahmoud Abbas (Abu Mazen), i dag leder af det palæstinensiske selvstyre, i hemmelighed og færdigforhandlede en permanent aftale, den aftale, der først skulle ligge klar i 1999. ”Beilin-Abu Mazen”-planen lå på Rabins bord, da han blev dræbt. Som fungerende premierminister ville Shimon Peres siden ikke gennemføre den uden folkets mandat. Kunne den have været gennemført?
”Hvis Peres i 1996 kort efter mordet på Rabin var gået til valg på den aftale, havde han vundet. Men han turde ikke. Han var i posttrauma efter mordet. Selvfølgelig kan vi ikke være sikre på, at det ville have kunnet lade sig gøre. Men havde vi gjort det i 1996, havde ekstremisterne på begge sider ikke haft den uendelige mulighed for at forværre situationen, som blev resultatet, da processen gik i stå. Uden proces har ekstremisterne frit spil.”
25 år efter Oslo sidder Benjamin Netanyahu på magten i Israel, og Donald Trump lover en fredsplan, men har muligvis ingen. Hvad skal der ske?
”Benjamin Netanyahu har meget intelligent ikke annulleret Oslo-aftalen, men reelt forlænget den femårige mellemperiode uendeligt. Derfor ønsker jeg, at alle institutioner som Oslo-aftalen skabte – også det palæstinensiske selvstyre – snart bryder sammen. Det vil tvinge Israel til at genindføre militærstyret og drive skoler, hospitaler og renovation og så videre. Så israelerne kan forstå, hvad prisen for besættelsen er og må stemme en anden regering ind. Det er den eneste vej tilbage til forhandling og en løsning.”