Efter at Mellemøsten i årevis har været plaget af kaos, vold og opbrud i gamle regimer, står uforudsigelighed ikke umiddelbart som den største mangelvare i regionen. Ikke desto mindre er det netop, hvad de mellemøstlige lande kan forvente mere af, efter at amerikanerne har valgt Donald Trump til deres 45. præsident.
Indtil videre holder regionens statsledere vejret efter valget, da det stadig er uklart, hvad Trump faktisk vil med USA’s engagement i regionen. Men skal man tage de løsrevne udtalelser for troende, han er kommet med om Mellemøsten i valgkampen, vidner de om, at der kan være et markant skifte på vej.
Hans mest opsigtsvækkende pointer handler om den mere end fem år lange borgerkrig i Syrien. Her har USA under Barack Obama holdt fast på at støtte de moderate oprørsgrupper og insisteret på, at præsident Bashar al-Assad skal gå af. Men for Trump er oprørsgrupperne mindst lige så slemme som Assad, og han kalder det ren idioti både at bekæmpe Assad og Islamisk Stat i Syrien.
I stedet har Trump lagt vægt på, at USA bør arbejde sammen med Rusland, der sammen med Iran er Assads vigtigste allierede, om at fordrive IS fra de syriske byer. Under Obama har forholdet mellem USA og Rusland udviklet sig stadig mere konfliktfyldt. Men det vil Trump forsøge at ændre. Han har adskillige gange givet udtryk for sin beundring for den russiske præsident, Vladimir Putin, og ønsker at skabe et langt tættere samarbejde med ham. En sådan alliance vil meget vel kunne ændre magtbalancen i den syriske krig afgørende.
Overordnet set virker det til, at Trump lægger op til en mindre aktivistisk udenrigspolitik, hvor kræfterne i stedet skal bruges på USA’s egne interesser. Han har sagt, at han er imod at blande sig i andre lande af ideologiske grunde eller for at skabe regimeændringer, og han har kaldt den amerikanske invasion af Irak i 2003 for en katastrofe.
Det er umiddelbart godt nyt for Iran. Den shia-muslimske stormagt har længe forsøgt at øge sin indflydelse i regionen, hvilket formentlig vil blive nemmere i det tomrum, der kan opstå, hvis amerikanerne bliver mindre engageret i regionen. Dog har Trump også i hårde vendinger kritiseret den atomaftale, USA sammen med en række andre stormagter indgik med Iran sidste år. Mens hans demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, var en stor fortaler for atomaftalen, understregede Trump under valgkampen, at det er hans vigtigste prioritet at få den annulleret. Det er dog tvivlsomt, om det overhovedet er muligt for USA at få den ophævet.
For palæstinenserne ser valget af Trump mere entydigt dårligt ud.
Selvom han i begyndelsen af sin valgkamp insisterede på at ville forholde sig neutralt til konflikten mellem israelere og palæstinensere, skiftede det undervejs til en kontant, pro-israelsk retorik. Og de sidste stemmer var knap talt op i onsdags, før Trump havde inviteret den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, til at besøge ham ved først mulige lejlighed.
Mens Obamas regering i årevis har set de israelske bosættelser på Vestbredden som en af de primære forhindringer for en fredsaftale, har Trumps rådgivere afvist, at bosættelserne skulle være et problem. Samtidig har den kommende præsident understreget, at han vil anerkende Jerusalem som Israels udelte hovedstad.
Det vil i praksis betyde, at en tostatsløsningen er ude af billedet, da palæstinensernes krav til en kommende stat er, at det østlige Jerusalem skal være deres hovedstad, og at en lang række jødiske bosættelser skal ryddes.
Derfor har valget af Trump også fået Israels uddannelsesminister, den nationalreligiøse bosætterpolitiker Naftali Bennett, til at erklære æraen for en palæstinensisk stat for slut:
”Trumps sejr er en mulighed for Israel for straks at opgive idéen om en palæstinensisk stat midt i landet, hvilket ville have skadet vores sikkerhed og retfær-dige sag.”