Mellemøstens kvindekamp vakler

Islamisk Stat er det værste, der er sket for kvinder i Mellemøsten, siger den fremtrædende iransk-amerikanske forsker og feminist Haleh Esfandiari

Islamisk Stats behandling af kvinder især fra det religiøse yazidi-mindretal er uden moderne sidestykke, siger Haleh Esfandiari om den ekstreme islamistiske gruppe. Her er det en stor gruppe af yazidier, der i august var fanget på Sindjar-bjerget på flugt fra Islamisk Stat. De blev undsat at kurdiske tropper. -
Islamisk Stats behandling af kvinder især fra det religiøse yazidi-mindretal er uden moderne sidestykke, siger Haleh Esfandiari om den ekstreme islamistiske gruppe. Her er det en stor gruppe af yazidier, der i august var fanget på Sindjar-bjerget på flugt fra Islamisk Stat. De blev undsat at kurdiske tropper. - Foto: Emrah Yorulmaz

I sidste uge udsendte ideologer fra den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat, IS, en pjece med retningslinjer for, hvordan gruppens krigere kan behandle deres kvindelige slaver.

Ifølge pjecen ”Spørgsmål og svar om at tage fanger og slaver” har IS-krigere lov til at tage enhver ”ikke-troende” kvinde til fange og dyrke sex med hende, hvis hun er jomfru. Er hun ikke jomfru, skal hendes livmoder først ”renses”, om end det i dokumentet er uklart, hvordan dette skal foregå. Og er hun ulydig, er det tilladt at bruge vold til at få hende til at rette ind.

Det er meldinger som disse, der får den iransk-amerikanske forsker og feminist Haleh Esfandiari til at betegne opkomsten af IS, der ønsker at oprette et islamisk kalifat i Irak og Syrien, som den værste udvikling for kvinder i Mellemøsten i nyere tid.

”Det er middelalderbarbari i det 21. århundrede, og det er et stort tilbageskridt for Mellemøstens kvinder, der i forvejen står over for enorme udfordringer i den vedvarende kamp for deres rettigheder,” siger Haleh Esfandiari, der er direktør for mellemøstprogrammet ved det internationale forskningscenter Woodrow Wilson i den amerikanske forbundshovedstad, Washington, og en fremtrædende ekspert i kvinders vilkår i Mellemøsten og Nordafrika.

Hun fremhæver et fotografi fra Syrien, der viser en række af tildækkede kvinder, bundet sammen med reb, på vej mod et provisorisk slavemarked.

Islamisk Stats behandling af kvinder især fra det religiøse yazidi-mindretal er uden moderne sidestykke, siger Haleh Esfandiari, der gennem de seneste måneder har arbejdet ihærdigt for at at skabe opmærksomhed omkring gruppens grove overgreb på kvinder især i Syrien og Irak.

”Det er ikke noget nyt, at massevoldtægter og seksuelle overgreb på kvinder bruges som et krigsvåben. Vi har inden for de seneste årtier set det i eksempelvis Bosnien, Congo og Darfur (i Sudan, red.), og krigsvoldtægt anerkendes i dag som en forbrydelse mod menneskeheden. Men den brutalitet og barbarisme, som Islamisk Stat gør sig skyldig i, er uden sidestykke. Vi taler om en gruppe, der systematisk voldtager, kidnapper, mishandler og tager slaver, og som bruger Koranen til at retfærdiggøre, at kvinder og børn er krigsbytte. Den seksuelle vold er nået et niveau, hvor den nedbryder den sociale infrastruktur i lokalsamfund og familier i store områder af Irak og Syrien,” siger Haleh Esfandiari.

Og der er en strategi bag barbariet, påpeger hun.

”Det tyder på, at Islamisk Stat rekrutterer unge mænd i både Mellemøsten og Vesten ved at lokke med fri adgang til kvinder og piger i de områder, som de invaderer,” siger Haleh Esfandiari.

Hun efterlyser større opmærksomhed om kvindernes kår i kampen mod IS.

”Vi har hørt meget om brutale halshugninger og henrettelser af tilfangetagne soldater, men gruppens barbari over for kvinder er blevet behandlet som en parentes i den større fordømmelse af IS som en terrororganisation. Det er først for nylig, at nogle arabiske og religiøse ledere er begyndt at tale om den systematiske nedværdigelse, mishandling og ydmygelse af kvinder og at pointere, at den er i strid med islam. I arabiske lande, hvor mænd altid føler sig besidderiske og beskyttende over for deres mødre, søstre, døtre og koner, er det også mændenes ansvar at fordømme IS' vold mod kvinder,” siger Haleh Esfandiari.

Hun peger på, at de piger og kvinder, der er ofre for IS' grusomheder, ofte ikke kan tale på deres egne vegne.

”Ingen pige eller kvinde i Mellemøsten bryder sig om at tale om, at hun blev misbrugt og voldtaget. Der er utrolig stor skam forbundet med sådanne oplevelser for både dem selv og deres familier, og mange udstødes af deres lokalsamfund, efter at de misbruges og bortkastes af IS. I mange tilfælde er det piger, der for blot seks måneder siden gik i skole og legede med dukker,” siger hun.

Islamisk Stat er imidlertid ikke den eneste trussel mod kvinder i den muslimske verden. Ifølge Haleh Esfandiari, der har forsket i kvinders vilkår i Mellemøsten og Nordafrika i tre årtier, er situationen nedslående. Det arabiske forår, der i 2011 fejede hen over regionen og i en stund gav håb om omfattende forandringer inden for demokrati og menneskerettigheder, har mestendels været en skuffelse, siger hun.

”Efter det arabiske forår har vi over hele Mellemøsten set nye forfatninger, som højtideligt stadfæster menneskerettigheder og kvinders rettigheder, men hvis principper ikke føres ud i livet. Det arabiske forår lykkedes ikke, og kampen for kvinders lige rettigheder lykkedes ikke. Kvinder spillede en stor rolle i opstandene under det arabiske forår, men blev marginaliseret, lige så snart overgangene til nye politiske systemer begyndte at tage form,” konstaterer Haleh Esfandiari.

I de fleste lande i Mellemøsten og Nordafrika er de basale byggesten, som et demokratisk og kvindevenligt samfund skal bygge på, ganske enkelt ikke på plads, forklarer hun.

”Man er nødt til at have en vis grad af stabilitet og sikkerhed for, at kvinder kan begynde at fokusere på at kræve og håndhæve deres rettigheder. I samfund præget af politisk og social uro samt manglende adgang til uddannelse er der sjældent overskud til, at en stærk kvindebevægelse kan trives. Det store problem over hele regionen handler om kvinders andenrangsstatus i familien, i ægteskabet og i samfundet. Med undtagelse af Tunesien og Marokko står kvinder meget svagt i de fleste lande,” siger hun.

Haleh Esfandiari, som flygtede fra Iran efter den islamiske revolution i 1979 og i 2007 sad isolationsfængslet i Teheran i 105 dage efter at være blevet beskyldt for ”deltagelse i statsfjendtlige aktiviteter”, er særligt kendt i USA som ekspert i iranske forhold. Modsat mange andre steder i regionen er kvindebevægelsen i Iran stærk, understreger hun.

”De iranske kvinder har gennem de seneste 35 år udfordret styret hver eneste dag. De er den eneste gruppe i det iranske samfund, som systematisk har strittet imod, når styret har forsøgt at gøre indgreb i deres rettigheder. Udadtil manifesterer de deres modstand i den måde, som de klæder sig på. Hvis du går ned ad gaden i Teheran i dag, ser du unge kvinder i stramt, farvestrålende tøj med hovedtørklæder, der i realiteten bare er et stykke stof. De modkæmper kønsadskillelsen på universiteter og arbejdspladser og udfordrer hele tiden de grænser, som styret sætter,” siger hun.

Det er takket være kvinderne, at det iranske samfund ikke er nedsunket i total mørke, fremfører Haleh Esfandiari. Eksempelvis, bemærker hun, var mindstealderen for, at piger kan indgå ægteskab, 18 år før revolutionen i 1979. Efter revolutionen blev den sat ned til ni år, men efter 10 års kamp lykkedes det de iranske kvinder at få den hævet til 13 år.

”Regeringen har ikke været venligt indstillet over for kvinder, men kvinderne er blevet ved og ved med at kæmpe,” siger hun.

I dag har de kompromisløse iranske høge igen rettet deres blik mod landets kvinder og deres angiveligt truede moralitet. Landets parlamentarikere er ifølge Haleh Esfandiari igen ”besat” af kvinders beklædning og sædelighed, og moralpolitiet har øget overvågningen af Teherans gader. Situationen er tilspidset efter henrettelsen i oktober af den 26-årige kvinde Rayneheh Jabbari, der trods internationale og iranske menneskerettighedsaktivisters kampagner blev hængt for at dræbe den mand, der forsøgte at voldtage hende.

Kvinder i det øvrige Mellemøsten kan tage ved lære af situationen for deres medsøstre i Iran, mener Haleh Esfandiari.

”Det iranske eksempel igennem de seneste 35 år bør tjene til advarsel for kvinderne i det arabiske forårs lande. Regimet har meget vanskeligt ved at tolerere stærke kvinder, og vi har gentagne gange oplevet, at progressive love og politikker tilsidesættes og eller blot ignoreres af politikere, der ikke tror, at kvinders rettigheder er menneskerettigheder. Iran er dog også et eksempel på, at kvinder kan kæmpe imod med vedholdenhed og sammenhold, og jeg håber, at det kan være en inspiration for resten af regionen i denne vanskelige tid,” siger hun.