Prøv avisen
Interview

Mellemøstens superfeminist: MeToo er lysår fra at slå igennem i den arabiske verden

”I Libanon kæmper vi kvinder for en juridisk ligestilling, som danske kvinder har opnået for mange år siden,” siger den libanesiske forfatter og debattør Joumana Haddad. – Foto: Christian Als/Ritzau Scanpix

MeToo-bevægelsen har rystet den vestlige kønsdebat, men langt fra opnået samme gennemslagskraft i Mellemøsten. Det skyldes en amputeret offentlig debat og en religionsdomineret region i politisk kaos, mener den libanesiske forfatter og feminist Joumana Haddad

”Spørg din næste taxichauffør i Beirut, hvad han synes om MeToo. Han vil måbe intetanende uden at vide, hvad du snakker om. Det lover jeg,” siger forfatteren og debattøren Joumana Haddad om MeToo-kampagnen, som har inspireret kvinder i Vesten til at stå frem og fortælle om seksuelle overgreb og krænkelser.

Haddad er en af Mellemøstens mest prominente feminister, og hendes bøger er oversat til 11 sprog, herunder dansk. I 2010 rystede hun den arabiske offentlighed med det feministiske kampskrift ”Jeg dræbte Sheherezade”, hvor den snedige, men også underdanige fortællerske fra ”Tusind og én Nat” måtte lade livet, så den arabiske kvinde kunne genopstå frigjort og klar til kamp mod Mellemøstens mandsdominans.

Siden har hun dannet fortrop i regionens kønskamp som kulturredaktør for Libanons førende dagblad, An Nahar, og som udgiver af Jasad, et af få magasiner om krop og seksualitet i den arabiske verden. Hun har med andre ord fingeren på pulsen i kønsdebatten, og derfor rammer hun også plet i forhold til taxien:

Den næste engelsktalende chauffør ser på Kristeligt Dagblads udsendte som en marsmand, da MeToo og feminisme bliver bragt op, og hurtigt skruer han op for bilradioen for at lukke for samtalen.

Dermed er der sat to streger under Joumana Haddads primære pointe her på kvindernes internationale kampdag: Den offentlige debat om kvindeundertrykkelse er amputeret i store dele af Mellemøsten, hvor ligestillingen enten står stille eller endda rykker sig tilbage.

”MeToo-kampagnen er chokerende i dens afsløringer, men den viser også, at Danmark og Vesten stadig er år foran Libanon og resten af Mellemøsten. I har en offentlig debat, hvor kvinder kan stå frem og fortælle om overgreb. I har et retssystem, der tager krænkelser alvorligt. Selv i Beirut, et af de mest frigjorte steder i regionen, fylder MeToo ikke meget. Flere feminister, både kvinder og mænd, har prøvet at drive den frem, men uden held. Hverken domstolene eller offentligheden tager anklager om overgreb alvorligt,” fastslår Joumana Haddad under interviewet på en café i et af Beiruts vestligt orienterede kvarterer, hvor hun trods sin røde læbestift og sine vilde, sorte krøller går godt i spænd med resten af klientellet.

I Vesten går der for tiden ikke en uge, uden at MeToo trækker endnu et navn ind i mediemøllen med anklager om sexchikane eller det, der er værre.

Joumana Haddad roser kvinderne for deres mod og ser gerne sine arabiske søstre følge trop. Men samtidig understreger hun, at prisen for at stå frem er langt højere i Mellemøsten:

”En vigtig forskel er, at I har en kultur, hvor man kan tale om disse ting, tale om MeToo. Her i Libanon ville man blive gjort skyldig for det, en mand har gjort mod dig. Udskamningen er direkte farlig for kvinderne. Deres ære, og for den sags skyld deres families ære, står og falder med deres dyd. Derfor tør meget få stå frem, selvom krænkelserne er utallige i vores samfund.”

Ifølge Joumana Haddad foregår kampen mod de patriarkalske strukturer og islamiske mørkemænd på et andet stadie i den arabiske verden.

”I Libanon kæmper vi kvinder for en juridisk ligestilling, som danske kvinder har opnået for mange år siden. I Libanon, Jordan og Tunesien kunne mænd indtil sidste år undgå straf ved voldtægt, hvis de giftede sig med kvinden. Altså blev kvinden ikke bare voldtaget, men også tvunget til at tilbringe resten af sit liv med gerningsmanden. Disse love er først blevet ophævet sidste år, og det er det vigtigste retslige skridt i lang tid i vores region. Men det viser også, hvor langt vi har igen,” siger hun.

Trods de nye love ser Haddad ikke mange tegn på, at ligestillingen bevæger sig i en mere progressiv retning.

”Jeg ser ikke store fremskridt, når jeg sammenligner i dag med, da jeg udgav ’Jeg dræbte Sheherezade’. Det er et meget langt træk at ændre de patriarkalske magtstrukturer, som ligger så dybt i vores kultur. Vi er opvokset og opdraget i nogle samfund, hvor Sheherezade desværre er symbolet på en klog kvinde. Hun skal gå på tæer om manden og forføre ham for at opnå hans respekt – ikke konfrontere ham med hans overgreb,” siger Joumana Haddad, som sidste år blev kåret som en af de 50 mest indflydelsesrige kvinder i Mellemøsten af Arabian Business Magazine.

Det er otte år siden, at hendes hidtil mest kendte bog trak overskrifter med sin indignation og opråb om en feministisk intifada i Mellemøsten. Parallelt med bogens succes gik unge arabere på gaden under det arabiske forår. Den folkelige og liberalt orienterede opblomstring, som havde sit udspring i Tunesien i 2011, har efterladt store dele af regionen i krig og kaos, og det har ifølge Haddad afmagret ligestillingskampen.

”Det arabiske forår skulle have blæst nye vinde ind i kønskampen, men religiøse ekstremister og liberale kvindeforkæmpere har selvsagt villet vidt forskellige ting med revolutionerne,” ler hun, inden stemmen bliver mere alvorlig:

”Mellemøsten er en vulkan i udbrud. Krigen i Syrien har skabt så meget armod, og kampen for kvindefrigørelse ligger langt nede på prioritetslisten. En syrisk flygtningekvinde i Libanon kan ikke føre ligestillingskamp på tom mave, hun tænker på at brødføde sig selv og sine børn. Det gør mig trist, men inderst inde forstår jeg det.”

Man kan ikke tale kvindekamp i Mellemøsten uden at nævne islam, der ifølge kritikere rummer en iboende og uafrystelig kvindeundertrykkelse. Joumana Haddad nikker, da sammenhængen mellem islams dogmatisme og kvinders rettigheder bringes ind i samtalen.

”Ja, religion og dermed også islam spiller en stor rolle i undertrykkelsen af kvinder. Især i Mellemøsten. Men jeg tror ikke, at kvinder i kristne lande er mere frie på grund af kristendommen. Jeg tror, at de er frie på grund af oplysningstankerne, og fordi kristendommen fortolkes på en moderat måde.”

Hun vil ikke afvise, at islam kan reformeres til det bedre, men foretrækker et sekulariseret Mellemøsten.

”Islam kan sagtens se anderledes ud om nogle årtier. Men for mig er det vigtigt, at der i Mellemøsten opbygges en etik, der ikke bygger på religion. Jeg ser gerne, at religion fylder langt mindre i mit land,” siger hun.

Joumana Haddad er selv opdraget i et kristent hjem i et Libanon hærget af en sekterisk borgerkrig, og for hende var en afsked med religionen nødvendig for at fuldende sit frigørelsesprojekt.

”Sekularitet er en af grundpillerne i kampen for ligestilling. Jeg respekterer religion og kristendommen, men kan ikke tilslutte mig en doktrin, hvor kvinden er skabt fra mandens ribben,” siger hun med reference til skabelsen af Eva i Første Mosebog.

Forfatterens sønderlemmende kritik af religionens og mændenes rolle i det libanesiske samfund får tilføjet endnu en dimension til maj, hvor der skal holdes parlamentsvalg i landet. Den gamle generation af politikere trænger til at blive skiftet ud, mener Haddad. Trods sin alder på 47 år oser hendes attitude stadig af oprør. Derfor stiller den feministiske rebel for første gang op til et politisk valg.

”Efter 20 års arbejde med menneskerettigheder og ligestilling er det tid at blive en del af inderkredsen i stedet for at kritisere den udefra. Stort set alle partier i Libanon knytter sig til en religion, og kun 4 ud af 128 parlamentsmedlemmer er kvinder. Det politiske system skriger på forandring, og derfor er valget i maj skelsættende” siger hun.

Den uafhængige partiliste, som forfatteren er en del af, består af lige mange mænd og kvinder, og ifølge Haddad inspirerer den skandinaviske ligestilling hende til at videreføre sin kamp gennem politik:

”MeToo-kampagnen minder os om, at kampen for kvinderettigheder aldrig slutter, heller ikke i jeres samfund. Der er progression eller regression i ligestillingen, ingen mellemting. Danmark og Skandinavien er stadig pejlemærker, som Mellemøsten bør stræbe efter at efterligne.”