Meterhøje betonklodser danner stadig en mur på tværs af vejen fra Tahrir-pladsen ned mod parlamentsbygningen. På de graffitimalede vægge rundt om pladsen ser politiske martyrer ned på de forbipasserende med påmalede skudhuller i panden. Imens suser Kairos mandagstrafik upåvirket forbi.
Snart tre år er gået, siden den egyptiske befolkning væltede præsident Hosni Mubarak efter mere end 20 år ved magten. Siden har egypterne levet under Det Muslimske Broderskabs styre, indtil militæret i sommer fulgte op på massive protester og afsatte broderskabets politiske leder, Mohamed Mursi. Men i Egypten som i de øvrige arabiske lande har revolutionen langtfra været gratis. Og især kvinderne har måttet betale prisen.
Sexchikane, diskrimination og usikkerhed er nogle af konsekvenserne af de seneste tre års revolutionære bevægelser. Og i midten af november udråbte en undersøgelse fra Thomson Reuters Foun-dation Egypten til at være det land i den arabiske del af verden, hvor det er værst at være kvinde. Det på trods af at kvinderne har spillet en central rolle i det arabiske forår og er blevet mere bevidste om deres rettigheder, lyder det fra de arabiske kvindebevægelser og eksperter, Kristeligt Dagblad har talt med.
Lige nu er det svært at associere Egypten med håb. Kvinder har deltaget i revolutionen på lige fod med mænd, men det burde være normalt og ikke noget, vi skal fejre. Det vigtige er, hvad der sker fremadrettet, siger Hind Mahmoud, egyptisk forsker og ph.d.-studerende i statskundskab ved University of Washington i Seattle.
Indtil videre tegner fremtiden ikke ubetinget lys, vurderer Hind Mahmoud. Sikkerheden er faldet, tilfældene af seksuel vold er steget, og kvinders mulighed for at bevæge sig frit rundt i det offentlige rum er svækket.
Situationen er svær. Vi sidder fast et sted mellem militarisme og islamificering. Alt i alt vil jeg mene, at de egyptiske kvinder er blevet mere bevidste om deres rettigheder i dag. Siden 2012 er ligestilling heldigvis et emne, der er blevet talt om. Men bevidsthed er én ting. At bryde fri er en anden. Jeg tror endnu ikke, mænd er klar til at sætte spørgsmålstegn ved deres egne privilegier, siger hun.
Snart skal både kvinder og mænd stemme om landets nye forfatning. Op til valget har et udvalg på 50 medlemmer arbejdet på udkastet til forfatningen heraf fire kvinder. Den tidligere forfatning fra 2012 var for Hind Mahmoud at se skrevet til og af mænd uden at give rettigheder til kvinderne. Så at fire kvinder har siddet med i forfatningsudvalget, er en fremgang, mener Hind Mahmoud.
Forfatningen fra 2012 hvilede på islamisk lov, sharia, ligesom den tidligere forfatning gjorde. Men i den forfatning, egypterne skal stemme om, står der i paragraf 11, at staten er forpligtet til at opnå lighed mellem mænd og kvinder, hvad angår alle forfatningsrettigheder. Desuden skal staten sikre den rette balance mellem kønnene i parlamentet og på lokalt plan og gøre det muligt at forene arbejde og huslige pligter samt beskytte dem mod alle former for vold.
LÆS OGSÅ: "Det er min pligt at sige nej til undertrykkelse"
Paragraffen var tidligere blevet afvist af det islamistiske parti Salafist Nour Party af frygt for kønskvoter i parlamentet, men med et flertal på 36 medlemmer af forfatningsudvalget blev paragraffen alligevel en realitet.
En af de egyptiske kvindeorganisationer, der har forsøgt at påvirke udkastet til forfatningen, er New Women Foun-dation, der har eksisteret siden 2004. I forfatningsud-kastets paragraf 2 står der dog stadig, at principperne bag sharia danner baggrund for lovgivningen. Alligevel ser New Women Foundation en forfatning, hvor sharia ikke nævnes i samme paragraf som kvinder, som en kæmpe sejr.
Det har vi kæmpet for i mange år. Ved at fjerne sharia fra den paragraf viser man, at der er sket en ændring i måden at tænke på kvinder på. Det er en stor forandring, siger May Saleh.
Og det er hun bare en blandt mange i Egypten, der har en holdning til. For de seneste tre år er et væld af organisationer og græsrodsbevægelser blomstret op i landet. Blandt dem arbejder mange for at forbedre kvinders rettigheder. Men den store politiske tumult og ikke mindst den usikkerhed, der er fulgt med store demonstrationer og militærets magt-overtag, gør det svært for organisationerne at arbejde.
Vi aner jo ikke, hvilket regime der kommer bagefter. Det primære politiske tema lige nu er egypternes sikkerhed, og derfor er det svært at trænge igennem med andre temaer som for eksempel kvinders rettigheder. Derfor befinder vi os lige nu på et meget vanskeligt stadium. Vi er nødt til at have sikkerheden tilbage, før vi kan trænge igennem med andet. Jeg håber, at vi efter valget for alvor kan begynde at arbejde igen, siger hun.
Selvom mange nok forbinder kvindebevægelsen med et vestligt fænomen langt fra de sydlige himmelstrøg, er det historisk set langtfra første gang, at kvinderne i Egypten er gået på barrikaderne for at kæmpe for deres ret.
I begyndelsen af 1900-tallet var det kampen for retten til uddannelse og skilsmisse samt kampen mod tidlige ægteskaber og polygami, der stod øverst. Det fortæller Hala Kamal, der er adjunkt i engelsk og litteratur og medstifter af organisationen Women and Memory Forum, som arbejder for at udbrede kendskabet til den rolle, kvinder har spillet i Egyptens historie.
I 1923 blev den feministiske bevægelse Womens Union oprettet, som blandt andet kæmpede for kvinders stemmeret og ligeløn. Og siden er det især adgangen til uddannelse og arbejde, der har ændret kvindernes stilling i samfundet, mener Hala Kamal.
Arbejderklassens kvinder er meget stærke. En tredjedel af egyptiske familier er forsørget af kvinder. Så rengøringsdamen, der måske for jer ligner et typisk uuddannet offer, kontrollerer faktisk familien og træffer alle beslutninger, fordi hun er forsørger, siger hun.
Alligevel ligger Egypten som nummer 125 ud af 136 lande i World Economic Forums Gender Gap Index, hvor lande bliver rangeret efter ligestilling på områder som lønninger og repræsentation i magthverv. Danmark ligger på ottendepladsen, og Egypten er desuden bagud i forhold til lande som Nepal og Burkina Faso.
Det er da også langtfra alle kvindeaktivister i de arabiske lande, der deler det optimistiske syn på den historiske udvikling og revolutionens eftervirkninger. En af dem er Alya Cherif Chammari, der er advokat og forkvinde for Collectif 95 Maghreb-Egalité i Tunesien, hvor det arabiske forår tog sin begyndelse og blev et forbillede for andre arabiske lande. Her vandt Tunesiens islamister det første frie valg, og det har slået kvinders kamp for ligestilling tilbage, mener hun.
Før revolutionen så man ingen vold mod kvinder på gaden, og det var kun få, der bar slør. Sådan er det ikke længere. Der ligger dog et udkast til forfatningen klar, der giver kvinderne mere ligestilling, men det er ikke behandlet endnu. Så det kan godt være, revolutionen mobiliserede mange mennesker, og at civilsamfundet i Tunesien står utrolig stærkt nu. Men kvinderne har betalt den største pris og vil blive ved med at gøre det, siger hun.
I 2011 var der også revolution i Libyen og opstande i Yemen, Syrien og Bahrain samt protester i Algeriet, Irak, Jordan, Marokko, Kuwait, Libanon, Mauretanien, Saudi-Arabien, Sudan og Vestsahara. Og i mange lande som Egypten er den politiske situation præget af stor usikkerhed og økonomisk tilbagegang. Et af de arabiske lande, der også kæmper med økonomien, er Jordan.
Landet figurerer ganske vist i forhold til Egypten i den bedre ende af Thomson Reuters Foundations liste over, hvilke arabiske lande det er værst at bo i som kvinde. Men Jordan ligger som nummer 119 ud af 136 lande i World Economic Forums Gender Gap Index. Og med et højt antal æresdrab, voldtægter og seksuelle overgreb er der endnu meget for kvinder at kæmpe for.
En af dem, der gør det, er Abla Abu Elbeh, som er den første og eneste kvindelige leder af et politisk parti i Jordan, det venstreorienterede Hashd Partiet.
Hun arbejder blandt andet for at få indføjet ordet køn i forfatningsparagraf 6, der siger, at alle jordanere er lige for loven uanset race og religion. Hun mener også, at kvinder skal sikres en større repræsentation i politik, selvom de er garanteret 18 pladser ud af 120 i parlamentets underhus og en fjerdedel af pladserne i kommunalrådene. Men for at ændre kvinders stilling i de arabiske lande skal der også økonomiske forbedringer til, så befolkningen er mindre presset, mener hun.
I de seneste to år er der sket forbedringer for kvinder, fordi der er blevet stillet krav om forandring. Men den dårlige økonomiske situation har slået middelklassen ihjel, siger hun.
Politisk set er der lang vej igen, mener Layla Naffa Hamarneh, der etablerede Arab Womens Organisation for mere end 40 år siden og stadig står i front for organisationen fra sit kontor i Amman.
Kvinder har for eksempel store problemer med at blive skilt, hvis deres mænd ikke vil. Hvad er det for et liv? Hvad er det for et samfund? På den måde især vedrørende familieforhold er der ingen ligestilling, siger hun.
Men ligesom i Egypten oplever Layla Naffa Hamarneh dog en større bevidsthed om og lyst til at diskutere ligestilling mellem mænd og kvinder. Også selvom det arabiske forår i sig selv har resulteret i en tilbagegang for kvinders ligestilling, vurderer hun.
Folk gik på gaden med drømme om demokrati. Efter det arabiske forår var der en åbenhed over for diskussioner om ligestilling. Kvinderne var hurtigt på banen, men vi fejlede åbenbart. Jordan er stadig et stammesamfund. Relationerne mellem mænd og kvinder er endnu meget konservative, og her er det mændene, der regerer, siger hun og fortsætter:
Nu er situationen desuden så ustabil, at der ikke er plads til at diskutere køn. Så der er ikke sket nogen fremskridt de seneste to år. Det er en skam, for det fortjener vi, siger hun.