Prøv avisen

Menneske-rettigheder til salg i Asien

Mette Holm, der er aktuel med bogen "Asien og menneskerettigheder", vil ikke gøre sig til herre over, hvilken styreform de asiatiske lande skal have. Derimod ønsker hun, at landene vil overholde menneskerettighederne. -- Foto: Polfoto.

Er kineserne ligeglade med ytringsfrihed, så længe de får køleskabe? Foretrækker vietnameserne mad på bordet frem for frie valg? Og er demokrati i Asien virkelig en by i Rusland? Asien-ekspert Mette Holm, der er aktuel med bogen "Asien og menneskerettigheder", tror på en fremtid med gradvis flere rettigheder for alle, men er ikke så sikker på, at vores vestlige forestilling om demokrati nogensinde vinder indpas

"Aung San Suu Kyi sagde til mig i et interview: "De tager dine rettigheder, din bevægelsesfrihed, dit liv bid for bid for bid. Soldaterne kommer. Du hører støvletramp i natten. Din far forsvinder og er væk i 14 måneder og kommer tilbage med stålblik i øjnene og uden en tand i munden og vil ikke sige noget. Børnene bliver sendt ud som minesøgere i oprørsområderne, og de tvangsopløser byer. Det er sket bid for bid, og folk har tænkt: Det her, det kan ikke passe. Men det passer – og forsøger nogen at ændre på det, bliver de smidt i fængsel!"."

Ordene kommer fra Mette Holm, journalist og Asien-ekspert. Og de beskriver den altunderkuende frygt og den medfølgende apati, vilkårlige overgreb og manglen på rettigheder i Myanmar (Burma) fører med sig.

Manglen på universelle rettigheder er netop det gennemgående tema i Mette Holms nye bog, "Asien og menneskerettigheder – en vejviser til udvalgte lande". Bogen er tænkt som en slags udvidet rejseguide til folk, der gerne vil vide mere om den politiske og menneskelige situation i et land, før de rejser dertil på ferie eller forretning.

Mette Holm har beskæftiget sig med Asien i 30 år. Ud over at have boet og arbejdet i Kina som korrespondent for Jyllands-Posten og DR P1?s Orientering har hun arbejdet for Institut for Menneskerettigheder – og i den forbindelse blandt andet søsat et populært radioprogram om rettigheder i Cambodja.

Det er da også i samarbejde med instituttet og Det Udenrigspolitiske Selskab, at hun nu har samlet erfaringerne i "Asien og menneskerettigheder".

Blandt bogens 14 udvalgte lande, der inkluderer Bangladesh, Indien, Nepal, Thailand, Cambodja, Laos og Kina, går kun Taiwan, Mongoliet og Bhutan helt fri for fordømmelse af frygtbaseret regeringsstyre.

"Taiwanerne tog hurtigt demokratiet til sig – og gjorde derved enhver snak om, at ?asiaterne ikke egner sig til demokrati? til skamme," skriver Mette Holm om Taiwans kovending fra diktatur til demokrati i begyndelsen af 1990?erne efter ophævelsen af den 38 år lange militære og civile undtagelsestilstand, mens Vietnam under overskriften "Statsautoriseret uafhængighed, fred og glæde" får roser med på vejen for den kolossale omvæltning fra ludfattig, krigshærget og splittet stat for få årtier siden.

"Min pointe er, at Vietnam trods kommunistisk etpartistyre respekterer befolkningen mere, end nabolandene gør," forklarer Mette Holm.

"Asien og menneskerettigheder" starter med et kort historisk rids over menneskerettigheder og demokrati – og genoptager debatten om asiatiske værdier i modsætning til den vestlige definition på demokrati. En forskel, Malaysias tidligere leder, dr. Mahatir Mohammad, i bogen citeres for at forklare med den kulturelle forskel, at mens borgerne i Asien er til for samfundet, er samfundet i Vesten til for den enkelte borger.

"Sikkert er det, at vi i Vesten har mere fokus på individets rettigheder, mens man i Asien fokuserer mere på samfundets bedste," siger Mette Holm og peger på Singapore som et land, hvor politikken tilpasses magtelitens behov, og befolkningen "er gjort af formbart stof".

I Vesten er vi tilbøjelige til at sætte lighedstegn mellem demokrati og menneskerettigheder. Men når talen falder på Asien, vægtes stabilitet, økonomisk fremgang og retten til at tjene penge generelt langt højere end demokratiske rettigheder som religionsfrihed, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed.

"Spørg folk i Kina, om de foretrækker materielle goder eller retten til frie valg, og langt de fleste vil stadig fravælge politiske rettigheder for en bedre levevis," siger Mette Holm, der tilføjer, at 75-80 procent af kineserne ser dødsstraf som en garanti for sikkerhed og stabilitet snarere end som brud på menneskerettigheder. Ligeledes i Taiwan, hvor justitsministeren i marts måned gik af, da hendes forslag om at afskaffe dødsstraffen blev stemt ned med et brag i parlamentet.

"Taiwanerne vil – ligesom kineserne – først og fremmest leve i fred, og dødsstraffen tjener til afskrækkelse," forklarer Mette Holm.

Da hun dækkede studenteroprøret på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989, talte Mette Holm med en flok studerende om demokrati – og spurgte dem blandt andet, om frie valg i et demokratisk Kina ifølge deres opfattelse betød stemmeret for alle kinesere.

"Og det afviste de blankt, for de fattige bønder ville jo ikke vide, hvem de skulle stemme på. Så demokrati i deres øjne var begrænset til eliten. De demonstrerede for demokrati, men for en helt anden demokratiopfattelse end den, vi har i Vesten. Vores værdisæt og de begreber, vi normalt forbinder med demokrati, vinder ikke helt genklang i Asien."

Men, tilføjer Mette Holm:

"Så kan man sammenligne med de demokratier, vi kender i dag, vores eget eller i det gamle Grækenland, det gamle Rom eller i England, hvor det var frie mænd uden gæld, der havde stemmeret. For os nu er det en fremmed tanke, at folk ikke har borgerrettigheder, men det er altså kun knap 100 år, vi kvinder har haft stemmeret i Danmark."

Ved det netop overståede valg i Myanmar havde landets buddhistiske munke ingen stemmeret; derimod blev de truet til at fortælle folk, at de skulle stemme på den regerende militærjuntas parti, USDP. Samtidig sidder mindst 250 munke fængslet for deres deltagelse i demonstrationer imod regimet. Militærjuntaen tramper med andre ord rundt i fattige, magtesløse burmeseres rettigheder, der burde være sikret gennem internationale FN-konventioner.

"De terroriserer folk med vilkårlighed," siger Mette Holm om generalerne, der – hvad enten de bærer uniform eller er trukket i civilt – styrer landet med hård hånd.

"De benytter sig af nogle metoder, som vi andre er meget tæt på ikke at kunne forstå. De chikanerer folk indirekte ved at slå ihjel eller tortere personer omkring dem, de vil ramme, og på den måde kan du kue folk helt. Det er det, de har gjort – helt systematisk med angiveri og chikane – ved at slukke for strømmen for eksempel. Det er bare sådan en lille ting, men de har gjort det i 50 år."

Men hvor langsomt det end går, så forandrer verden sig, hvilket illustreres af Mette Holms næste sætning:

"Jeg tror ikke, man kan lave det nummer med forkælede kinesiske enebørn – altså den kommende generation i byerne. Det bliver sværere i fremtiden at løbe om hjørner med en stærkere middelklasse i Asien."

Også selvom asiaterne tilsyneladende er villige til at sælge deres rettigheder for materielle goder?

"En middelstand stiller flere krav end en analfabetisk, undertrykt bondestand. Hvis vi kigger på Kina, så skelede de jo meget til Sovjetunionens sammenbrud – og konkluderede, at det med at give politisk frihed før økonomisk fører til ustabilitet. ?Det her, det gør vi bare ikke,? sagde de til sig selv: ?Nu sørger vi i stedet for, at folk er glade og kan få mad og røremaskiner og biler og knallerter, for så må man formode, at de ikke bliver så utilfredse?. Man konkluderede, at den politiske utilfredshed kunne tøjles, så længe folk fik – og får – materiel fremgang, og det har jo vist sig rigtigt – også i lande som Singapore, Taiwan og Vietnam."

I den forstand er demokrati i Asien altså en by i Rusland?

"Ja, det kan man godt sige. Men tingene forandrer sig jo – bare ikke nødvendigvis i det tempo og i nøjagtig den retning, vi i Vesten med vores tiptop, ægte flerparti-demokrati mener, er bedst," siger Mette Holm.

Derimod rykker Asien tættere og tættere på totalitærstaten Singapore, hvor både uddannelsesvæsenet, sundhedsvæsenet og økonomien snildt kan måle sig med de bedste i Vesten, men hvor regeringen har oprettet en "venlighedsbevægelse", der skal "ændre folks vaner, så de opfører sig som borgere i Den Første Verden og ikke som tredjeverdensborgere, der spytter og smider affald over det hele", som landsfaderen Lee Kuan Yew har udtrykt det.

Bogens kapitel om Singapore – under overskriften "?Vejledt? demokrati" – fortæller om et samfund, der indtil for få årtier siden var en "ligegyldig vorte på den malaysiske halvø", men som nu er "et regionalt økonomisk kraftcenter med sprudlende økonomi og stramtsiddende politisk spændetrøje". Det fortæller om et asiatisk mirakel, hvor 93 procent af befolkningen kan læse og skrive, hvor folket kan forvente at leve i 82 år (mod den danske gennemsnitslevealder på 78,3), men også om et land, hvor ét parti og én familie har haft monopol på den politiske magt siden 1959, hvor formynderi regerer, medierne øver selvcensur, og oppositionen bliver sagsøgt for injurier, bagvaskelse og ærekrænkelser. Singapore har – skriver Mette Holm – en "fin forfatning, der sikrer ytringsfrihed – blot den ikke anfægter nationens sikkerhed, den offentlige orden og moralen." En paraply, der dog dækker over debat om alt fra race og religion til prisstigninger og retsvæsen.

Kapitlet er interessant, netop fordi Singapore fremstår som et lysende eksempel for resten af Asien. Er den vestlige verden skeptisk over for Singapores "vejledte" demokrati, hvor det enkelte menneske må bøje sig for samfundets bedste, er de asiatiske naboer nemlig mildest talt begejstrede. Ikke mindst Kina:

"Især det skarpe fokus på samfundets politiske stabilitet, det ledende partis uindskrænkede magt og den økonomiske dynamik tiltaler," skriver Mette Holm.

Men hvorfor er kravet om velstand tilsyneladende så meget vigtigere for befolkningerne i Asien end kravet om demokrati?

"Vi taler om fattige folk, som måske sulter og har det meget hårdt. Der er ikke meget oprør i dem. Det er jo ikke det første, man tænker på, når man vågner om morgenen, hvis man ikke kan give børnene mad. Altså, man tænker muligvis nok, at man gerne ville have det på en anden måde, men man er nødt til at have et overskud for at demonstrere," forklarer Mette Holm.

At hun har ret i sin analyse, illustreres af en udtalelse til månedsmagasinet The Irrawaddy fra den burmesiske oppositionspolitiker Khin Maung Swe, der forud for det nyligt overståede valg var med til at splitte oppositionslederen Aung San Suu Kyi?s Nationalliga for Demokrati (NLD):

"Demokrati indføres ikke fra den ene dag til den anden, ligesom militærregimet ikke forsvinder i løbet af én nat. Kun gennem middelklassens vækst kan vi bygge et stærkt fundament for demokrati. Så vi fokuserer på ?økonomisk demokrati? først. Derefter kan vi gå videre til ?socialt demokrati? og ?politisk demokrati?."

Mens NLD boykottede valget, stillede udbryderne op med 161 kandidater i det nystiftede parti NDF (National Democracy Force) – og med en politik om samarbejde frem for boykot. Khin Maung Swe er desuden en varm fortaler for en ophævelse af udlandets rejserestriktioner og økonomiske sanktioner mod Myanmar. I stedet ønsker han at se flere udenlandske turister lægge vejen omkring Myanmar. Turister, som dermed vil lægge en skilling i hårdtprøvede private burmesiske hænder og langsomt, men sikkert bane vej for mindre armod og mere opbakning til modstand.

Ligesom det er sket i nabolandet Thailand gennem de seneste 25-30 år.

Knallerterne i gaderne og parabol-antennerne på husene afslører, at selv landbefolkningen i både Thailand, Kina, Cambodja og Vietnam har fået langt bedre levevilkår gennem de seneste årtier – langt bedre materielle vilkår i hvert fald.

Men beder man Mette Holm nævne de asiatiske lande, hvor de politiske ledere respekterer befolkningernes vilje i stedet for at regere med bind for øjnene og knyttet jernnæve, kan hun reelt kun pege på ét: Bhutan, hvor kongen i 2008 afviklede det enevældige monarki til fordel for demokrati imod befolkningens ønske.

Men selv i harmoniske Bhutan er demokratiet klemt:

"Inden indførelsen af demokratiet landsforviste Bhutan flere end 100.000 bhutanere af nepalesisk afstamning – formentlig for at de ikke skulle få demokratisk indflydelse," siger Mette Holm og tilføjer, at domstolene kører efter egne principper:

"Anklagede har ikke ret til en forsvarer. Man går ud fra, at dommeren alligevel ved, hvad der er bedst for den anklagede. Og systemet virker udmærket, men det kræver jo, at det er nogen med en vis respekt for almindelige mennesker og en vis sikkerhed på hånden, der dømmer. Det er ikke et særlig tillidsvækkende koncept."

Gradbøjningen af demokratibegrebet er netop årsagen til, at Mette Holm igen og igen nævner tredelingen af magten. Her står det nemlig skralt til mange steder i Asien:

"Der er et fravær af de institutioner, der normalt bærer et demokrati. Et land som Cambodja kalder sig demokratisk, men er et skoleeksempel på, at demokrati ikke duer uden den nødvendige, uafhængige deling af magten i udøvende, dømmende og lovgivende. Premierminister Hun Sen regerer med hård hånd, og i praksis er der frit lejde for de forskellige gennemkorrupte politistyrker til at forfølge og endda skyde kritiske journalister, chikanere oppositionen og være involveret i ulovlig skovning, smugling og så videre. Undersøgelser viser, at cambodjanerne betragter politiet og retsvæsenet som de mest korrupte institutioner overhovedet."

Korruption og magtmisbrug er også fremtrædende i "verdens største demokrati", Indien, der får karske ord med på vejen. Under overskriften "Incredible India – på godt og ondt", der spiller på det slogan, Indien bruger i sin statslige charmeoffensiv på internationale tv-stationer, hæfter Mette Holm sig ved, at få har for meget – inklusive universitetsgrader fra Oxford og svimlende, vulgære rigdomme – mens hundreder af millioner har for lidt.

"I Kina er 400 millioner mennesker blevet løftet ud af fattigdommen de seneste 25 år; i Indien er det tilsvarende tal 19 millioner. Efter international målestok lever op imod 80 procent af inderne under fattigdomsgrænsen," siger Mette Holm, der i bogen skyder skylden på landets hierarkiske samfundsstruktur:

"Indiens udemokratiske kastesystem er at sammenligne med regulær apartheid og bidrager til at fastholde den forvredne balance," skriver hun og konkluderer:

"Det er enhver stats pligt at tage vare på sine borgere. Sådan er det ikke i Indien. Den meget hårde dom er, at 60 års demokrati i Indien ikke har leveret social udvikling, sikkerhed eller vækst til flertallet, men kun til en snæver elite."

Dermed kan man diskutere, om demokratiet har gjort meget for befolkningerne i de asiatiske lande, hvor det – i hvert fald på papiret – er indført, og om et gradbøjet demokrati er den rette vej fremad for verdensdelen.

"Jeg vil meget nødig gøre mig til herre over, hvilken styreform folk skal have. Det, jeg altid ønsker for folk, er rettigheder," siger Mette Holm.

mjensen@k.dk