Et sted derude findes en mand, som den amerikanske psykolog og hjerneforsker Abigail Marsh skylder sit liv.
Hun kender ham ikke. Faktisk ved hun ikke engang, hvad han hedder. Hun ved bare, at han ligner Hollywood-skuespilleren Idris Elba. Og så ved hun, at det sandsynligvis er på grund af ham, at hun ikke mistede livet på en af staten Washingtons mest trafikerede motorveje for godt 20 år siden.
Det varen sen sommeraften i 1995, og den dengang 19-årige Abigail Marsh var på vej til sin hjemby Tacoma fra Seattle i sin mors bil. Hun var næsten fremme, da en hund pludselig løb ud foran bilen, og før hun nåede at tænke sig om, havde hun revet hårdt i rattet i sit forsøg på at undvige hunden. Men da bilen lynhurtigt drejede et par gange rundt om sig selv og alligevel ramte hunden, landede bilen i den yderste af motorvejens fem vejbaner – med fronten mod køreretningen.
Chokeret og handlingslammet mærkede Abigail Marsh nu, hvordan bilerne drønede forbi hende. Hendes bil stod placeret sådan, at den ikke var synlig for andre bilister, før de kom helt tæt på. De nåede derfor kun lige at styre uden om hende i sidste øjeblik.
Abigail Marsh gik mere og mere i panik. Hun kunne ikke få bilen til at starte. Det var før mobiltelefonens opfindelse, og hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun var sikker på, at hun skulle dø.
Men pludselig kom en mand løbende. Han bankede på ruden i passagersiden og spurgte:
”Har du brug for hjælp?”. Abigail Marsh kunne ikke andet end at nikke nervøst. Det lykkedes manden at få gang i motoren og kørt bilen ud i nødsporet, hvor hans egen bil holdt parkeret.
Det var her, det gik op for Abigail Marsh, at han måtte være løbet tværs over de fem vejbaner gennem den travle trafik i den mørke aften for at nå frem til hende.
Da han havde sikret sig, at Abigail Marsh klarede sig, gik han igen.
”Jeg tror slet ikke, jeg fik sagt tak, og jeg nåede ikke at få hans navn,” fortæller Abigail Marsh, som i dag er 42 år.
Hun er hjerneforsker og professor i psykologi ved Georgetown Universitet i Washington D.C. For nylig udgav hun bogen ”The Fear Factor” (Frygt-faktoren) om sine mange års forskning i altruisme. Et begreb, der defineres som en frivillig, risikabel handling, som er motiveret af at ville hjælpe et andet individ.
For siden den sommeraften i 1995 har Abigail Marsh ikke kunnet glemme det, denne vildtfremmede mand gjorde for hende. Og hun har haft svært ved at forstå, at han tilsyneladende ingen intentioner havde om at fremstå særligt barmhjertig og heltemodig, for han fortalte intet om sig selv, og hun så ham aldrig siden.
”Det, der skete den aften, er en af den slags oplevelser, som lagrer sig i en for altid. Tænk at denne mand på et splitsekund besluttede, at han ville hjælpe mig, en fremmed, selvom han risikerede sit liv ved at gøre det. Det er den mest klokkeklare definition på det, jeg vil kalde ’ekstraordinær altruisme’, fordi den selvopofrende handling kommer en fremmed til gode,” siger Abigail Marsh og fortsætter:
”Jeg tror ikke, man kan undgå at få et grundlæggende optimistisk syn på menneskets natur, og hvad vi er i stand til, efter sådan en oplevelse.”
Lige så længe, som der har været psykologer, biologer, økonomer og filosoffer til, er det blevet diskuteret, hvorvidt mennesket i sin natur er grundlæggende egoistisk eller altruistisk. Mange har gennem tiden forholdt sig skeptisk, hvis ikke direkte afvisende til, om der overhovedet findes gode gerninger, som ikke er drevet af nogle former for egoistiske interesser.
I Platons ”Republik” fra 380 før Kristus diskuterer Sokrates emnet med sin bror, Glaucon, som insisterer på, at mennesket kun opfører sig godt eller barmhjertigt af egoistiske årsager. At folk kun gør det rigtige og det gode, fordi de frygter at blive opdaget eller straffet. Glaucon hævder, at hvis vores handlinger var usynlige for andre, så ville selv den mest retfærdige mand handle til sit eget bedste uden at tænke på, om det kunne skade andre.
Også biologien sætter spørgsmålstegn ved menneskets evne til at handle udelukkende i andres interesse. Abigail Marsh indleder sin bog med at beskrive Charles Darwins evolutionsteori og principperne om naturlig selektion og Survival of the Fittest, som hun kalder ”en af de mest solide naturlove, vi har”. Og ifølge den teori, burde altruisterne jo for længst være udkonkurrerede og uddøde, skriver Abigail Marsh.
”Men alligevel eksisterer den ekstraordinære altruisme. I hvert fald hos nogen mennesker. Det har jeg jo selv oplevet,” siger hun.
Abigail Marsh begyndte sin forskning i altruistisk adfærd med at studere hjernerne hos mennesker med psykopatiske træk. Altså mennesker, som mangler evnen til at føle empati.
”Min idé var, at der måske ikke kun findes psykopater og almindeligt empatiske mennesker, men at skalaen måske bevæger sig længere, end vi hidtil har troet. Måske findes der mennesker, som er så empatiske, at man kan tale om, at deres hjerner er direkte antipsykopatiske,” siger hun.
Hun fortsatte studiet ved at undersøge hjernerne hos anonyme nyredonorer.
”Det er en af de mest altruistiske handlinger, jeg kan komme i tanke om. At donere en nyre er oftest en meget lang og smertefuld proces, langt mere end for eksempel bloddonation. Man bliver ikke betalt, og det foregår anonymt. Derfor opnår man ikke en øget social status eller andre personlige fordele ved det,” siger Abigail Marsh.
Og hendes resultat var opsigtsvækkende. Hun opdagede, at der faktisk er en forskel på den genetiske sammensætning af hjernerne hos de to grupper.
I hjernen findes en klynge af nerver, som kaldes ”mandelkernen”, fordi den har form som en mandel. Mandelkernen er vigtig for vores evne til at producere følelser, fortæller Abigail Marsh. Hos de anonyme nyredonorer var mandelkernen helt op mod 20 procent større end hos psykopaterne. Samtidig foretog hun en test, hvor begge grupper blev bedt om at kigge på billeder af angste og sorgfulde ansigtsudtryk. Her strømmede blodet langt hurtigere til mandelkernen hos nyredonorerne.
Derfor mener Abigail Marsh, at det at ofre sig selv for fremmede i hvert fald til dels ligger i generne.
Senest har hun forsøgt at finde svar på, hvor vores verden er på vej hen i forhold til altruisme. Bliver vi mere eller mindre villige til at ofre os selv for andre?
Et nyt omfattende studie fra 2017 viser, at individualismen lige nu er i vækst på verdensplan. Studiet, som er foretaget af amerikanske psykologer fra forskellige universiteter, består af data fra 78 lande, som viser, at individualismen er øget med 12 procent på verdensplan siden 1960.
Det er den blandt andet, fordi vi nu i stigende grad sætter venner højere end familie, og at mange mere end tidligere værdsætter frihedsrettigheder, for eksempel retten til at udtrykke sig frit. Værdier, som alle associeres med individualisme.
Og fordi vi lever i en mere individualistisk kultur, kunne man måske fristes til at tro, at vores empati for andre mennesker også bliver mindre. At de altruistiske, selvopofrende gerninger bliver færre.
Men sådan ser Abigail Marsh ikke på det. Tværtimod mener hun, at den ekstraordinære altruisme, altså motivationen for at hjælpe og måske endda sætte livet på spil for fremmede mennesker, trives særlig godt i en individualistisk kultur.
”Der er mange ulemper ved individualistiske kulturer, men det er et faktum, at de lande, som er mest individualistiske, også er dem, som giver flest penge til velgørenhed. Derfor er det vigtigt, at man ikke forveksler individualisme med egoisme. Oprindeligt var de fleste samfund kollektivistiske. Det vil sige, at man først og fremmest sørgede for sin familie og andre mennesker, som man var nært forbundet med. Men i takt med, at verden er blevet rigere, har vi fået en større frihed til at vælge at hjælpe mennesker, som vi ikke kender. Mennesker, som måske bor i et helt andet land, eller som tilhører en anden religion. Kort sagt sker det ud fra tanken om, at en fremmed kan være en ven, som vi bare ikke har mødt endnu,” siger Abigail Marsh, og fortsætter:
”Det kan være godt at huske i en tid, hvor der oftest er fokus på menneskehedens grusomheder. Jeg tror, at der finder flere selvopofrende gerninger sted hver dag, end vi lige regner med eller lægger mærke til. For det ligger jo netop i altruismens natur ikke at gøre væsen af sig selv,” siger hun.
”Men der er også altruistiske gerninger, som foregår lige for næsen af os. Måske fordi de netop kræver offentlighedens opmærksomhed. Historiske eksempler på kendte altruister er for eksempel Nelson Mandela og Mahatma Gandhi. Et af de bedste nutidige eksempler er i mine øjne Malala Yousafzai (pakistansk aktivist, red.). De mange nødhjælpsarbejdere rundt omkring i verden, som hver dag sætter deres eget liv på spil i epidemi- eller krigsramte områder, er også altruister.”
