Menneskerettighedsdomstol skal vurdere morderes livstidsdomme

Storkammeret ved domstolen i Strasbourg har accepteret at behandle prøvesager fra britiske mordere, som er fængslet på absolut livstid

Muligheden for, at Menneskerettighedsdomstolen kan ændre på princippet om absolut livstid, er ikke populær i Storbritannien.
Muligheden for, at Menneskerettighedsdomstolen kan ændre på princippet om absolut livstid, er ikke populær i Storbritannien.

I 1985 myrdede Jeremy Bamber fem medlemmer af sin egen familie. En gerning, han blev idømt fængsel på absolut livstid for. Han er en af 43 indsatte i britiske fængsler, som er fængslet på absolut livstid.

Dommen indebærer, at gerningsmændene ikke kan blive løsladt efter at have udstået en minimumsstraf. Kun justitsministeren kan sætte dem fri, og kun hvis de bliver uhelbredeligt syge eller på anden måde ikke kan udgøre en fare.

LÆS OGSÅ: Første kvinde anklaget for krigsforbrydelser

Men den absolutte straf er en krænkelse af menneskerettighederne, mener Jeremy Bamber, som sammen med to andre mordere har bragt sin sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Deres sag er allerede hørt ved en lavere instans ved Menneskerettighedsdomstolen. Men afgørelsen var så tæt fire dommere mod tre at domstolen mener, at der er basis for at tage den op ved den højeste instans, Storkammeret. Her skal de 17 dommere afgøre, om den livslange straf er en umenneskelig eller nedgørende behandling eller straf, som er i strid med den europæiske Menneskerettighedskonvention.

I sidste uge behandlede appelretten i London også princippet om domme på absolut livstid. Her nåede dommerne frem til, at principperne i straframmen fortsat skal gælde.

Det er en meget streng straf, som er forbeholdt usædvanlig alvorlig kriminalitet, lød afgørelsen.

Muligheden for, at Menneskerettighedsdomstolen kan ændre på princippet om absolut livstid, er ikke populær i Storbritannien.

En af mest markante stemmer er Nick Herbert, tidligere konservativ minister med ansvaret for politiet.

Da dødsstraffen blev afskaffet, sagde parlamentet, at en straf på livstid skulle være på livstid for de værste gerninger. Det har vore domstole holdt fast i. Men nu kan en fremmed domstol tilsidesætte vore egen institutioner og kræve disse mordere sat på fri fod, advarer Nick Herbert i den britiske avis Daily Mail.

Her gør han det også klart, at han mener, at briterne skal melde sig ud af samarbejdet med domstolen, fordi den gentagne gange tilsidesætter britisk lov.

Og hvad med den umenneskelige behandling, som disse særligt modbydelige mordere udsatte deres ofre for, spørger Nick Herbert.

Kommentator og tidligere fængselsinspektør John Podmore fremhæver i den britiske avis The Guardian, at nok er der under 50 indsatte med dommen absolut livstid, men på grund af et kafkask brug af ubegrænsede domme har over 12.000 indsatte forskellige andre former for livstidsstraffe, som i praksis også varer livet ud.

John Podmore peger på, at en del bliver løsladt, når de har udstået deres minimumsstraf, mens andre forbliver fængslet. Enten fordi de vurderes at være til fare for offentligheden, eller fordi de har så svære indlæringsvanskeligheder eller mentale problemer, at de ikke er i stand til at klare sig uden for fængselsmurene.