Han kan stadig undre sig over, hvorfor han selv var så heldig, at nogle fremmede voksne mennesker var villige til at sætte deres eget liv på spil for at passe et lille jødisk drengebarn i det besatte Amsterdam under Anden Verdenskrig. Hvad var det for en medfølelse, der bevægede dem og fik dem til at tage vare på den otte måneder gamle Abram, da hans forældre, Henny og Meijk de Swaan, i 1942 måtte gå under jorden for ikke at blive taget af nazisterne.
”Hvorfor gjorde de det? Hvordan kunne de føle sig så knyttet til mig, at de beskyttede mig, helt til krigen var slut, selvom det var farligt for dem?”, spørger den 76-årige hollandske professor emeritus i sociologi ved Amsterdam Universitet.
Og fortsætter uden at forvente svar, fordi hans anliggende ikke er ham selv, men et forsøg på at vise, at han var heldig. Medfølelse er ikke givet på forhånd, når forfølgelsen raser. Tværtimod er medfølelse ifølge Abram de Swaan en af de følelser, som lettest opløses. Og som sådan en af årsagerne til, at såvel masseudryddelsen af jøderne som andre folkedrab har fundet sted. Finder sted lige nu i Myanmar med forfølgelsen af rohingyaerne. Og vil finde sted igen.
”Vi ved meget lidt om gerningsmændene bag massedrab. Det er det sikreste job i verden. De færreste af dem havner i retten. Men det, vi ved fra afhøringer, er, at de ikke ejer medfølelse. De har muligvis omsorg for mennesker meget tæt på dem, men den rækker ikke videre ud,” siger Abram de Swaan, der i sidste uge var i Danmark for at holde foredrag på en konference om forebyggelse af folkedrab i anledning af 75-året for redningen af de danske jøder.
”Der sker hurtigt en forråelse. Man vænner sig til brutaliteten og betragter ofrene som mindreværdige mennesker, det er i orden at behandle dårligt. I gerningsmændenes selvforståelse er det ikke dem selv, der mangler medfølelse – det er ofrene, der ikke er værdige til den.”
Den hollandske sociolog begyndte at forske målrettet i folkedrab og andre massedrab i 1995 under Balkan-krigene. Han forstod ikke, hvordan de etniske udrensninger kunne få det omfang og har siden søgt et svar på, hvad der driver massemordenes maskineri. Det sværeste i den ligning er det enkelte menneskes handlemåde.
”Der er bred enighed om, at gerningsmændene er almindelige mennesker, der begår ualmindelige ting under ualmindelige omstændigheder. Men det er ikke tilstrækkeligt at sige, at folk på et tidspunkt ikke længere opfører sig normalt på grund af unormale vilkår,” siger Abram de Swaan.
Han peger på, at der som udgangspunkt er to slags gerningsmænd: dem, der har tilsluttet sig frivilligt, og dem, der er blevet tvunget med. Men de deler sig igen i to grup
per: de ivrige og de modstræbende. Og så alle medløberne.
”Det enkelte menneskes personlighed spiller en rolle for, hvem der er mest tilbøjelig til at deltage i massedrabet. Bortset fra manglen på medlidenhed ser det ud til fra de vidneudsagn, vi har – og dem skal vi være kritiske over for, fordi folk også iscenesætter sig selv – at deres samvittighed kun omfatter en begrænset gruppe mennesker: deres familie, deres krigskammerater, deres overordnede. Desuden er det meget gennemgående i deres historier, at de uhyrligheder, de har været med til, altid ’blot var noget, der skete’. Det er slående, hvordan det bliver fremstillet som om, at de ’bare’ er flydt med. De har angiveligt aldrig selv truffet en beslutning om at deltage, men befandt sig ’bare’ pludselig der, hvor det skete.”
Abram de Swaan nævner en enkelt sjælden undtagelse, som han er stødt på i sit arbejde. Det var en SS-officer, der efter at have været ved Østfronten kom til udryddelseslejren i Auschwitz og konstaterede, at ”dette er ikke et sted for min mors søn”.
”Det var modigt sagt, og han slap formentlig kun af sted med det, fordi han kom lige fra Østfronten, men det interessante er også, at han påberåber sig sin mors moral. Han kan ikke selv sige direkte fra, men går omvejen over sin mor.”
Hvor modet kommer fra hos de mennesker, der som SS-officeren nægter at udføre en ordre eller på anden måde hjælper ofrene i stedet for at deltage i forfølgelsen af dem, er uhyre svært at sige noget om, lyder det fra Abram de Swaan:
”Vi ved det ikke. Man skal næsten over i religiøse kategorier for at sætte ord på. Det virker som en form for nådegave, det modstandsdygtige menneske har fået. De fleste af os har modstandskraften i os, men vi har også medløberen, og hvad der vinder, er uforudsigeligt.”
Kan man så overhovedet forhindre nye folkedrab og masseudryddelser?
”Vi kan kun prøve at blive bedre mennesker. Alle religioner og kirker forsøger at lære os at vise omsorg og medmenneskelighed, og måske kan man fremme sin modstandsdygtighed gennem den slags mentale øvelser. At man skal værne om næsten. Om det så også lykkes, når man synes, at næsten er en bandit, er det åbne spørgsmål,” siger Abram de Swaan.
Mere overordnet peger han på vigtigheden af, at vi som mennesker får så mange og korrekte informationer som muligt om den krise eller krig, der foregår. Hvis sandheden forsvinder, forsvinder de sædvanlige normer og værdier også let, fordi man begynder at basere sin opfattelse af andre mennesker på holdninger snarere end fakta. Så bliver jøderne – eller bosniakkerne, tutsierne og rohingyaerne – til stereotype fjender, som der er fri jagtret på.
”Det er afgørende, at vi ikke lukker vores øjne og ører. Det er afgørende, at vi støtter journalister og andre reportere, som forsøger at bringe oplysninger frem. Og så må vi holde fast i retssamfundet som en fundament for vores handlinger,” siger Abram de Swaan somsit bedste bud på, hvordan vi som mennesker og europæere kan undgå nye brutale udryddelser.