Han var angiveligt med til at udforme Tanzanias våbenskjold, men det sikrede ikke den 86-årige Francis Maige Kanyasu nogen særlig opmærksomhed blandt de knap 4,5 millioner indbyggere i Dar es-Salaam, Tanzanias største by og administrative hovedstad. Francis Maige Kanyasu boede alene i sin blikhytte i slumområdet Malapa, og da han døde på det offentlige sygehus Muhimbili i centrum af byen, måtte myndighederne annoncere efter hans slægtninge for at få dem til at tage sig af begravelsen.
De endte med at dukke op, og Francis Maige Kanyasu ligger nu begravet i landsbyen Nange 1000 kilometer væk i det nordlige Tanzania. Hvordan den gamle mand forsvandt i glemsel og fattigdom i storbyen, langt væk fra sin familie, forsøgte den nationale avis The Citizen siden at finde ud af. Men alle spor endte blindt foran hængelåsen på hans blikhytte i Mapala. Alligevel, eller måske netop derfor, endte hans skæbne med at optage hele Tanzania. Den blev et symbol på den sociale og økonomiske usikkerhed, som i stigende grad rammer landets cirka 2,5 millioner ældre og gamle indbyggere.
Først da medierne begyndte at skrive om Francis Maige Kanyasu, satte myndighederne ind. År for sent, mente The Citizen i en lang kommentar til dødsfaldet:
”Den gamle mands historie understreger lidelserne for de ældre i Tanzania. Den fortæller os – meget tydeligt – at lange liv ikke nødvendigvis er lykkelige liv, og at ældre mænd og kvinder fortsætter med at stå i til halsen i fattigdom, isolation og meget begrænset adgang til sundhedspleje.”
Det er fire år siden, at Francis Maige Kanyasu var en stor historie. Den har ikke ændret noget i Tanzania indtil nu.
Regeringen arbejder på at indføre en form for offentlig sygesikring for de ældre, men foreløbig er de stadig i stor stil overladt til at klare sig ved egen eller familiens hjælp.
De seneste år med coronakrise har forværret situationen yderligere. På grund af smittefare har landets sundhedsminister rådet befolkningen til at holde så stor afstand som muligt til de ældre, hvilket har resulteret i, at mange af dem sulter. De klager over, at deres slægtninge nægter at give dem mad eller forbyder dem at forlade hjemmet, skriver den nationale afdeling af organisationen HelpAge, der hjælper ældre og gamle over hele verden, i sit nyhedsbrev.
Ældre er den tabte generation
Men alderdommens trængsler stikker dybere end corona. At blive gammel i dagens Tanzania er i stadig højere grad ensbetydende med at leve i usikkerhed. Som det er det i en lang række afrikanske lande, hvor hastige samfundsforandringer påvirker familiernes tradition for at tage hånd om hinanden – uden at der er etableret et offentligt socialt sikkerhedsnet i stedet for.
”Tanzanias ældre betragter sig selv som den ’tabte generation’. Traditionerne spiller ikke længere en vigtig rolle, fremtiden er mere end usikker – og nutiden er fuld af trængsler. Samtidig er det tanzaniske samfund mere og mere inficeret af diskrimination af ældre og gamle,” siger Piet van Eeuwijk, historiker og dr.phil. i socialantropologi, der forsker i alderdom ved Basel Universitet med speciale i blandt andet Tanzania og Østafrika.
De værst stillede er enkerne, de handicappede og hjemløse, flygtningene fra nærområdet og så de gamle, der ikke har noget socialt netværk – mænd som Francis Maige Kanyasu, fortæller den schweiziske forsker.
Der er ældre, som klarer sig fint. Dem, der kommer fra den øvre middelklasse og har en god uddannelse og en god indkomst, måske efter et langt liv i et lederjob inden for det offentlige eller som ansat i et privat udenlandsk firma. De har haft råd til at spare op til en privat pension og betale for en sundhedsforsikring.
Men det er et fåtal. Ifølge den tanzaniske regerings egne tal har 96 procent af landets ældre ingen pensionsopsparing. Som Elisha Sibale fra den kristne hjælpeorganisation The Good Samaritan Social Services Tanzania sagde i marts under en høring i FN’s arbejdsgruppe om ældre menneskers rettigheder:
”Ældre mennesker i den uformelle sektor går ikke på pension. De fortsætter med at arbejde, til de falder om.”
Flertallet af Tanzanias ældre er på vej til at blive slynget ud over kanten af samfundet, siger Piet van Eeuwijk:
”Tanzania har i løbet af kort tid ændret sig til et virtuelt samfund, hvor det ikke længere tæller noget at mødes ansigt til ansigt. For de yngre generationer er de nye værdier blevet stor fleksibilitet, mobilitet og selvhævdelse – og det er tilsyneladende også godt for udviklingen af det tanzaniske samfund – men det er katastrofalt for de ældre tanzaniere, der ikke kan holde trit.”
Han peger på, at det er så meget mere paradoksalt, fordi de fleste af landets ældre er vokset op i et helt andet Tanzania: den afrikanske socialisme under Julius Nyerere (Tanzanias første præsident efter selvstændigheden i 1961 fra Storbritannien). Her lå vægten på ”kulturelt sammenhold og social solidaritet”, hvilket står i fuldstændig modsætning til den nuværende nyliberale ”mig selv først-tankegang”, som gennemsyrer det tanzaniske samfund i dag.
Forandringerne afspejler sig også i en dalende respekt for de ældre i samfundet. Adjunkt i geografi og økonomi ved universitetet i Dar es-Salaam, Saumu Jumanne, skrev for nylig i en klumme i The Citizen, hvordan det vrimler med rystende historier om, hvordan de unge taler grimt til deres forældre og andre ældre:
”I de gode gamle dage gjorde ungdommen alt for at vise respekt for de ældre. I dag har piben fået en anden lyd.”
Saumu Jumanne peger på, at det siger en stor del om et lands kollektive moralske karakter, hvordan det behandler de hjælpeløse, især de gamle, børnene og de syge.
”I alle de store verdensreligioner, islam, kristendom, jødedom, hinduisme, buddhisme, er det en dyd at respektere forældre og gamle. Det er altafgørende for at opbygge et godt samfund,” skriver hun.
De unge rejser
Den internationale kristne hjælpeorganisation Dorcas udgav i februar en rapport om vilkårene for ældre kvinder i seks lande, herunder Tanzania. Den bekræftede, hvor sårbare de ældre er, men især de ældre kvinder, der har mistet deres mand. De udgør den fattigste gruppe. Og de sulter oftere.
”De fleste gamle kvinder er overladt til sig selv uden adgang til tilstrækkelig og sund mad,” skriver Dorcas.
Ifølge Lilian Michael, landedirektør for Dorcas Tanzania, har det store konsekvenser, at mange unge mennesker søger mod byerne. Det efterlader deres ældre og gamle familiemedlemmer alene tilbage – sammen med alle de andre ældre og gamle.
”Den hastige urbanisering risikerer at få negative konsekvenser for de ældre, især i landområderne. Når deres slægtninge rejser fra landet mod byerne for få arbejde og være tættere på de sociale tjenesteydelser, er der ikke længere nogen til at tage sig af de ældre. De må kæmpe for at skaffe mad til sig selv og nogle gange skal de ovenikøbet også passe et par børnebørn, som forældrene har ladet blive tilbage,” siger hun.
Piet van Eeuwijk fra Basel Universitet peger på, at det ikke blot er et problem for de ældre, der bliver tilbage i landområderne. De traditionelle netværk bliver i det hele taget undergravet af de fremstormede byområder.
”Du er omgivet af ukendte mennesker uden indbyrdes tillid. Det familieslægtskab, man er så afhængig af, forsvinder i de anonyme samfund, som byerne udvikler sig til – uanset, om du bor i slumområderne eller i middelklassekvartererne. Det kræver en stærk krop og stærk psyke at overleve i en afrikansk by syd for Sahara. Hvis du ikke har den styrke, og det er der mange ældre, der ikke har, er du på den,” siger han.
Urbaniseringen har dog også sine fordele, pointerer Piet van Eeuwijk.
”Byerne kan også åbne muligheder for de ældre og gamle. De har lettere adgang til at få sundhedshjælp og hjælp fra sociale organisationer,” siger han.
Det har altid været et vigtigt udviklingsmål for Tanzania at sikre god sundhedshjælp og sygepleje til alle sine indbyggere, men der er stadig lang vej til europæiske standarder. Tanzania har 0,6 læge pr. 10.000 indbyggere. Danmark har 42,25 ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Der er indført forskellige ordninger, som skal tilgodese de ældre, men i praksis fungerer de ikke efter hensigten, og mange ældre får ikke den sundhedshjælp, de har brug for. Tanzanias regering har lovet, at den vil indføre en national sygesikringsordning, og lovgivning skulle være undervejs.