To en halv måned efter parlamentsvalget står Tyskland stadig uden ny regering. Men skønt koalitionsforhandlingerne har været usædvanligt langtrukne, hersker der ikke den store uenighed mellem parterne om udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Da kansler Angela Merkels konservative, kristeligt-demokratiske CDU/CSU og socialdemokraterne i SPD omsider præsenterede deres koalitionsaftale den 27. november, havde arbejdsgruppen for udenrigs- og sikkerhedspolitik gjort sit job allerede 14 dage før.
LÆS OGSÅ: Socialdemokrater afgør Angela Merkels skæbne
Med undtagelse af enkelte emner, som generelt giver mere genlyd indenrigspolitisk end hos Tysklands partnere (som kravet om, at regeringen skal være mere gennemsigtig omkring sin våbeneksport til autoritære regimer), er nøgleordene i tysk udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsat kontinuitet og forsigtighed.
Iagttagere kan være uenige om, hvorvidt de tyske lederes indstilling udgør et kærkomment tegn på troværdighed eller udtrykker en beklagelig mangel på diplomatiske ambitioner. De, der håber på et mere aktivt tysk lederskab, kan meget vel blive skuffede.
Store tanker eller blot store spørgsmål er bemærkelsesværdigt fraværende i koalitionsaftalen. Det afspejler klart mange tyskeres syn på sig selv og på deres fremtid: De er tilfredse med status quo og ser ingen grund til yderligere reformer, de har ingen interesse i store strategier og vil langt hen ad vejen bare gerne være i fred.
Tag eksempelvis Nato-politikken. Den ene tyske regering efter den anden har insisteret på, at Nato bør være eller simpelthen er stedet, hvor vigtige udfordringer af sikkerheden drøftes og afgøres. Men Tyskland har nogle gange været temmelig modvillig til at tage kriseemner op i Nato-hovedkvarteret. Og når det gælder om at bibringe militær og civil sikkerhed uden for det, som koalitionsaftalen benævner vores geografiske nabolag, vil den kommende tyske regering foretrække at sætte andre regionale aktører i stand til at løfte opgaven.
Eller tag spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU. Vedvarende uenighed mellem koalitionspartnerne kommer til at stå i vejen for en proaktiv tysk rolle. I stedet vil man enes om ikke at finde en løsning, og kompromiset vil gå på hverken at sige ja eller nej til Tyrkiet.
Samtidig dukker der nye interessante perspektiver op i koalitionsaftalen. Til en start beskrives USAs strategiske omdrejningspunkt i Asien og Stillehavsområdet som en mulighed for Europa for at fastslå en samlet udenrigspolitik, som omsider spiller en rolle i udviklingen af samarbejdspolitikker i regionen.
For at bane vejen for dette lover koalitionsaftalen, at regeringen vil vedtage nye initiativer til styrkelse og uddybelse af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik efter EU-topmødet i december 2013. Det omfatter en opfordring til et årligt møde i EU på regeringschefniveau om sikkerhed og forsvar såvel som en strategisk debat om formålet med EUs forhold til tredjelande. Hertil kommer, at den tyske regering vil bakke op om en sammenkobling af det europæiske forsvar og bevare etableringen af en fælles europæisk hær som et langsigtet mål. Det vil måske ikke betyde det store i praksis, men sprogbrugen i dette afsnit er langt mindre anæmisk end andre steder i teksten.
Endelig forholder koalitionsaftalen sig til bekymringer om Tysklands evne til at være en partner, man kan regne med på Natos og EUs militære missioner i en potentielt mere sammenkoblet europæisk forsvarsorganisation. Ifølge en dom afsagt i 1994 af Tysklands forfatningsdomstol har det tyske parlament det sidste ord omkring udsendelsen af tyske soldater. Tysklands partnere vil dog næppe gå med til yderligere sammenkobling af militære styrker, hvis det tyske parlament fastholder dette veto over troppeudsendelse.
Koalitionspartnerne er uenige om, hvor meget det haster med at få løst dette. Ikke desto mindre er de enedes om, at en kommission inden for et år skal fremlægge forskellige muligheder og modeller til at beskytte det tyske parlaments rettigheder og samtidig forsikre Tysklands europæiske partnere om, at landet er til at regne med som leverandør af tropper.
På bundlinjen står der, at vi ikke bør forvente nogen overraskelser fra Tysklands side. Og det er egentligt ret godt nyt med tanke på, hvor svært det har været for andre måske faktisk de fleste EU-lande at håndtere udfordringerne i de seneste fem år.
Wolfgang Ischinger er formand for München-konferencen for Sikkerhed og har tidligere været Tysklands ambassadør i USA og Storbritannien. Oversat af Sara Høyrup