Mere end et symbol: Burkaen bliver igen de afghanske kvinders fængsel

Den afghanske burka er en meget synlig og direkte konsekvens af Talebanstyrets undertrykkelse, fortæller dansk-afghanske Madina Marwa Shafiqi, der husker burkaen fra sin barndom

Efter Talebans indtog i Kabul frygter mange, at den heldækkende klædedragt igen bliver hverdag. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Efter Talebans indtog i Kabul frygter mange, at den heldækkende klædedragt igen bliver hverdag. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Den afghanske burka blev i 1990’erne symbolet på Taleban-styrets undertrykkelse af de afghanske kvinder.

Efter Talebans indtog i Kabul i søndags frygter mange, at den heldækkende klædedragt, hvor kvinden ser ud gennem et net, igen bliver hverdag. Den frygt har blandt andre den dansk-afghanske statskundskabsstuderende Madina Marwa Shafiqi, efter at hun i mandags var i kontakt med sin kusine i Kabul.

”Hun er læge og fik at vide, at hun ikke skulle dukke op på arbejde igen. Men hun fortalte mig, at hun alligevel ikke turde gå ud, ikke engang på sin altan, fordi hun ikke ejede en burka. Taleban siger selv, at de har ændret sig, men mange tør simpelthen ikke håbe på det,” fortæller 26-årige Madina Marwa Shafiqi, som til daglig studerer på Københavns Universitet.

Madina Marwa Shafiqi voksede op under Taleban-styret i Afghanistan, hvor kvinder, som Madinas mor, blev påbudt at bære burka uden for hjemmet og altid at være ledsaget af et mandligt familiemedlem. Men det var først efter Taleban-styrets fald i 2001, hvor burkaen igen blev et særsyn i den afghanske hovedstad, at Madina Marwa Shafiqi mærkede burkaen på egen krop:

”Jeg besøgte min familie i Kabul for omkring 12-13 år siden, og en dag fjollede jeg og mine fætre rundt hos nogle bekendte. Der hang en burka i deres skab. Ingen af mine familiemedlemmer havde sådan nogle hængende derhjemme længere.

Jeg blev nysgerrig og tog den på. Det var utrolig varmt, og jeg havde svært ved at trække vejret. Man kunne godt mærke, at den ikke var skabt til at være behagelig.

Men det værste var følelsen af at være reduceret til ingenting. Jeg var med ét ukendt og anonym, og intet afslørede, om jeg var et menneske eller en statue. Jeg følte mig helt væk. Og pludselig forstod jeg, hvordan min mor måtte have haft det,” siger Madina Marwa Shafiqi og forklarer, hvorfor hun mener, at burkaen er et fængsel i bogstavelig forstand:

”Under Taleban er dit hjem i forvejen et fængsel, fordi du ikke må gå udenfor uden en mand, og du må opleve verden gennem et vindue. Når du endelig kommer ud, eller bare vil gå i haven eller på balkonen, skal du have burkaen på, og der ser du verden gennem et gitter af stof. Undertrykkelse er jo ofte noget, man ikke kan se med det blotte øje, men burkaen er en meget synlig og direkte konsekvens af den undertrykkelse, som Taleban indførte og nok indfører igen,” siger Madina Marwa Shafiqi, som tydeligt husker burkaen fra sin egen barndom.

”Et af de tidligste minder jeg har, var da jeg var omkring fire år. Jeg var jo fanget i barndommens uskyld, og for mig blev det en leg at gemme mig under min mors burka, når vi var ude i byen. Vi gik aldrig ud uden et mandligt familiemedlem, men en gang imellem fik vi nogle øjeblikke alene sammen. For når hun skulle drikke noget, måtte hun føre det op under burkaen. Når hun kiggede ned, så sad jeg derinde og smilede op til hende. Så var vi i vores egen lille verden,” siger Madina Marwa Shafiqi.

For Madina Marwa Shafiqi var den heldækkende klædedragt forbundet med noget godt og trygt. Men senere forstod hun, at burkaen havde en ganske anden betydning for hendes mor.

”Før Taleban kom til magten, havde min mor – som den første kvinde i sin familie – taget sig en uddannelse. Hun blev født i en dannet familie, men de modsatte sig min mors ønske om uddannelse, fordi de ikke kunne se værdien i, hvorfor hun skulle knokle for føden, når nu de havde penge nok,” siger Madina Marwa Shafiqi og tilføjer, at familien dog i sidste ende lod hendes mor studere.

”Hun ville egentlig være læge, men familien var ikke meget for, at hun så skulle tage aften- og nattevagter, så hun blev gymnasielærer i stedet for. Men hendes karrieredrømme stoppede med Taleban. Jeg har ikke snakket så meget med hende om det, fordi jeg ved, det gør ondt, og jeg kan kun forestille mig, hvordan hun har haft det med at opgive sin karriere og iklæde sig burkaen.”

Ved Talebans magtovertagelse blev det forbudt for kvinder at tage enhver form for arbejde, og piger blev nægtet undervisning.

Efter at hendes far tog flugten fra Afghanistans hovedstad i 2000, var Madina Marwa Shafiqis familie efterladt uden et mandligt overhoved.

”Min mor overtalte min fætter til at udgive sig for at være hendes mand, og hun forklarede mig, at det var en leg, vi legede. Så min fætter var altid med, når hun skulle passere en kontrol mellem byerne. Jeg husker tydeligt en gang, hvor vi blev stoppet, og min fætter blev taget til side. De syntes, han så for ung ud. Ikke for ung til min mor, hun var jo under burkaen, men fordi han var for ung til at have et barn på min alder. Min mor var meget nervøs, og der forstod jeg, at det ikke var en leg længere,” siger Madina Marwa Shafiqi.

Hun nåede ikke selv at blive påtvunget burkaen, før hun som ni-årig rejste med sin mor fra Afghanistan, for derefter at blive genforenet med faderen i Danmark.

”I min barndoms uskyld troede jeg bare, at vi skulle på en lang ferie. Det, jeg husker allermest tydeligt, var, da vi blev hentet i lufthavnen af min far. Han stod der sammen med en smilende dansk kvinde, måske var hun fra kommunen eller Røde Kors, og jeg blev chokeret, da jeg så hende. Hun stod der, uden burka, i en kortærmet top, med kort, rødt hår. Jeg spurgte min far, om jeg måtte røre hendes hår, for jeg havde aldrig set noget lignende,” fortæller Madina Marwa Shafiqi, som ved siden af studiet er studentermedhjælper hos 3F og byrådskandidat for Radikale i Køge Kommune.