Merkel er tro mod sig selv, men genantænder flygtningedebatten

Tysklands kansler får kritik efter udtalelse om, hvem der er folket. I forvejen er hun presset af socialdemokratisk optur i meningsmålingerne

Det er Merkels brug af det på tysk nationalistisk farvede og historisk belastede ord folket – i stedet for befolkning – der sætter sindene i kog og giver AfD-topfolk mulighed for at aflede opmærksomheden fra egne problemer.
Det er Merkels brug af det på tysk nationalistisk farvede og historisk belastede ord folket – i stedet for befolkning – der sætter sindene i kog og giver AfD-topfolk mulighed for at aflede opmærksomheden fra egne problemer. Foto: Markus Schreiber/AP.

Det, der skulle have været en hyldest på hjemmebane i hendes egen valgkreds, kan have åbnet en ny flanke mod Angela Merkel i valgkampen op til efterårets tyske forbundsdagsvalg og genoplivet hendes udskældte titel som flygtningekansler.

Den kristeligt demokratiske forbundskansler blev ved weekendens lokale CDU-landsmøde i Stralsund med 95 procent af stemmerne kåret som partiets spidskandidat i Mecklenburg-Vorpommern. Det er dog ikke den overvældende opbakning til kansleren, men den måde, hvorpå hun gik i offensiven på, som har vakt opsigt.

Foran sine østtyske partifæller mindedes den tidligere DDR-borger Angela Merkel nemlig tiden efter den tyske genforening i 1990. Hun understregede, at religionsfrihed og ytringsfrihed langtfra var en selvfølge dengang, og at den slags også bør forsvares i dagens Tyskland.

”Det kan på ingen måde retfærdiggøres, at små grupperinger i vores samfund bilder sig ind at kunne definere, hvem der er folket. Folket er enhver, der lever i dette land,” sagde hun med slet skjult henvisning til islamkritiske demonstranter, der ynder at genbruger slagordet fra de østtyske protester op til Murens fald, ”Vi er folket”.

Det er usædvanligt skarpe ord fra en kansler, der ikke ligefrem er kendt som nogen sprudlende retoriker. Og de har straks udløst en bølge af kritik på den yderste højrefløj, både blandt de mest konservative af hendes egne partifæller og det højrenationale parti Alternativ for Tyskland (AfD), som lider af intern splittelse og dalende vælgeropbakning.

Det er Merkels brug af det på tysk nationalistisk farvede og historisk belastede ord folket – i stedet for befolkning – der sætter sindene i kog og giver AfD-topfolk mulighed for at aflede opmærksomheden fra egne problemer. Partiformand Frauke Petry beskylder således Merkel for at afsløre sit sande, flygtningevenlige program, som hun tog fat på i efteråret 2015 ved at åbne grænserne. Og næstformand Beatrix von Storch skriver på Twitter, at Merkel ikke kan tillade sig at definere, hvem der er folket, idet man ifølge den tyske grundlov kun er tysker, hvis man også er tysk statsborger. En ærkekonservativ gruppering i CDU forlanger ligefrem et øjeblikkeligt dementi af deres partiformand Merkel, fordi grundloven netop ikke sætter lighedstegn mellem det tyske folk og befolkningen i Tyskland.

Men Angela Merkels genopfriskning af den så forkætrede ”velkommenkultur” er ikke så opsigtsvækkende endda. Hun snarere tro mod sig selv.

Så sent som i december på CDU’s partikongres sagde hun noget lignende om, at ”det er os alle sammen, der bestemmer, hvem der er folket”. Og allerede for to år siden citerede hun under den daværende tyrkiske regeringschefs besøg i Berlin den forhenværende forbundspræsident Christian Wulffs markante ord fra 2010 om, at ”islam hører til Tyskland”. Næsten med en vestagersk konstatering tilføjede kansleren dengang, at ”sådan er det.”

Den protestantiske præstedatter har i sine snart 12 år i kanslerembedet ofte understreget, at alle uanset religion er velkomne i Tyskland, så længe de vedkender sig tysk lovgivning og lærer sproget. ”Jeg er alle tyskeres forbundskansler. Det inkluderer alle, der lever her permanent, uanset herkomst,” sagde Merkel dengang i januar 2015.

Det var vel at mærke, godt og vel ni måneder inden hun med sit kontroversielle ”Vi kan klare det” og sit enerådende ja til at lade syriske flygtninge rejse fra Ungarn til Tyskland udløste en rekordstor tilstrømning og et politisk jordskælv, der gav det indtil da hensygnende eurokritiske AfD sejre ved det ene delstatsvalg efter det andet.

I dag er både AfD og Angela Merkel trængt i defensiven af, at Merkels socialdemokratiske regeringspartner SPD siden udnævnelsen af den tidligere europaparlamentsformand Martin Schulz til kanslerkandidat pludselig har lagt et årelangt martyrium som et parti i frit fald bag sig. I enkelte målinger har SPD for første gang i 10 år overhalet Merkels CDU/CSU, og hvis tyskerne kunne vælge deres kansler direkte, ville et overvældende flertal i dag sætte kryds ved den veltalende Schulz, der strutter af selvtillid.

Det er nye tider og kræver et nyt svar af kansleren. I de seneste to valgkampe behøvede den populære Merkel end ikke forklare sin politik. ”Mig kender De”, slap hun af sted med at sige henvendt til vælgerne i en tv- debat i 2013. Nu er der pludselig et alternativ, og det hedder ikke længere Alternativ for Tyskland, men Martin Schulz.

For selvom der stadig er syv måneder til, at tyskerne skal stemme den 24. september, ser SPD’s optur ud til at have bidt sig fast i meningsmålingerne. I Merkels bagland husker man kun alt for godt, hvordan SPD’s Gerhard Schröder i 1998 formåede at vippe CDU’s evighedskansler Helmut Kohl af pinden efter rekordlange 16 år ved magten. Som Bayerns finansminister fra søsterpartiet CSU, Markus Söder, syrligt har konstateret, rækker det næppe at henvise til fordums resultater i denne valgkamp.

Og det resultat, der hænger ved, er de knap en million flygtninge og migranter, der takket være Merkels åbne arme nu skal integreres i det tyske samfund. Det ved kansleren, at hun ikke kan løbe fra, og derfor vover hun med sin omstridte sætning om folket at vise en mere emotionel side af sig selv. Den slags har hendes rival Schulz hidtil scoret nemme point på i den spæde valgkamp.