Merkel forlader scenen som Europas leder

Med Angela Merkels farvel til formandsposten i CDU er den tyske forbundskansler også på vej ud som EU’s dirigent, men der er ingen oplagt afløser i sigte

Selvom der de senere år er skrevet et væld af politiske nekrologer over hende i tysk og international presse, var det en overraskelse af de større, da den 64-årige Merkel i mandag pludselig meddelte, at hun på partikongressen i december trækker sig som CDU-formand.
Selvom der de senere år er skrevet et væld af politiske nekrologer over hende i tysk og international presse, var det en overraskelse af de større, da den 64-årige Merkel i mandag pludselig meddelte, at hun på partikongressen i december trækker sig som CDU-formand. . Foto: Markus Schreiber/Ritzau Scanpix.

Angela Merkel har altid været god for en overraskelse. Det var en overraskelse, da hun som politisk uerfaren østtysk kvinde efter Berlinmurens fald pludselig blev familieminister i genforeningskansleren Helmut Kohls forbundsregering. Lige så stor var overraskelsen, da hun 10 år senere som den eneste i det kristendemokratiske CDU vovede at tage opgøret mod den almægtige Kohl og som den første kvinde sikrede sig posten som formand. For socialdemokraten Gerhard Schröder var det også en overraskelse, da hun efter valget i 2005 afløste ham og blev valgt til Tysklands første kvindelige regeringschef.

Og selvom der de senere år er skrevet et væld af politiske nekrologer over hende i tysk og international presse, var det også en overraskelse af de større, da den 64-årige Merkel i går pludselig meddelte, at hun på partikongressen i december trækker sig som CDU-formand. Hun tager dermed konsekvensen af de store nederlag, som CDU og søsterpartiet CSU har lidt ved delstatsvalgene i Hessen og Bayern. Fordi det med hendes ord ”er på tide at åbne et nyt kapitel”, da hun omsider har erkendt, at det ikke vil lykkes CDU at genvinde den tabte tillid hos vælgerne med hende i spidsen.

Det får ikke kun konsekvenser for Tyskland, men i høj grad også for Europa, hvor Angela Merkel under det seneste årtis mange kriser har påtaget sig et – indtil for nylig uanfægtet – lederskab på utallige EU-topmøder om euroen, Grækenland, Brexit og migration. Ikke så sjældent var det Merkel, som med sin nøgterne, pragmatiske facon fik hevet kamphaner til side under natlige topmøder og landet et nødvendigt kompromis, og hun har dermed mere end nogen anden udstukket kursen for den retning, EU har taget.

Som en kyndig iagttager tidligere har udtalt i denne avis, var hun ”den sidste af de store ledere i Europa, der stadig stod”. Efter Donald Trumps valgsejr i USA for to år siden blev Merkel af flere endda udnævnt som ”den frie verdens leder”. En byrdefuld titel, som verdens mest magtfulde kvinde fik sværere og sværere til at leve op til, også fordi hun trods sine idealistiske bestræbelser på at opnå fælleseuropæiske løsninger på blandt andet asylområdet efterlader sig et EU, som er dybt splittet i en proeuropæisk, progressiv fløj med Frankrig og Tyskland i spidsen og en nationalkonservativ EU-kritisk fløj med Ungarn, Italien og Polen i front.

Derfor er det bemærkelsesværdigt, når den polske udenrigsminister, Jacek Czaputowicz, i går udtrykte håb om, at hun vil fortsætte som kansler, da Merkel ”spiller en vigtig rolle for at stabilisere EU”. Det er selvsamme Merkel, som Lov og Retfærdighedspartiet i Warszawa og Viktor Orbán i Budapest har beskyldt for at ødelægge det kristne Europa, og selvsamme Merkel, hvis forhadte sparediktat grækere og italienere hellere end gerne vil slippe af med.

Men hendes erfaring som den længst siddende regeringschef i EU bliver alligevel værdsat og vil blive savnet, nu da den historiske og langtfra færdigforhandlede skilsmisse med briterne nærmer sig.

Og uanset hvorvidt hun opfattes som nølende eller tromlende af sine kolleger i de andre europæiske hovedstæder, skaber et formandsskifte i den tyske kanslers regeringsparti og et muligt efterfølgende regeringsskifte i EU’s største land usikkerhed på det europæiske parket. De fleste af de mindst fire kandidater, der går efter formandsposten i CDU, er pro-europæere, men mangler af gode grunde Merkels pondus.

Samtidig vil Merkel ude og hjemme altid blive husket som ”flygtningekansleren”, som med sin naive ”vi klarer den”-udtalelse lukkede hundredetusinder af asylansøgere ind i Tyskland i efteråret 2015. Det udløste en fatal følelse af kontroltab hos de tryghedsfikserede tyskere, som kansleren siden ikke evnede at imødegå trods diverse asylstramninger.

Og det genoplivede det højrenationalistiske Alternativ for Tyskland (AfD), som efter søndagens valg i Hessen er repræsenteret i samtlige 16 delstater og nu danner en fælles indvandringskritisk front i EU med partiledere som Marine Le Pen i Frankrig og Matteo Salvini i Italien. Den italienske indenrigsminister ønsker at blive ny EU-kommissionsformand efter næste års EU-parlamentsvalg, hvor de højrenationalistiske partier satser på stor fremgang. Det var også Merkels fastholden i en kvotefordeling af flygtninge, som gav disse partier medvind.

Tilbage på den progressive fløj står præsident Emmanuel Macron i Frankrig, der hellere end gerne vil overtage lederskabet i EU, men som trods sit retoriske talent hidtil ikke har formået at levere varen, også fordi Merkel på grund af sit indenrigspolitiske autoritetstab de senere år har tøvet med at nikke ja til hans radikale reformidéer af eurozonen.

Selv går Merkel ikke efter at blive ny kommissionsformand eller EU-præsident. Som yderst velovervejet analytiker er hun klar over, at hendes retræte som partileder indvarsler hendes egen koalitionsregerings endeligt. Selvom hun efter planen vil sidde valgperioden ud til 2021, har hun reelt sluppet tøjlerne nu, også i EU.