Det er et umage par, den tyske kansler, Angela Merkel, og den russiske præsident, Vladimir Putin, der i dag mødes i kanslerens officielle residens Meseberg uden for Berlin.
De er Europas længst siddende ledere og ledere af de i øjeblikket to vigtigste magter i Europa, når det gælder de centrale sikkerhedsspørgsmål, men de harmonerer hverken personligt eller politisk. Selvom de ideelt set er nøglen til mere sikkerhed og mindre spænding i Europa, virker de ude af stand til at kunne udrette særligt meget sammen.
De to er på ualmindelig dårlig talefod – mest kendt er et af deres første møder, hvor Putin lod sin labrador vandre rundt i mødelokalet velvidende, at Merkel har det uhyre dårligt med hunde. Dengang var relationen dog pragmatisk, men siden er den blevet forværret.
Merkel oplever, at Putin fortæller hende åbenlyse løgne og usandheder, og Putin oplever, at Merkel på flere planer ikke viser den fornødne respekt – dels som Tysklands leder i forhold til Ruslands interesser i det tidligere Sovjetunionen, dels som borger i det tidligere DDR, hvor Putin var KGB-agent.
På deres fælles agenda står Ukraine, gasledning i Østersøen, Syrien, Tyrkiet med videre. Emner, Merkel og Putin har drøftet utallige gange, og hvor der næppe er håb om gennembrud af politiske grunde. Den handel den ene part kan tilbyde den anden, er uspiselig for modparten og vice-versa.
Merkel vil gerne tale om Nordstream 2-gasledningen fra Skt. Petersborg gennem Østersøen til Tyskland, og hun vil på mødet rejse krav om, at gasledningen kun gennemføres, hvis Rusland fortsat sender gassen til Europa gennem Ukraine, så Ukraine stadig har transitindtægterne.
Det løfte vil Putin kun give mod politisk ”betaling”, hvilket kunne være tyske indrømmelser i forhold til Østukraine, så den stillestående fredsproces kan komme videre.
Men Merkel kan ikke give Putin den type indrømmelser endsige koble de to spørgsmål politisk sammen, da de en række lande i Europa og USA i forvejen er stærke modstandere af gasledningen, og Vesten ikke kan vise principsvaghed i forhold til internationale regler og normer over for Rusland.
Putin kunne også vælge at øve politisk indflydelse i Syrien (med det formål at gøre det muligt for de syriske flygtninge at vende hjem fra Tyskland og det øvrige Europa) samt over for Tyrkiet og præsident Erdogan, der skaber store udfordringer for Merkel, EU og Nato. Men dels ser Rusland en interesse i at vedligeholde konflikten mellem Erdogan og resten af Nato, dels har han stillet skarpt på, at Merkel er i gang med sin sidste periode som kansler og dermed med russiske øjne er på vej ud.
På vej til mødet med Merkel dropper Putin i øvrigt forbi – også lørdag – til bryllup hos den østrigske udenrigs- minister, Karin Kneissl. Det er klassisk, putinsk drilleri over for sin modpart – Østrig har formandskabet i EU i øjeblikket og er et af de lande i EU, der på længere sigt gerne vil bløde sanktionskursen op over for Rusland. Bryllups- visitten medfører givetvis, at Putin kommer for sent til mødet med Merkel og lader hende vente en time eller to – noget, han tidligere har budt Merkel.
I sensommeren 2018 – 100-året for Første Verdenskrigs afslutning og det østrig-ungarske imperiums sammenbrud – er den tyske kejser og den russiske tsar på dårlig talefod, og tsaren tager på fransk visit i Østrig for at understrege sin disrespekt.
Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og direktør i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.