Merkel putter ikke længere med sin tro

Efter 15 år som CDU-formand taler den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der i morgen er på officielt besøg i Danmark, nu mere åbent om sin protestantiske tro

Angela Merkel skal i morgen i audiens hos dronning Margrethe og tale med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Marienborg.
Angela Merkel skal i morgen i audiens hos dronning Margrethe og tale med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på Marienborg. Foto: Scanpix.

Når Angela Merkel fra sit skrivebord i kanslerministeriet i Berlin ringer til alverdens ledere, kan hun kigge på en globus og et indrammet portræt af Katarina den Store, et af hendes forbilleder. Det eneste tydelige tegn på, at Tysklands forbundskansler er en troende kvinde, er placeret i det imposante kontors bogreol. Flankeret af den tyske grundlov og Bertolt Brechts samlede værker - uden for synsvidde fra skrivebordet - står et rustbrunt jernkors; en miniature af det kors, som hænger på væggen i de kristelige demokraters, CDU/CSU's, gruppeværelse i Forbundsdagen.

Mens Helmut Kohl, hendes tidligere mentor, og andre CDU-kanslere havde et kors på væggen, skilter Angela Merkel ikke med sin tro. Forbundskansleren er kendt som en yderst privat og velovervejet person, der hverken udadtil eller indadtil lader følelserne hænge uden på tøjet, men som overvejer alt nøje, hvilket har ført til kritik af hende som en nølende taktiker.

Det er dog næppe af taktiske årsager, at Merkel er gået stille med dørene med sin protestantiske tro.

Hun voksede op som præstedatter bag jerntæppet i DDR, hvor hun blandt andet i skolen blev chikaneret af lærerne i det officielt ateistiske Østtyskland. Efter Berlinmurens fald og den tyske genforening for snart 25 år siden oplevede hun det efter eget udsagn som en befrielse, at troen ikke længere blev politiseret.

Troen har derfor længe været en privatsag for Angela Merkel.

”Hun er sikkert den af alle kanslere, der er mest bibelstærk, for hendes far var en meget streng protestant,” siger Volker Resing, chefredaktør ved det kristne månedsmagasin Herder Korrespondenz, der har skrevet flere portræt- og interviewbøger om kansleren.

Mens Angela Merkel på grund af sin doktorgrad og kometagtige karriere i et mandsdomineret, katolskpræget parti ofte er blevet kaldt ”magtens fysiker”, ser Volker Resing hende især som ”en prøjsisk protestant”. For hun kan finde på at bede taleskrivere rette et bibelcitat i en tale, så det bliver i den lutherske oversættelse, som kansleren foretrækker.

”Hun er på hjemmebane her. Den protestantiske påvirkning betyder meget for hende, og hun har på det seneste flere gange fremhævet sin kristne tro som et vigtigt pejlemærke,” siger han.

I sin nytårstale langede hun hårdt ud efter de islamkritiske Pegida-demonstranter og kaldte det en selvfølge at hjælpe folk i nød, mens hun i flere interviews har opfordret sine landsmænd til at styrke deres kristne identitet.

”Nu da samfundet bliver mere og mere sekulariseret, understreger hun, at det betyder noget at stå ved sin tro. Hun opfatter stadig sin tro som en privatsag, men hun tør i højere grad bekende kulør end før,” siger Volker Resing.

I denne måned er det 15 år siden, at Angela Merkel blev valgt til formand for CDU i kølvandet på en stor partistøtteskandale. I sit 10. år som kansler står hun uanfægtet i spidsen for det kristelig-demokratiske CDU, som hun har rykket så langt ind mod midten, at der nu bliver indført kvindekvoter i tyske bestyrelser, mens værnepligten er afskaffet.

Hendes tidligere rival, Bayerns forhenværende ministerpræsident Edmund Stoiber, roste hende forleden i avisen Bild for at have forvandlet Den Kristeligt Demokratiske Union til ”et pragmatisk parti, som i mindre grad fokuserer på de grundlæggende principper, men i højere grad på at løse aktuelle problemer”. Andre kritiserer dog Merkel for at have udhulet partiets kristne C.

”Hun er langt mere præget af sin kristne tro end mange af de unge mandlige politikere i CDU i dag. Det er misvisende at påstå, at CDU er blevet sekulariseret under hende. Det har meget mere at gøre med udviklingen i resten af samfundet,” mener Volker Resing.

Inden sit besøg hos pave Frans i februar forklarede kansleren i et video-interview på sin hjemmeside, at hendes tro er et vigtigt pejlemærke i tider, ”hvor man ikke kun er stærk, men måske også svag. Og det giver mig stor ro i sindet”.