Det bliver Angela Merkel mod Visegrad-gruppen. Ved EU-topmødet i Bruxelles i dag og i morgen vil den tyske forbundskansler forsøge at redde sin vision for en solidarisk og generøs håndtering af flygtningekrisen.
Mødet i Det Europæiske Råd bliver en af hendes sidste chancer for at overbevise de øvrige 27 medlemslande om, at Europa kan klare at tage imod flere flygtninge end de mere end en million mennesker, som krydsede de europæiske grænser i 2015.
Men hun vil blive mødt med bastant modstand. Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet har taget føringen i et åbent oprør mod den tyske forbundskansler.
Visegrad-landene har krævet en ”plan B”, der lukker grænserne mod flygtningestrømmen fra Balkanruten med nye hegn til blandt andet Makedonien. Og de er stik imod den plan om fordelingen af 160.000 flygtninge, som et flertal af EU-landene vedtog i november.
Planen har vist sig som en dundrende fiasko. Under 500 flygtninge er blevet udflyttet, og Angela Merkel har allerede erkendt, at det på denne baggrund ikke kan betale sig for EU-topmødet at diskutere flere obligatoriske flygtningekvoter. ”Så ville vi jo blive til grin i Europa,” sagde hun i går.
”Det er vores fælles mål at reducere antallet af flygtninge markant for fortsat at kunne hjælpe dem, der virkelig har brug for vores beskyttelse. Den tilspidsede debat handler om, hvordan vi når frem til det mål,” sagde kansleren i en regeringserklæring i Forbundsdagen i går, hvor hun appellerede til først og fremmest at bruge topmødet til at evaluere samarbejdet med Tyrkiet på flygtningeområdet.
For Angela Merkel står mere og mere alene med sin og EU-Kommissionens ”plan A” om en fælles deling af byrden og obligatoriske flygtningekvoter. Selv den franske regeringsleder, Manuel Valls, har signaleret, at Merkel heller ikke skal forvente støtte fra den kant.
Og Østrig, som tidligere i vid udstrækning delte den tyske politik om åbne døre for flygtningene, har slået bremserne i, vedtaget en øvre grænse for antallet af flygtninge og bebudet øget grænsekontrol langs grænsen til Slovenien.
Ifølge den polske regeringsleder, Beata Szydlo, er Visegrad-landenes initiativ ikke en egoistisk handling, men et bidrag til en fælles politik.
”Vi opfordrer hele unionen til at handle koordineret og indføre lignende løsninger andre steder,” har Beata Szydlo udtalt.
Angela Merkel håber stadig at kunne få i hvert fald nogle lande med på at tage imod flere flygtninge, men på en frivillig basis. Det er den såkaldte koalition af de villige, som 11 lande, deriblandt Holland, Sverige, Belgien, Luxembourg og Finland, skal have vist interesse for at blive en del af.
Disse landes ledere mødes her til middag på den østrigske ambassade i Bruxelles med den tyrkiske regeringschef, Ahmet Davutoglu, forud for selve EU-topmødet. Davutoglu aflyste dog i aftes mødet efter et terrorangreb i Ankara.
”Hensigten er at etablere en ordning, hvor Grækenland kan sende alle asylansøgere tilbage til Tyrkiet, hvor de så vil få deres asylansøgninger behandlet. Derefter vil koalitionen af de villige tage imod flygtninge direkte fra Tyrkiet. Det vil gøre det uattraktivt for flygtningene at begive sig ud på den farefulde sejlads til Grækenland og dermed standse flygtningepresset på Europas ydre grænser,” siger Gerald Knaus fra Det Europæiske Stabilitetsinitiativ, en tænketank for Balkan og Sydøsteuropa.
”Kampen står mellem en udvikling, hvor hvert land rejser hegn til naboerne og derfor skyder problemet videre til nogle andre, og så en overordnet, fælles løsning. Visegrad-landene repræsenterer denne tendens, som de øvrige europæiske lande lader sig friste af af indenrigspolitiske hensyn,” mener Gerald Knaus.
Men den nye koalitions succes afhænger især af Tyrkiets vilje og evne til at håndtere flere end de 2,6 millioner flygtninge, som allerede opholder sig i landet.
Allerede sidste år lovede landet at bekæmpe menneskesmugling og sikre syriske flygtninge bedre adgang til skole og arbejdsmarked til gengæld for en økonomisk støtte på tre milliarder euro. Men Tyrkiet har kun udvist beskedne resultater i bekæmpelsen af menneskesmuglere, og EU-landene tøver med at slippe pengene, før de ser resultater.
Koalitionen af de villige vil møde samme dilemma, påpeger Elizabeth Collett, direktør for tænketanken Migration Policy Institute i Bruxelles.
”Tyskland bygger hele sin strategi på Tyrkiet. Men landet kan kun få status som sikkert tredjeland, hvis dets asylsystem er tilstrækkeligt effektivt og yder beskyttelse til alle og ikke som nu udelukkende til syriske flygtninge. Og i det hele taget er det illusorisk at forestille sig, at Tyrkiet skal kunne bære hele flygtningebyrden alene, ikke mindst i betragtning af det øgede flygtningepres på Tyrkiets grænse som følge af de intensive bombninger af den syriske by Aleppo,” siger Elizabeth Collett.
Også seniorforsker i international migration ved Dansk Institut for Internationale Studier, Ninna Nyberg Sørensen, advarer mod en politik, som overvejende sigter mod lægge ansvaret for flygtningebyrden i de såkaldte nærområder.
”På verdensplan er Tyrkiet det land, der huser flest flygtninge, skarpt efterfulgt af Libanon og Jordan. Og det er på ingen måde i Europas interesse, at Tyrkiet svækkes på grund af et overdimensioneret flygtningepres,” siger Ninna Nyberg Sørensen.
Tyrkiet er derfor den tredje brik i forhandlingerne om flygtningekrisen, og præsident Erdogan har skærpet tonen over for EU og truet med at ”sende flygtninge tilbage med busser”.
”Derfor kører diskussionerne i ring i EU, og der er meget få udsigter til, at topmødet munder ud i en farbar aftale,” siger Elizabeth Collett.