Merkel takker snart af. Hun var som den storesøster, man aldrig har haft

Angela Merkel erhverken den store karismatiker eller fejlfri. Alligevel vil Tysklands afgående kansler blive savnet

"Udadtil kan hun virke kedelig grænsende til det søvndyssende. Tyskerne elsker det. De synes, de har haft rigeligt med støjende ledere de sidste 100 år", skriver Michael Kuttner om den snart afgåede Angela Merkel
"Udadtil kan hun virke kedelig grænsende til det søvndyssende. Tyskerne elsker det. De synes, de har haft rigeligt med støjende ledere de sidste 100 år", skriver Michael Kuttner om den snart afgåede Angela Merkel. Foto: Michaela Rehle/Reuters/Ritzau Scanpix.

Da Vigdis Finnbogadottir i 1996 trådte tilbage som Islands præsident, var en del af nationens børn og unge overraskede over, at hun blev efterfulgt af en mand. Finnbogadottir havde været i embedet gennem 16 år, og de havde aldrig set en anden på posten. De troede også, at hun ville sidde der for evigt.

Tyske teenagere vil være undskyldt, hvis de har lignende tanker i disse dage. Angela Merkel er ved at pakke sammen i kanslerkontoret – om end udflytningen sagtens kan vare nogle måneder, fordi regeringsforhandlinger i Berlin tager tid. Merkel har også været ved magten i 16 år. Ingen anden demokratisk valgt leder i Europa har siddet længere. Det er mærkeligt at tænke på hendes politiske bortgang, og fra denne plads skal der lyde en forudsigelse: Alle kommer til at savne hende, frænder og fjender, landsmænd og andre, grækere, Vladimir Putin, Mette Frederiksen (S) og kassedamen i supermarkedet.

Det er ikke, fordi hun har været fejlfri. Hun havde ikke en bestemt retning, i hvert fald ikke en, man kunne få øje på. Hun var for atomkraft, indtil hun var imod. Hun var imod mindsteløn, indtil hun var for. Hun er vendt på en tallerken omkring værnepligt, kvindekvoter, pensionsalder, økonomisk liberalisme, flygtninge og registrerede parforhold. Hun sagde så godt som aldrig fra over for Polen og Ungarns afmontering af retsstaten. Hun mente, at øget samkvem med Kina var en god idé, på trods af Beijings øgede brutalitet over for mindretal og anderledes tænkende.

Men hun har været noget andet. Hun har været en fornuftens stemme i en stadig mere højrøstet verden. Og selvom hun ikke har en retning, har hun værdier. Hun var blandt de første, der lagde afstand til Donald Trump efter dennes valg som USA’s præsident. Hun har – blandt andet på baggrund af Tysklands historie – svoret troskab over for Israel uden at holde sig tilbage med kritik af bosættelser. Hun har brugt en nytårstale til at advare mod det ekstreme højre i Østtyskland, hvor hun selv er opvokset.

Den, der skriver disse linjer, har mødt hende nogle gange i en mindre kreds. Det var baggrundssamtaler, hvorfra der ikke måtte refereres. Det var ikke de store hemmeligheder, der blev vendt, men man fik et indtryk af, hvordan hun var, når hun kunne slappe en smule af. Hun virkede som den storesøster, man aldrig har haft. Deltagende, lyttende, aldeles usnobbet og ofte virkelig sjov. Hun kan være rapkæftet. Til en frokost, hvor hun sad lige over for, bemærkede man for det første, at hun ingenting spiste, for det andet, at hun holder af vin, og for det tredje, at hun bider negle. Engang, lige før hun blev kansler, sad hun ved et nabobord i en restaurant med en veninde. Tjeneren, der også var en kvinde, blev behandlet som en medsøster.

Merkel er et magtmenneske, ellers var hun ikke nået så langt. Men hun rummer ikke de voldsomme mængder af testosteron, som har præget nogle af hendes forgængere, for eksempel Helmut Kohl og Gerhard Schröder.

Udadtil kan hun virke kedelig grænsende til det søvndyssende. Tyskerne elsker det. De synes, de har haft rigeligt med støjende ledere de sidste 100 år. Den eneste karismatiske forbundskansler, man kan fremvise, er Willy Brandt; han måtte gerne være det, blandt andet fordi ingen kunne beskylde den tidligere flygtning og emigrant for at nære autoritære fantasier.

Det er derfor, alle tre kanslerkandidater ved valget den 26. september omtaler hende så pænt. Når sandheden skal frem, vil der i den førte politik ikke være alverden til forskel, om det bliver den ene eller den anden. Landet styres overvejende decentralt, så forbundsregeringens muligheder er begrænsede. Desuden ligner den borgerlige og den socialdemokratiske kandidat hinanden. De Grønnes kandidat er mere livlig, det plejer de at være i det parti, men heller ikke hun kan agere alene.

Så der bliver ingen revolution. Men Merkel vil være væk, og så kan man dårligt kritisere hende længere.

Michael Kuttner har været korrespondent i Budapest, Washington og Berlin. Han skriver om europæiske forhold med europæisk perspektiv i Kristeligt Dagblad.