Merkel udtrykker bekymring over smitteudvikling i Tyskland

Forbundskansler Angela Merkel siger, at hun er bekymret over smitteudviklingen i Tyskland, og hun siger i en appel til befolkningen, at det er vigtigt at blive vaccineret.
Forbundskansler Angela Merkel siger, at hun er bekymret over smitteudviklingen i Tyskland, og hun siger i en appel til befolkningen, at det er vigtigt at blive vaccineret. Foto: Stefanie Loos/Ritzau Scanpix.

Forbundskansler Angela Merkel siger på et pressemøde i Berlin, at hun er bekymret over smitteudviklingen i Tyskland, og hun appellerer til befolkningen om vigtigheden af at blive vaccineret.

Den afgående tyske leder, som forlader toppolitik efter det tyske forbundsdagsvalg i september, siger, at der er "en klar og urovækkende dynamik" i de seneste tal.

– Vi ser en eksponentiel vækst i smitten. Hver eneste vaccination er et lille skridt fremad mod normalen.

Tyskland har lave smittetal i denne sommer sammenlignet med mange europæiske nabolande. De seneste to eller tre uger er tallene imidlertid begyndt at stige - hovedsagelig på grund af Delta-varianten.

De seneste syv dage er der registreret 12,2 nye tilfælde per 100.000 indbyggere. Det er markant stigning fra bundniveauet på 4,9 i starten af denne måned.

Merkel venter, at smittetallene vil blive fordoblet i løbet af de næste to uger, og hun advarer om, at det kan føre til nye restriktioner.

– Jo flere, der vaccineres, desto friere vil vi være. Ikke blot som enkeltpersoner, men også som samfund, siger hun.

Tyskland indledte en genåbning af samfundet i maj, og i dag er restauranter, butikker, svømmebassiner og museer åbne. Der er også lempet på regler for forsamlinger - både privat og offentligt.

Torsdag havde 60,4 procent af befolkningen fået én vaccinedosis, mens 48 procent er fuldt vaccinerede.

Merkel har ledet Tyskland siden 2005. Hun har gjort det klart, at hun ikke er kandidat til en femte embedsperiode.

På et pressemøde i Berlin torsdag, der var det sidste store sommerpressemøde, hun holder som forbundskansler, sagde hun til spørgsmål om hendes fremtidige beskæftigelse, at hun ikke har haft tid til at tænke det igennem.

Men hun antydede, at det er vigtigt for Tyskland at have en klar position i EU's klimaplaner, mens en ny regering dannes.

Det tyske forbundsdagsvalg finder sted søndag den 26. september.

/ritzau/Reuters