Det var en vingeskudt, men tydeligvis lettet Angela Merkel, som i går omsider kunne præsentere regeringsgrundlaget for sin nye tyske forbundsregering – noget, resten af Europa og de tyske vælgere har ventet på i mere end fire måneder. Efter 12 år på posten har Tysklands første kvindelige kansler sikret sig en fjerde embedsperiode, men den pris, som det kristeligt demokratiske CDU’s formand betaler for denne historiske bedrift, er særdeles høj.
”Operationen lykkedes, patienten er (næsten) død,” som Tysklands største og normalt ret Merkel-loyale avis, Bild, i går syrligt kommenterede under overskriften ”Selvopofrelse”. Selv sagde hun i går, at resultatet af det langvarige tovtrækkeri om en ny regering havde været hele umagen værd. Men undervejs har Merkel måttet give så mange indrømmelser, at hendes autoritet har fået alvorlige skrammer, og hendes parti – der ellers fik flest stemmer ved efterårets valg – står næsten afklædt tilbage. Hvilket allerede fik de første kritiske stemmer til at røre på sig i hendes konservative bagland i går.
For at sikre sig pladsen for bord- enden i sin tredje store koalition hen over midten har kansleren foræret de skeptiske socialdemokrater en af de største lunser, finansministerposten, som CDU for fire år siden endnu nægtede at afgive. Og for at tækkes det ofte trodsige søsterparti CSU fra Bayern har CSU-formanden, Horst Seehofer, fået indenrigsministerposten, hvilket efterlader CDU med fem ministerposter.
Den kommende finansminister, Hamborgs nuværende overborgmester Olaf Scholz, er kendt som en pragmatiker, der vil gå godt i spænd med den ligeledes nøgterne Merkel. Men da den tyske finansminister opfattes som eurozonens uofficielle kassemester, sender udnævnelsen af en socialdemokrat et signal om, at det omstridte tyske sparediktat, som især de sydeuropæiske EU-lande har været trætte af, kan være på vej til at blive blødt en smule op.
I det hele taget fylder Europa rigtig meget i det 177 sider store regeringsgrundlag under overskriften ”Et nyt opbrud for Europa, en ny dynamik for Tyskland og et nyt sammenhold for vores land”. Allerede på de første sider lover CDU, søsterpartiet CSU og SPD at spæde flere penge i EU-budgettet, sætte gang i reformturboen i EU og særligt euro-samarbejdet, styrke EU-Parlamentets beføjelser og i det hele taget få EU tættere på borgerne.
Det er sød musik for den franske præsident, Emmanuel Macron, mens løfter om at styrke EU’s ydre grænser og gøre Frontex til et decideret grænsepoliti samt mål om fælles asylbehandling og hjemsendelser fra ydergrænserne går godt i spænd med danske prioriteringer.
Men selvom Angela Merkel dermed prøver at lægge det lidet flatterende øgenavn ”flygtningekansleren” bag sig for at sikre sig en plads i historiebøgerne som EU’s redningskvinde efter Brexit, må hun fremover dele det internationale rampelys med den socialdemokratiske partiformand, Martin Schulz, der går ind for Europas Forenede Stater. Den tidligere EU-parlamentsformand bliver ny udenrigsminister – stik imod sit gamle løfte om aldrig at blive minister under Merkel.
Efter at SPD ved valget den 24. september med 20,5 procent af stemmerne fik sit dårligste resultat i efterkrigstiden, sagde han til stor lettelse for sine partifæller, som havde fået nok af at blive mast i et samarbejde med Merkel, også kategorisk nej til, at socialdemokraterne ville gå med i en stor koalition igen.
Et nej, han lige så stålsat gentog, da Merkels første forsøg på at danne en regering med det liberale FDP og De Grønne forliste i november. I går havde Schulz så travlt med at fremhæve det markante socialdemokratiske stempel på regeringsgrundlaget. Men hans troværdighed hænger så meget i laser, at han i aftes bekræftede, at han i næste måned træder tilbage som formand efter mindre end et år på posten.
Og han gør klogt i at trække sig, inden SPD’s 463.723 medlemmer ved en urafstemning skal sige god for regeringsgrundlaget. Partiets ungdomsorganisation har med en storstilet nej-kampagne på få uger fået lokket over 40.000 til at melde sig ind i partiet, og selvom Schulz i går fik hug for at prioritere en ministertaburet over partiets ve og vel, har han med sin afgang lukket en vigtig angrebsflanke.
Gruppeformand Andrea Nahles står på spring til at blive den første kvindelige formand for det snart 155 år gamle tyske socialdemokrati, og det var hende, der med en brandtale på sidste måneds partikongres sikrede baglandets ja til overhovedet at tale med Merkels CDU/CSU.
Det er dog langtfra sikkert, om Merkels indrømmelser i regeringsgrundlaget og udskiftningen i SPD-toppen er nok til at overbevise de menige socialdemokrater. Resultatet af urafstemningen foreligger først i begyndelsen af marts, og hvis SPD her siger nej, tyder alt på et nyvalg, hvor de tre regeringspartier alle står til at tabe.
Faktisk har SPD allerede blødt så meget i meningsmålingerne, at den nye regering end ikke ville kunne opnå flertal i dag.