Prøv avisen

Meteorologer: Vi lever i det varmeste årti nogensinde

Isbjerge smelter i fjorden nær Nuuk i Grønland i august i år. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Siden 1980 har hvert årti været varmere end det foregående. 2019 står også til at blive usædvanlig varm.

Det årti, som snart er ovre, vil efter al sandsynlighed gå over i historiebøgerne som det varmeste nogensinde, siden målinger begyndte.

Det fastslår Verdens Meteorologiske Organisation, WMO, i en rapport, som blev fremlagt ved FN's klimamøde i Madrid tirsdag.

Siden 1980 har hvert eneste årti været varmere end det foregående. Alt tyder på, at dette også kommer til at gælde for årene fra 2010 til 2019.

Klodens gennemsnitstemperatur har indtil nu ligget omtrent 1,1 grad højere end i præindustriel tid.

2019 står til at blive et af de tre varmeste år, som nogensinde er målt.

De seneste fem år vil højst sandsynligt blive den varmeste femårsperiode, siden målingerne begyndte, siger WMO.

Også mængden af drivhusgasser i atmosfæren er i år på det højeste niveau, som nogensinde er registreret.

- Hvis vi ikke øjeblikkeligt tager fat og bekæmper klimaændringerne, så er vi på vej mod en temperaturforøgelse på over 3,0 grader mod slutningen af dette århundrede - med stadigt flere skadelige følger for menneskers levevilkår, siger WMO-chefen, Petteri Taalas.

WMO siger, at de menneskeskabte udslip af CO2 fra fossile brændstoffer, bygning af infrastruktur, dyrkning af afgrøder og transport af varer medfører, at 2019 vil sætte en ny rekord for koncentrationen af CO2 og dermed for yderligere opvarmning.

Verdenshavene, der absorberer 90 procent af den overdrevne varme, som drivhusgasserne producerer, er nu varmere end nogensinde før - blandt andet som følge af 329 milliarder ton smeltet is fra Grønland.

/ritzau/AFP