Prøv avisen

MeToo er blevet en kulturkrig i USA

Siden den 15. oktober 2017 har udtrykket MeToo via de sociale medier bredt sig over hele verden og fået utallige kvinder – og mænd – til at stå frem og berette om sexchikane, diskrimering og overgreb. Her bruges det under en march mod seksuel vold i Los Angeles i januar i år. – Foto: Jae C. Hong/AP/Ritzau Scanpix

I dag er det år siden, at det første MeToo-tweet blev sendt i USA og markerede startskuddet for en bevægelse imod overgreb og sexchikane. Nu vinder en modreaktion frem. MeToo risikerer at blive endnu en front i opgøret mellem højre og venstre, hvor identitetspolitik gennemsyrer alt, mener flere iagttagere

Da tre kvinders udokumenterede sexanklager mod den nu indsatte højesteretsdommer Brett Kavanaugh for nylig satte den amerikanske debat om seksuelle overgreb og relationerne mellem kønnene i kog, havde præsident Donald Trump en dyster udlægning af vilkårene for den amerikanske mand anno 2018.

”Det er en meget uhyggelig tid for unge mænd i Amerika, når du kan være skyldig i noget, som du måske ikke er skyldig i. Dette er en meget, meget vanskelig tid,” sagde han til en gruppe journalister forsamlet på den sydlige plæne foran Det Hvide Hus.

Da præsidenten blev spurgt, om han havde et budskab til unge kvinder, var hans svar kortfattet:

”Kvinder klarer sig storartet.”

I dag er det et år siden, at MeToo-bevægelsen brød igennem lydmuren i USA, og Trumps bekymring på vegne af amerikanske mænd afspejler, at den har bevæget sig ind i en vanskelig ny fase. Bevægelsen har trukket tæppet væk under talrige magtfulde mænd og givet millioner af kvinder modet til at tale højt om seksuelle krænkelser, og den betegnes ofte som det største fremskridt for ligestillingen i USA i moderne tid.

Men nu advarer flere iagttagere om, at MeToo risikerer at blive blot endnu en front i den tilspidsede kulturkrig mellem højre- og venstrefløjen.

Som præsidentens udtalelse viser, er temaet blevet stærkt politiseret, siger redaktør og skribent Brandon McGinley, der jævnligt skriver om tro, politik og kultur i flere amerikanske nyhedsmedier.

”I enhver revolution vil der komme et øjeblik, hvor nogle siger, at ’nu er tingene gået for vidt’, og sådan er det også gået MeToo. Fortællingen om, at bevægelsen har udviklet sig til en nypuritansk klapjagt på mænd, var begyndt at tage til i styrke allerede inden anklagerne mod Brett Kavanaugh. Det, som Kavanaugh-striden har slået fast på ganske dramatisk vis, er, at konservative nu har taget rollen som mænds beskyttere til sig, og MeToo er blevet sat i bås som venstrefløjens sag. Bevægelsen er ikke ødelagt som sådan. Men den er ødelagt som en bredt funderet kampagne,” vurderer han.

Drømmen om, at MeToo-bevægelsen kunne samle den stærkt splittede amerikanske befolkning på tværs af køn, politik og andre identitetsmarkører, vil i hans øjne forblive uforløst.

”Vi lever i en tid, hvor identitetspolitik gennemsyrer alt, og MeToo er blevet et offer for det. Præsident Trump har to antagelser, når han positionerer sig som den, der forsvarer mænd. Den ene er, at frygten for MeToo er udbredt blandt mænd. Den anden er, at selv mænd, der ikke deler denne frygt, er solidariske med deres kønsfæller på grund af deres fælles identitet som mænd og som ofre for en påstået mandefjendtlig kultur. Dette appellerer til de mange mænd, der af sociale eller økonomiske årsager i forvejen føler sig marginaliserede og ringeagtede. Det appellerer også til kvinder, der betragter kønspolitik igennem en politisk konservativ linse, og som er bekymrede på vegne af deres mænd og sønner,” siger Brandon McGinley.

MeToo-bevægelsen udsprang af sagen om den kendte amerikanske filmproducent Harvey Weinstein, der er tiltalt for at have voldtaget og forulempet en lang række kendte og ukendte kvinder.

Sidste efterår stod flere kvinder frem i avisen New York Times og tidsskriftet The New Yorker med anklager mod Weinstein, hvis krænkende opførsel i årtier havde været en offentlig kendt hemmelighed i filmbranchen. I dag for et år siden skrev skuespillerinden Alyssa Milano et tweet, hvori hun opfordrede alle, der nogensinde har oplevet af blive udsat for sexchikane eller seksuelle overgreb, at stå frem på de sociale medier med mærket #MeToo, også mig.

Kampagnen fik millioner af kvinder i USA og resten af verden til at tage bladet for munden, og talrige kendte mænd – heriblandt politikere, filmfolk, topledere og fremtrædende kulturpersonligheder – er blevet udstillet som krænkere. Mange af dem har erkendt deres skyld. Nogle få, heriblandt den 81-årige komiker Bill Cosby, der engang var en af USA’s mest folkekære skuespillere, er havnet bag tremmer.

I takt med, at MeToo-bølgen rullede hen over det amerikanske samfund, stødte den imidlertid også på modstand. Nogle debattører påpeger, at bevægelsen ikke har blik for gråzoner, og at der bør være en måde for krænkere at sone deres brøde. Bevægelsens mantra om at ”tro på alle kvinder” har også rejst tvivl om betingelserne for bevisførelse. At alle kvinders historier nødvendigvis skal tages for pålydende, er et ”forsimplet og decideret farligt” krav, skriver eksempelvis den konservative kommentator Ben Shapiro i et indlæg i nyheds- og opinionsmediet Townhall.

”Dette har altid været det nøglespørgsmål, som MeToo-bevægelsen stædigt har nægtet at besvare: Hvad bør standarden for bevisførelse, eller endda standarden for troværdighed, være,” spørger han.

Andre er uenige. I det store billede er frygten for en heksejagt og folkedomstol ikke meget andet end en skræmmekampagne, mener Leigh Gilmore, der er professor i køns- og kvindestudier ved Wellesley University i Massachusetts og forfatter til bogen ”Tainted Witness: Why We Doubt What Women Say About Their Lives” (Plettet vidne: Hvorfor vi betvivler, hvad kvinder siger om deres liv).

”Det er vigtigt at holde for øje, at mænds risiko for at blive ofre for seksuelle overgreb statistisk set er langt større end deres risiko for at blive anklaget på falsk grundlag,” konstaterer hun.

Også Brandon McGinley er skeptisk over for forestillingen om, at MeToo grundlæggende truer mænds retssikkerhed.

”Når meningsdannere klager over, at ’enhver mand’ risikerer at blive uretfærdigt anklaget for sexovergreb, så er den underforståede betydning, at kvinder som udgangspunkt er ude efter at ødelægge mænd. Det er en dybt skadelig påstand, der forgifter kønsdebatten,” siger han.

Selvom MeToo især efter Brett Kavanaugh-balladen er blevet et politisk våben, så vurderer Leigh Gilmore, at den nu et år gamle bevægelse har slået rødder i det amerikanske samfund.

”Alting i USA politiseres. Det ligger i tidsånden, og MeToo skiller sig ikke ud i denne henseende. Men bevægelsen er større end politik. Der er sket et kulturskred, og jeg tror, at vi nu kommer til at se en ægte generationsforandring i, hvad kvinder forventer fra mænd på arbejdspladsen og andre steder i samfundet,” siger hun.

Leigh Gilmore peger på, at MeToo har været i støbeskeen længe. Kimen til bevægelsen blev ifølge den amerikanske professor lagt, da Donald Trump i 2016 blev valgt til præsident på trods af avisen Washington Posts afsløring af en nu famøs lydoptagelse, hvori han frydefuldt praler med at udnytte sin status som kendis til at befamle kvinder imod deres vilje.

”Valget af Donald Trump til præsident var en gnist, der antændte et ulmende opgør mod alfa-hannernes dominans og samfundets stiltiende accept af seksuelle krænkelser af kvinder. Vi så vreden over valget af netop ham til præsident manifestere sig i først i de store kvindemarcher efter hans indsættelse og derefter i MeToo, som var en virtuel forsamling af kvinder, der viste hinanden, at de har fået nok, og at de står sammen. Vi ser også, at flere kvinder stiller op til politiske poster og mobiliserer op til midtvejsvalget i næste måned,” siger hun og understreger, at MeToo handler om mere end at stille magtfulde mænd til ansvar for deres ugerninger.

”Der er to MeToo-bevægelser. Den ene er den, som vi oftest læser om i nyhedsmedierne, og som mest omhandler kendte personer. Den anden er grundfæstet i feministisk aktivisme og berører helt almindelige kvinders vilkår. Vi oplevede eksempelvis for nylig, at McDonald’s-medarbejdere over hele landet nedlagde arbejdet for at protestere imod sexchikane på arbejdspladsen. Der er en stærk græsrodsbevægelse, der presser på for, at energien fra MeToo fører til social forandring,” siger Leigh Gilmore.

Brandon McGinley er mere pessimistisk, hvad angår MeToo-bevægelsens fremtid.

”MeToo er blevet noget andet, end da den begyndte for et år siden. Diskursen, der omgiver den, er konflikt og stridighed. De langsigtede udsigter til, hvad det kan gøre for forholdet mellem mænd og kvinder, er fortvivlende. Jeg forventer faktisk, at vi vil se en stigning i vold mod kvinder som en konsekvens af nogle mænds offergørelse af sig selv og behov for nu at genbekræfte deres maskuline identitet,” siger han.