Prøv avisen

MeToo fik 31-årige Miranda til at bryde tavsheden: Nu ved jeg, at jeg ikke er alene

Mange amerikanske kvinder beskylder præsident Trump for at blåstemple overgreb på kvinder. I weekenden var Miranda Yaver blandt deltagerne i en MeToo-demonstration foran Trump International Hotel ved Columbus Circle-stationen i New York, hvor ”Et nej betyder nej” var et af budskaberne. – Foto: Erik Mcgregor/Pacific Press/Zuma/ritzau

MeToo-kampagnen markerer et kulturskred i USA, hvor et hidtil uset antal kvinder nu taler åbent om det, de kalder en national epidemi af sexovergreb. Det er både forløsende og nedslående, fortæller Miranda Yaver, der selv er blevet udsat for to voldtægter

To dage efter at præsident Barack Obama sikrede sig sit genvalg ved det amerikanske præsidentvalg i november 2012, fejrede Miranda Yaver valgsejren på en bar nær Columbia University i New York, hvor hun var ved at opnå en ph.d.-grad i politologi. Hun drak, med egne ord, for meget. Hun flirtede med en mand. Han fulgte efter hende i vintermørket, da hun i de sene nattetimer gik hjem. Han voldtog hende – brutalt.

Den næste morgen gik hun på apoteket – rystet, blodig, banket gul og blå – og købte nødprævention. Hun fandt en terapeut. De efterfølgende uger, måneder og år kæmpede hun for at overvinde de psykiske sår og genvinde fodfæstet.

I juli 2014 skete det igen. Miranda Yaver mødte en mand, der lod hånt om ordet ”nej”. Endnu en voldtægt. Hun valgte ikke at melde det til politiet. I stedet bed hun tænderne sammen, smurte makeup på sine skader og tog på arbejde, som om intet var hændt.

Da den amerikanske skuespiller Alyssa Milano en søndag midt i oktober opfordrede alle, der nogensinde har oplevet af blive udsat for sexchikane eller seksuelle overgreb, til at stå frem på de sociale medier under hashtagget #MeToo (også mig), var den i dag 31-årige Miranda Yaver blandt de millioner af amerikanske kvinder, der fulgte opfordringen. I to korte og kontante opslag på Twitter identificerede hun sig åbent og offentligt som dobbelt voldtægtsoffer.

”Det berører mig stadig dybt at tale om voldtægterne. Det er sårbart. Men MeToo har gjort det nemmere at bryde tavsheden, og nu ved jeg mere end nogensinde før, at jeg ikke er alene. Jeg har oplevet et overvældende udbrud af solidaritet, og det føles godt og forløsende at være en del af det, selvom det også er forfærdende at opdage, i hvor høj grad seksuelle overgreb er en epidemi,” siger Miranda Yaver, der i dag underviser i statskundskab, blandt andet på Yale Universitet.

MeToo-kampagnen er foranlediget af den meget omtalte sag om den kendte amerikanske filmproducent Harvey Weinstein, der anklages for at have forulempet en lang række kendte og ukendte kvinder. Kampagnen har fået millioner af kvinder i USA og resten af verden til at tage bladet fra munden, og i dag, to måneder efter Alyssa Milanos oprindelige tweet, er USA forandret. Talrige kendte mænd – heriblandt politikere, filmfolk, topledere og fremtrædende kulturpersonligheder – er blevet udstillet som krænkere og har oplevet deres karrierer blive kastet i grus. Mange af dem har tilstået og bedt om forladelse. Altimens er de magtstrukturer, der førhen beskyttede dem, begyndt at smuldre.

MeToo-bevægelsen har taget et overraskende fast greb om det amerikanske samfund, siger Leigh Gilmore, der er professor i køns- og kvindestudier ved Wellesley University i Massachusetts og forfatter til bogen ”Tainted Witness: Why We Doubt What Women Say About Their Lives” (Plettet vidne: Hvorfor vi betvivler, hvad kvinder siger om deres liv).

”Det opgør med seksuelle krænkelser og den vilje til at holde folk ansvarlige, som vi oplever i USA lige nu, er uden fortilfælde. MeToo viser meget tydeligt omfanget og rækkevidden af seksuel chikane i kvinders dagligliv. Det viser også, hvordan vi som samfund lader mænd slippe af sted med at tage sig friheder over for kvinder. Og kvinder er vrede. De er vrede over chikanen, og de er vrede over ikke at blive lyttet til. MeToo har sat den vrede fri. Det er forbløffende, og jeg mener, at der er tale om et ægte kulturskred i den måde, hvorpå vi taler om sexchikane og seksuelle overgreb,” siger hun.

Det er ikke første gang, at en bølge af vrede over mænds krænkende opførsel er brudt ud i USA. I 1991 udløste Anita Hills sexchikaneanklager mod højesteretsdommerkandidaten Clarence Thomas en national debat om emnet, og mange kvinder udtrykte deres solidaritet med Hill ved at bære ”Jeg tror på Anita Hill”-emblemer. Hendes vidneudsagn blev betvivlet, og Senatet godkendte Clarence Thomas som højesteretsdommer, men opmærksomheden omkring sagen bevirkede, at en bølge af kvinder blev valgt ind i Kongressen det efterfølgende år.

MeToo foregår på en anden, mere kollektiv skala, siger Leigh Gilmore.

”Da Anita Hill-debatten fandt sted, havde vi ikke de sociale medier, der gør det muligt for folk at dele historier på et splitsekund, kommunikere direkte med hinanden og skabe virale sociale bevægelser. Samtidig involverer MeToo mange meget berømte mennesker både som ofre og som gerningsmænd, og det har en stærk effekt. Endelig er der også den kendsgerning, at kvinder både økonomisk, politisk og socialt er blevet en mere magtfuld gruppe i USA i de seneste årtier,” siger hun.

Kimen til MeToo-bevægelsen blev ifølge den amerikanske professor lagt, da Donald Trump i fjor blev valgt til præsident trods avisen Washington Posts afsløring af en nu famøs lydoptagelse fra 2005, hvori han frydefuldt praler med at udnytte sin status som kendis til at begramse og tvangskysse kvinder.

”Valget af Donald Trump til præsident var en gnist, der antændte et ulmende opgør om alfahannernes dominans og samfundets stiltiende accept af seksuelle krænkelser af kvinder. Vreden over valget af netop ham til positionen som verdens mest magtfulde mand har aktiveret en bred forsamling af kvinder, der ikke vil finde sig i det mere. MeToo kom på netop det tidspunkt, hvor amerikanske kvinder havde fået nok,” siger Leigh Gilmore.

Også Miranda Yaver peger på præsidentvalget som et skæringspunkt.

”Som kvinde og som voldtægtsoffer var det hjerteskærende og nedslående at opleve, at det for så mange vælgere tilsyneladende ikke var diskvalificerende, at Donald Trump er en seriel overgrebsmand. Da han blev valgt, følte jeg, at dette er et land, der er ligeglad med at beskytte mig. Det var første gang nogensinde, at jeg følte mig grundlæggende utryg. Selv efter voldtægterne følte jeg mig tryg i min lejlighed, i mit lokalsamfund, i New York. Men takket være det, som er sket de seneste to måneder med MeToo-kampagnen, er en sky begyndt at lette. For første gang siden præsidentvalget føler jeg, at der er en kollektiv vilje til at beskytte kvinder og holde folk ansvarlige for seksuelle ugerninger, og det er utroligt opmuntrende,” siger hun.

MeToo er også et opgør med mistænkeliggørelse af kvinder, der anmelder overgreb, tilføjer Miranda Yaver.

”Da jeg efter min første voldtægt opsøgte universitetets sundhedsklinik, var det første spørgsmål, om jeg havde drukket alkohol den nat. Det havde jeg, men det var sagen uvedkommende. Jeg var blevet banket sønder og sammen. Gjorde det virkelig en forskel, at jeg havde været ude at feste?”, spørger hun.

Miranda Yaver valgte ikke at anmelde nogen af voldtægterne til politiet.

”Jeg gjorde alle de ’forkerte’ ting bagefter – jeg tog brusebad, vaskede sengetøj og ønskede bare at bortviske alt om hændelsen. Det er også udmattende at skulle tænke og tale om det på den måde, som er nødvendig i en politirapport. Jeg har intet imod at tale om overgrebene som en stemme i koret af kvinder, der bryder tavsheden om omfanget af seksuelle overgreb, men at anmelde det var ikke en sti, jeg ønskede at gå ned ad. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg selv var skyld i det på nogen måde, og uden fysiske beviser bliver det den der ’han sagde, hun sagde’-situation, som vi også ser udspille sig nu, hvad angår anklagerne mod mange kendte personer. Jeg ville bare tilbage på arbejde og fokusere på bedre ting,” forklarer hun.

Miranda Yaver håber, at hun ved at være åben om sine oplevelser kan være med til at ændre en kultur, hvor piger og kvinder for ofte lader drenge og mænd slippe af sted med både mild og grov chikane.

”Da jeg gik i ottende klasse, havde jeg en lærer, der flirtede med mig og sendte mig breve med små hjerter tegnet på. Der skete ikke mere end det, men der er meget, som mange af os tavst har tålt, selvom det bragte os ubehag. Vi har normaliseret en vis grad af mishandling eller krænkende opførsel fra mænds side og glorificerer nogle gange det at udholde,” siger hun.

MeToo-bevægelsen kan da også blive historisk, mener Leigh Gilmore. ”Hvis sociale bevægelser skal få varigt fodfæste, er de nødt til at forblive i offentlighedens søgelys. I de seneste to måneder har vi set, at interessen for det, som MeToo bringer på banen, er uudtømmelig. Jeg tror, at vi nu kommer til at se en ægte generationsforandring i, hvad kvinder forventer fra mænd på arbejdspladsen og andre steder i samfundet,” siger hun.

Dagen efter skuespilleren Alyssa Milano på Twitter opfordrede folk til at dele deres oplevelser med overgreb eller sexchikane, stod den 31-årige Miranda Yaver (billedet) frem på samme sociale medie og skrev, at hun var blevet voldtaget to gange i sin studietid. – Privatfoto.