Prøv avisen

"El Chapo" er dømt skyldig for at lede globalt narkoimperium

Joaquin "El Chapo" Guzmán flankeret af soldater i Mexico City tilbage i januar 2016. Foto: Tomas Bravo/Reuters

Narkobaronen "El Chapo" er dømt skyldig i alle ti anklagepunkter efter en spektakulær retssag i New York.

Den mexicanske narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzmán er tirsdag blevet dømt skyldig for at stå i spidsen for et globalt narkoimperium.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Efter en langstrakt retssag i New York er den berygtede "El Chapo" således blev dømt skyldig i alle ti anklagepunkter mod ham.

Retssagen har været i gang de seneste tre måneder. I løbet af den tid er der blandt andet kommet opsigtsvækkende detaljer frem om uhyggelige drab, politisk bestikkelse og storstilet smugling.

Tirsdag blev han kendt skyldig, mens strafudmålingen finder sted 25. juni.

Det forventes, at den 61-årige "El Chapo" skal tilbringe resten af livet i fængsel, skriver nyhedsbureauet AP.

Mere end 50 personer har vidnet i sagen, hvor det er blevet afsløret, hvordan narkobaronens Sinaloa-kartel tjente milliarder af dollar på at importere tonsvis af kokain, heroin, amfetamin og marihuana til USA.

Joaquin "El Chapo" Guzmán er en af de helt centrale figurer i den mexicanske narkokrig, der har hærget landet siden 2006.

Han blev i 2017 udleveret til USA efter at være blevet anholdt i Mexico det foregående år. Andre højtstående personer fra de mexicanske karteller er tidligere også blevet udleveret til USA.

De har dog erklæret sig skyldige, inden det nåede til en retssag.

Retssagen mod "El Chapo" har givet et unikt indblik i Sinaloa-kartellets dagligdag. Blandt andet har et vidne fra kartellet fortalt, hvordan mexicanske medarbejdere har pakket kokain ned i tusindvis af jalapeño-dåser.

En anden har forklaret, at "El Chapo" i nogle tilfælde selv fungerede som lejemorder. Han skal blandt andet have kidnappet, banket og skudt en af sine ansatte, der havde arbejdet for et andet kartel.

Efterfølgende blev han begravet levende, lød det i forklaringen.

Retssagen mod "El Chapo" begyndte sidste år i midten af november.

/ritzau/