Mexicos svar på Macron vil endevende landet

Andrés Manuel López Obrador lover efter jordskredssejr at tage et opgør med korruption, vold og fattigdom

Andrés Manuel López Obrador sagde i går, at han går efter en åben og venlig dialog med amerikanerne. Noget, USA’s præsident, Donald Trump, også har lagt op til i sit lykønsknings-tweet til Obrador trods den igangværende strid om Trumps planlagte mur på grænsen til Mexico. –
Andrés Manuel López Obrador sagde i går, at han går efter en åben og venlig dialog med amerikanerne. Noget, USA’s præsident, Donald Trump, også har lagt op til i sit lykønsknings-tweet til Obrador trods den igangværende strid om Trumps planlagte mur på grænsen til Mexico. – . Foto: Goran Tomasevic/Reuters/Ritzau Scanpix.

Tredje gang var lykkens gang for Andrés Manuel López Obrador, der søndag vandt en knusende sejr i det mexicanske præsidentvalg og endte med omkring 53 procent af alle stemmer i sin tredje præsidentvalgkamp. De millioner af mexicanere, der stemte på ham, håber, at det også bliver lykkens gang for landet.

De har hæftet sig ved hans løfter om at gøre noget ved Mexocis altfortærende vold og korruption – og bruge de milliarder af pesos, der i dag går i de forkerte lommer, på pensioner, sundhed og uddannelse til de fattigste af dem. Præsidentens løn skal sættes ned, og de lavest lønnede offentlige ansattes skal sættes op.

Andrés Manuel López Obrador, i daglig tale Amlo, er blevet sammenlignet med den britiske socialdemokratiske Labour-leder, Jeremy Corbyn, og den demokratiske amerikanske præsidentkandidat Bernie Sanders på grund af sit fokus på fattigdom og ulighed – men også med den nu afdøde venezuleanske præsident Hugo Chávez, fordi han ønsker at genforhandle de kontrakter, internationale firmaer har om olieudvinding.

Jacobo Ramirez, mexicaner og lektor i latinamerikansk erhvervsøkonomi ved Handelshøjskolen i København, CBS, foretrækker at sammenligne Obrador med den franske præsident, Emmanuel Macron.

”Obrador er ikke venstreorienteret. Han er som udgangspunkt positiv over for det private erhvervsliv. Derfor får han også støtte fra for eksempel det mexicanske handelskammer og industrisammenslutningen. Han forsøger at skabe et nyt alternativ for Mexico på tværs. I den forstand minder han mere om Macron,” siger Jacobo Ramirez, der hæfter sig ved, at Obrador også har vundet valget i den nordlige, rigeste og traditionelt konservative del af landet.

Det samme gør politisk analytiker Juan Carlos Finck Carrales, der er vokset op i hovedstaden Mexico City, og som skriver ph.d. ved Roskilde Universitet i byplanlægning og økonomisk udvikling.

”Det er ikke så overraskende, at Obrador fik mange stemmer i den sydlige og centrale del af landet, som altid har været den mest venstreorienterede, men hans sejr i de nordlige delstater viser, at han har en meget bred opbakning. Det er langtfra ’bare’ de fattige landarbejdere,” siger Juan Carlos Finck Carrales.

Efter hans mening har Obrador ingen hensigt om at gøre Mexico til en rigidt styret statsøkonomi. Det viser blandt andet erfaringerne fra Obradors tid som borgmester i Mexico City fra 2000 til 2006. Her udviklede byen sig kraftigt på grund af private investeringer samtidig med, at han indførte pensioner og åbnede nye, gratis gymnasier i de fattige kvarterer, alt mens volden faldt med 30 procent.

”Han tror på velfærdssamfundet, men også på kapitalismen. Han er nationalist i den forstand, at han ønsker at beskytte Mexicos økonomiske interesser, men han er samtidig meget åben over for international handel. Det har meget lidt med kommunisme eller socialisme at gøre,” siger Juan Carlos Finck Carrales.

En lang række danske virksomheder har investeret i Mexico, og i Dansk Industri, DI, har man også noteret sig den nye præsidents valgløfter. Som udgangspunkt forventer DI ikke, at der vil ske de store omvæltninger rent økonomisk, og skulle det lykkes Obrador at gøre noget ved korruptionen og volden, vil man hilse det meget velkomment, siger seniorchefkonsulent Peter Kirkegaard.

”Korruptionen er et altoverskyggende problem. Den svarer til to procent af landets bruttonationalprodukt. Det er ikke godt for nogen, og slet ikke for de private virksomheder. Hvis den kommende præsident kan gøre noget ved korruptionen og volden, vil det være et stort plus,” siger han.

Andrés Manuel López Obrador sagde efter sin valgsejr ifølge flere internationale medier, at han gerne vil skrives ind i den mexicanske historie som en god præsident.

”Jeg ønsker af hele mit hjerte at genskabe vort lands storhed,” sagde han.

”Vores nye nationale projekt søger et autentisk demokrati. Vi ønsker ikke at opbygge et diktatur – åbenlyst eller i skjul.”