Prøv avisen

Michelle Obama summede af raseri over Trump

USA's tidligere førstedame Michelle Obama var mandag på besøg på Whitney M. Young Magnet High School i Chicago, inden hun skal tale om sin nye selvbiografi i store arenaer i en række amerikanske byer. På engelsk hedder bogen "Becoming", og på dansk har den fået titlen "Min Historie". Foto: Scott Olson/Ritzau Scanpix

Trumps ondsindede påstande om Obama bragte familiens sikkerhed i fare, siger Michelle Obama i ny bog, hvor hun også afviser en tørn mere i Det Hvide Hus.

Michelle Obama slukker muligvis håbet for mange, når hun på de sidste sider i sin nye selvbiografi slår fast:

- Eftersom folk ofte spørger om det, vil jeg sige det her direkte: Jeg har ingen intentioner om at stille op som præsidentkandidat, aldrig nogensinde. Jeg har aldrig været vild med politik, og mine oplevelser i de sidste ti år har ikke ændret meget på det, skriver hun.

Hendes bog, der på dansk har fået titlen "Min Historie", kommer en uge efter det amerikanske midtvejsvalg, hvor Demokraterne nu for alvor vender blikket mod præsidentvalget i 2020.

- Jeg tror, at politik i bedste fald kan være et middel til positive forandringer, men denne arena er bare ikke lige mig, tilføjer USA's tidligere førstedame.

Obama indleder sin længe ventede selvbiografi med en beretning om sin opvækst og mødet med den racisme, der lever i bedste velgående mange steder i USA.

Hun fortæller dybt personlige ting om mødet med sin kommende mand, Barack Obama.

Også om hvordan parret havde svært ved at få børn og måtte igennem en ufrivillig abort, inden de to døtre - Malia og Sasha - blev undfanget ved hjælp af kunstig befrugtning.

Det, der måske har tiltrukket mest opmærksomhed i mange medier, er Michelle Obamas kommentarer om valget af Donald Trump i 2016 som hendes mands efterfølger på præsidentposten.

Hun beskriver, hvordan hendes krop "summede af raseri", da hun få uger inden præsidentvalget i 2016 hørte den optagelse med Trump, hvor han praler med, at han kan gøre med kvinder, som han vil.

Og hun beskriver, hvordan hun følte, at Trump gennem flere år havde bragt hendes familie i fare med sine "grundløse påstande" om, at Barack Obama slet ikke var født i USA.

Påstande, som Trump første gang fremførte i 2011, og som konservative medier "skadefro pumpede ilt ind i".

- Det hele var skørt og ondsindet, selvfølgelig, og skjulte knap nok hykleriet og fremmedhadet, der lå bagved. Men det var også farligt og sigtede bevidst mod at ophidse tosserne, skriver Michelle Obama.

Secret Service, som har ansvaret for præsidentparrets sikkerhed, briefede parret om de "mere alvorlige trusler", der blev fremsat mod dem. Michelle Obama "forstod, at der var folk, der blev påvirket" af Trumps påstande, skriver hun.

- Hvad nu hvis nogen med et uligevægtigt sind ladede et gevær og kørte til Washington? Hvad nu hvis denne person gik efter vores døtre? Donald Trump bragte med sine højlydte og ubesindige insinuationer min families sikkerhed i fare. Og dét ville jeg aldrig tilgive ham, skriver Michelle Obama.

Det er noget af det skarpeste sprogbrug, den populære tidligere førstedame hidtil har brugt mod Trump. Kritikken fik præsidenten til at svare igen med anklager mod Barack Obama.

- Hun talte om sikkerhed. Jeg kan også give jer lidt polemik, sagde Trump til journalister uden for Det Hvide Hus i weekenden.

- Jeg vil aldrig tilgive ham for det, han gjorde mod USA's militær. Jeg vil aldrig tilgive ham for det, han gjorde på mange andre områder, som jeg vil fortælle jer om en anden gang, lød det fra Trump.

/ritzau/