”Hvis du spørger mig, hvor mange migranter der er her i Palermo, er mit svar: ingen.”
Sådan begynder Palermos borgmester Leoluca Orlando en samtale. Han er ikke engang blevet spurgt om antallet af migranter endnu, men Orlando vil hurtigt slå sin pointe fast.
”Jeg ser ingen forskel mellem, hvem der er født her, og hvem der bor her. Alle her i Palermo er palermitanere – borgere i Palermo.” siger Leoluca Orlando, der har en del af byens opbakning.
Han er valgt som partipolitisk uafhængig borgmester. Senest for 10 måneder siden.
Han er ikke den eneste migrantvenlige borgmester på Sicilien, men den mest populære. Han er præsident for Siciliens borgmestre, og han er borgmester i øens hovedby, Palermo, som rummer migranter og flygtninge fra 128 forskellige lande.
Senest har også borgmesteren i den mindre by Pozzallo på Siciliens sydkyst været ude at promovere den ”italienske solidaritet med migranterne”, da hans by tog imod de migranter og flygtninge, der var blevet samlet op i Middelhavet af containerskibet ”Alexander Mærsk”.
”For mig er migrantspørgsmålet et spørgsmål om menneskets ret til at bosætte sig, hvor de vil,” siger Leoluca Orlando, der er borgmester for tredje gang.
Han blev kendt i 1970’erne for sin kamp mod den sicilianske mafia, Cosa Nostra, i Palermo. Han var dengang nyuddannet professor i forvaltningsret og arbejdede som rådgiver for sin ven og mentor Piersanti Mattarella, der var præsident på Sicilien. De forsøgte at knægte mafien, men en januarmorgen blev Piersanti Mattarella dræbt, da han steg ind i sin bil. Han døde i armene på sin bror, Sergio.
”Mit liv ændrede sig den dag, Piersanti blev dræbt af mafiaen. Jeg underviste sammen med hans lillebror, og jeg blev overtalt til at føre kampen videre mod mafiaen,” fortæller Leoluca Orlando.
Med støtte fra Mattarellas familie og ikke mindst lillebroderen Sergio Mattarella blev Orlando valgt til borgmester i Palermo, og hans indædte kamp mod mafiaen begyndte, selvom han vidste, at han også kom til at stå på dødslisten.
”Jeg blev beskyldt for at være både ateist og kommunist, og det viste mig bare, at både kirken og oppositionen var på mafiaens side. Alle de borgmestre, der har siddet i denne stol før mig, var betalt af mafiaen. På nær én. Han var selv en mafiaboss,” siger Leoluca, mens han peger på den imponerende borgmesterstol, han sidder i på rådhuset, som er et gammelt renæssanceslot, der stammer fra 1400-tallet.
”I øvrigt har jeg aldrig været hverken kommunist eller ateist.”
Allerede året efter at Leoluca Orlando blev valgt for første gang i 1985, begyndte det, som skulle blive til den største retssag (i verdenshistorien!) mod mafiaen, hvor omkring 500 mafiafolk blev dømt i løbet af de seks år, hvor sagen blev afviklet i et højsikkerhedsfængsel i Palermo.
Mafiaens magt over Palermo blev knægtet, men dog først efter at mafiaen havde dræbt de to ledende undersøgelsesdommere.
I dag er lufthavnen i Palermo opkaldt efter de to undersøgelsesdommere, Falcone og Borsellino.
Da hans gamle kammerat og støtte Sergio Mattarella i januar 2015 blev valgt til Italiens præsident, ringede Leoluca Orlando til ham med beskeden om, at misisonen var lykkedes.
”Vi lykkedes i kampen mod mafiaen og mod korrupte politikere. Mafiaen eksisterer stadig – også i København, Hamborg og Paris – men den styrer ikke mere Palermo,” siger Leoluca Orlando med stolthed.
Orlandos nye kamp mod overmagten handler om kampen for migranters rettigheder til at komme til Europa, og det er ikke kun en kamp mod den nye italienske regering. Det er en kamp for EU’s overlevelse, siger Leoluca Orlando.
Han er en stærk fortaler for EU, og han forelæser i filosofi på et tysk universitet og har tysk som sit andet sprog. Men han er bange for, at EU bliver splittet på grund af migrations-spørgsmålet:
”EU er bygget på et ønske om, at staterne samarbejder og ikke isolerer sig ligesom Schweiz. EU kan sagtens fungere uden euro eller Schengen, men hvis vi ikke forsvarer menneskerettighederne, er der ingen begrundelse for et EU.”
Da Leoluca Orlando efter nogle år i Europa-Parlamentet vendte tilbage og stillede op som borgmester i Palermo, blev han meget berørt af de mange flygtninge og migranter, der tog den livsfarlige tur over Middelhavet for at søge flugt og nyt hjemland på Sicilien og i EU.
”Migranter er også mennesker, og jeg kan ikke acceptere, at der skal være forskel på menneskers rettigheder, bare fordi nogle er født i Europa, og andre ikke er,” siger han.
Bag rådhuset i Palermo ligger en katolsk kirke og en gammel normannerfæstning som tydelige tegn på de mange forskellige folkeslag, der har styret Siciliens hovedby igennem årtusinder.
Palermo er grundlagt af folkeslag fra Mellemøsten, senere blev den erobret af romerne, og efter Romerrigets fald blev det en hovedby for grækerne, så kom araberne igen, men de blev tvunget ud af vikingerne og normannerne fra Nordeuropa og senere spanierne.
På torvet bag Palermos rådhus samles unge palermitanere – af alle hudfarver og racer – hver anden fredag som synligt bevis på, at byen består af mange forskellige folkeslag. Det er et uformelt kulturmøde, hvor lokale sicilianere mødes med migranter. Alle tager lidt mad med og også gerne musikinstrumenter. En lidt hippieagtig ting, hvor man starter med at præsentere sig, da det aldrig er de samme, som dukker op.
Borgmester Leoluca Orlando er stolt over, at Palermo er blevet et symbol på de åbne armes politik, men han er i stærk opposition til Italiens nye indvandringskritiske regering bestående protestpartiet Femstjernebevægelsen og det stærkt højreorienterede Lega.
”Matteo Salvini (indenrigsminister og leder af Lega, red.) er leder af intolerancen. Han bruger spot og splid, og han har ingen respekt for fortiden eller plan for fremtiden. Det er definitionen på en populist, der en dag kan blive til fascist,” siger Leoluca Orlando.
På spørgsmålet om, hvorvidt hans kritik ikke er en kamp mod overmagten, fortæller han historien om Den Hvide Rose. En lille gruppe antinazistiske tyske studenter, der under Anden Verdenskrig begyndte at fremstille informationsmateriale, som skulle oplyse tyskerne om blandt andet jødeudryddelserne og menneskerettighedskrænkelserne. De blev alle arresteret af Gestapo og henrettet.
”I dag er tyskerne stolte over det offer, som de unge studenter i Den Hvide Rose bragte,” siger han.
På samme måde tror Leoluca Orlando, at fremtiden også vil værdsætte dem, som kæmper for migranternes menneskerettigheder:
”Det kan godt være, at vores handlinger er imod loven, men så vil jeg være stolt over at gå i fængsel for min holdning. Så er det nemlig loven, der er i strid med menneskerettighederne.”
Selvom arbejdsløsheden på Sicilien er næsten 25 procent, og mange sicilianere lever tæt på fattigdomsgrænsen, er der stadig opbakning til borgmesterens politik over for migranter, siger han.
”Her lever hund, kat og mus sammen. Andre steder jager hunden katten, og katten spiser musen.”
Leoluca Orlando har fået nedskrevet flygtninges og migranters rettigheder i et lokalt dekret, Charter Palermo, og han har etableret et rådgivningsorgan, som folk fra alle byens mange befolkningsgrupper fra omkring 128 forskellige lande selv vælger.
Det kræver hverken opholdstilladelse eller statsborgerskab at stemme, og selv hjemløse har stemmeret. Så længe man bor i Palermo, er man palermitaner. Seneste valg var i slutningen af juni i år, og det er en bengalsk kvinde, som er formand for det nye råd.
”Det var skamfuldt for os i Palermo at være mafiaens hovedstad, så nu vil jeg kæmpe for, at Palermo bliver menneskerettighedernes hovedstad,” pointerer Leoluca Orlando.