Prøv avisen

Middelklassens svære kamp

Jimmy arbejdede på Hotel Montana. Nu ernærer han sig ved at sælge traditionelle haitianske billeder videre. -- Foto: Anders Kofoed Pedersen.

Jordskælvet i Haiti lagde 1300 uddannelsesinstitutioner og et ukendt antal arbejdspladser i ruiner. For de få i den haitianske middelklasse, der havde et job eller adgang til en videregående uddannelse før, er det nu en kamp for de fleste at fastholde den status

"Jeg er så glad for, at jeg lever!"

Jimmy smiler, og de hvide tænde lyser op i det mørke ansigt. Jimmy er 28 år, men han var mere end tæt på at gå glip af sin 28-års fødselsdag, da Hotel Montana den 12. januar faldt sammen omkring ham og slog kolleger, venner og gæster ihjel for øjnene af ham.

Jimmy voksede op et sted mellem fattig og middelklassen, alt afhængig af øjnene, der ser. Hans far havde en lille barberbutik, og hans mor døde, da han var helt lille. Som alle andre haitianere lærte han tidligt, at uddannelse var den eneste vej ud af fattigdom, og da hans far endelig fik skaffet ham ind på et godt gymnasium i Port-au-Prince, var det med ordene: "Det her er sidste chance. Er du ikke succesfuld her, så er det slut med at gå i skole".

"Heldigvis for mig, var jeg en god studerende, og det gik rigtig godt for mig," siger Jimmy, mens øjnene stråler af stolthed.

Velvidende, at der ingen garantier gives for noget som helst. I Haiti er SU og fjumreår afløst af "succes eller forsvind".

"Efter gymnasiet var der en fransk lærer på skolen, der hjalp mig med at få et job som piccolo på Hotel Montana her i Petionville. Jeg var så glad for at få et job, så jeg kunne begynde at spare penge sammen til at komme på universitetet, og jeg kan huske den dag jeg havde tjent 1000 dollar. Jeg blev simpelthen så glad," fortæller Jimmy.

"Jeg kan huske, hvordan jeg gik hjem med 1000 dollar i lommen, og pludselig kom i tanke om, at jeg havde alle de penge, og så begyndte jeg bare at grine højt, mens jeg gik henad gaden," fortsætter Jimmy, hvis entusiasme skal ses i lyset af den haitianske virkelighed, hvor mellem 80 og 90 procent af arbejdsstyrken går uden fast arbejde.

Ifølge tal fra FN er 40-50 procent af befolkningen i Haiti analfabeter. Kun 65 procent af befolkningen kommer i skole, (i 1994 var tallet 20 procent) og ud af dem er det kun en tredjedel, der gennemfører grundskolen.

På trods af realiteterne er det massernes drøm at få en uddannelse, fordi det kan være vejen ind i middelklassen for den fattigste del af befolkningen. I Haiti er uddannelse blevet synonymt med det spinkle håb om en bedre fremtid, men da jordskælvet den 12. januar ødelagde 1300 uddannelsesinstitutioner, blev håbet for flere af de studerende lagt i koma.

"Jeg skulle være startet igen på universitetet i februar, men på grund af jordskælvet blev det udskudt, og jeg håber nu at kunne starte igen til oktober," siger Jimmy, der er i gang med sit fjerde år på universitetet nu, hvor han læser økonomi, samtidig med at han arbejder for at kunne betale sin skolegang. Han betaler 150 dollar om måneden i studieafgift, og før jordskælvet tjente han primært sine studiepenge på Hotel Montana, hvor han efter noget tid som piccolo fik job i receptionen. En forfremmelse, der måske reddede hans liv.

"Det var lidt i fem om eftermiddagen, og jeg havde lige tjekket 25 gæster fra en hjælpeorganisation ind. Og så begyndte det at ryste ? Jeg ved ikke, hvorfor jeg løb, men det gjorde jeg. Jeg var tættest på bagdøren, så jeg løb den vej. Min ven og kollega blev bare stående og kiggede på mig og forstod ikke, hvorfor jeg løb. Havde jeg taget fordøren, havde jeg ikke siddet her i dag, da bygningen væltede den vej. Jeg mistede mine briller på vejen ud. Det var alt, jeg mistede. Men de mistede deres liv," fortæller Jimmy, mens han viser billeder frem på sin computer af sin gamle kollega, og de briller, som forsvandt i murbrokkerne sammen med cirka 200 af de 300 gæster på hotellet. Jimmy udstråler i både ord og mimik en begejstring og taknemmelighed over, at han er i live, og at alle fra hans familie ligeledes overlevede jordskælvet uden skrammer.

Jimmy tjener nu lidt penge ved at opkøbe traditionelle haitianske billeder og sælge dem videre med en lille fortjeneste. Han bor hos en haitianer fra den rige overklasse, hvor han kan bo billigt, og selvom han til tider kæmper for at få en hverdag med både skole og arbejde til at fungere, er han den første til at indrømme, at hans hverdag er markant bedre end de flestes.

"Haiti har flere store udfordringer foran sig lige nu. Arbejde, skoler, mad til alle og en stærk regering, der vil folk det bedste. Der er mangel på alle fire, og det har der været længe. Også længe inden jordskælvet. Préval (René Préval, Haitis præsident, red.) var på tv i dag og sagde, at præsidentvalget kan blive til november, men måske skubber de det alligevel til næste år," siger Jimmy, der ikke har nogen favorit til det kommende præsidentvalg.

I hvert fald stiller Jimmys personlige kandidat næppe op til valget, uanset om det bliver i indeværende eller næste år.

"Jeg håber på, at Jehovah kommer tilbage og genopretter hans rige på jorden inden valget og ødelægger denne regering. Jehovas vidner er apolitiske og vi stemmer derfor ikke. Clinton, Bush, Préval, Aristide er alle sammen mennesker, og mennesker laver fejl, kun Jehovah laver ikke fejl," siger Jimmy, som lidt overraskende i samtalen afslører hans religiøse ståsted, der giver ham et påbud om at forblive tilskuer til den politiske elendighed, som diverse regeringer har udsat landet for.

Jimmy fastholder sit smil og sit standpunkt, uanset om der så var to præsidentkandidater, hvoraf den ene var helt forfærdelig, og den anden var helt fantastisk. Jimmy vil aldrig kunne stemme. Det gør man ikke i Jehovas Vidner.

På gaderne rundt omkring i Port-au-Prince er der flere, der indtager samme position i forhold til den politiske situation som Jimmy, om end det er med andre bevæggrunde end Jehovahs forskrifter.

John, cigaretsælger og baptist, ved heller ikke, hvem han skal stemme på til det kommende valg, men peger mod himlen og siger Jesus – mens Richie, der er en ung fyr i 20?erne slår fast, at han ikke gider at stemme. Den ene kandidat er alligevel ikke bedre end den anden. Richie mener, at det eneste som demokratiet, der blev indført i 1990?erne, har gjort for Haiti er, at man nu skal betale 50 magtsyge politikere i stedet for at nøjes med at afspise en enkelt diktator.

Jimmy kommer ikke til stemmeurnerne af religiøse årsager, men det holder ham ikke fra at smile fortsat og have store og små håb for fremtiden.

"Jeg håber at få noget mere arbejde. Få købt og solgt nogle flere billeder og få gjort min skole færdig. Det er også et stykke tid siden, jeg har været i rigssalen, og der forventes det af os medlemmer, at vi skal huske at forkynde for andre. Det håber jeg at få klaret i nær fremtid," fortæller Jimmy med et smil.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad fortæller om konsekvenserne af jordskælvet for tre forskellige samfundsklasser i Haiti. I sidste uge de arbejdsløse og de hjemløse. I dag handler det om middelklassen, og næste gang om overklassen.

Sådan så Hotel Montana i bydelen Petionville ud, efter at jordskælvet ramte Haiti. -- Foto: Christian Als.